Telegram

To formodede IS-kvinder er blevet løsladt i Sverige

Torsdag landede tre kvinder i Sverige efter at have været fængslet i Syrien under mistanke om IS-tilknytning.
Da de tre kvinder landede i lufthavnen i Sveriges hovedstad, Stockholm, blev de mødt af politiet.

Da de tre kvinder landede i lufthavnen i Sveriges hovedstad, Stockholm, blev de mødt af politiet.

RITZAU SCANPIX

Telegram
23. oktober 2021 kl. 12:01

To ud af tre kvinder med formodet tilknytning til den militante gruppe Islamisk Stat (IS) er blevet løsladt, efter at de torsdag landede i Sverige og blev anholdt på mistanke om at have begået krigsforbrydelser.

Det oplyser kammeranklagerne Reena Devgun og Hanna Lemoine lørdag i en pressemeddelelse.

Efterforskningen af de løsladte kvinder fortsætter. Men der vurderes ikke at være grund til at varetægtsfængsle dem.

De tre kvinder landede sammen med otte børn sent torsdag eftermiddag i Stockholm-lufthavnen Arlanda. De havde siddet fængslet af det kurdiske selvstyre i det nordlige Syrien, men var blevet udvist.

Ifølge det svenske medie Expressen sad de i al-Roj-lejren.

Kvinderne blev mødt af svensk politi i lufthavnen. Børnene kom i de sociale myndigheders varetægt.

Den tredje kvinde afhøres lørdag kort før middag fortsat.

Anklageren skal senest søndag klokken 12.00 beslutte, om han vil begære en varetægtsfængsling.

Kammeranklager Peter Larsson ønsker ikke at gå i detaljer om mistanken mod kvinden af hensyn til efterforskningen.

- Efterhånden vil vi kunne sige lidt mere, siger han.

En af kvinderne nægter sig skyldig efter at være blevet afhørt af politiet. Det oplyser forsvarsadvokat Björn Hurtig til radiostationen P4 Göteborg.

For godt to uger siden landede tre kvinder og 14 børn i Danmark. De havde siddet i syriske lejre, og mødrene mistænkes for at have været tilknyttet IS.

De tre kvinder blev ved modtagelsen i Danmark alle anholdt og sigtet for overtrædelse af to bestemmelser i straffelovens afsnit om terrorisme.

Efterfølgende blev de varetægtsfængslet i cirka fire uger efter grundlovsforhør i henholdsvis Kolding, Esbjerg og på Frederiksberg.

/ritzau/TT

Opdateret 23. oktober 2021 kl. 12:43