Telegram

Vejsidebomber dræber 14 militærfolk i syrisk morgentrafik

To eksplosioner har ramt en bus i Syriens hovedstad. I det nordlige Syrien har landets hær dræbt civile.
Mindst 14 personer er døde, efter at to eksplosioner ramte en militærbus i Damaskus onsdag morgen.

Mindst 14 personer er døde, efter at to eksplosioner ramte en militærbus i Damaskus onsdag morgen.

RITZAU SCANPIX

Telegram
20. oktober 2021 kl. 08:52

Et angreb med vejsidebomber har onsdag morgen dræbt mindst 14 personer i en militærbus i den syriske hovedstad, Damaskus.

Det oplyser det statslige nyhedsbureau Sana.

Angrebet, der bestod af to eksplosioner, fandt sted på en bro i den centrale del af Damaskus i den travle morgentrafik. Det bliver kaldt et terrorangreb af det statslige nyhedsbureau.

Ud over mindst 14 dræbte er tre blevet såret.

Det er det dødeligste angreb i Damaskus, siden den militante gruppe Islamisk Stat dræbte mindst 30 personer i et angreb i marts 2017.

Der er tidligt onsdag ikke nogen, der har taget skylden for angrebet. Islamisk Stat har stået bag mange tidligere angreb på militære køretøjer i Syrien.

Den syriske hovedstad har i vid udstrækning været forskånet for angreb de seneste år - særligt efter at statslige styrker rykkede ind i byen i 2018.

Angrebet i Damaskus er ikke den eneste blodige hændelse i Syrien onsdag morgen.

Omkring en time efter eksplosionerne i Damaskus angreb den syriske hær en by i provinsen Idlib, der fortsat er kontrolleret af oprørere. Det er den sidste provins i landet, der stadig styres af de oprørere, der har kæmpet mod regeringen i godt et årti.

Det er byen Ariha i Idlib, som regeringsstyrkerne onsdag har angrebet. Mindst 13 mennesker - herunder fire børn - er blevet dræbt, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).

De fleste ofre var civile.

Overvågningsgruppen Sohr overvåger situationen i Syrien tæt fra Storbritannien via et netværk af kilder og aktivister.

- Klokken 8 vågnede vi op til bombardementet. Børnene var skrækslagne og skreg, fortæller en indbygger, Bilal Trissi, der er far til to børn.

- De bombede os i vores kvarter og på markedet. Der er børn, som er dræbt, og mennesker der har mistet deres lemmer. Vi ved ikke hvorfor, eller hvad vi var skyldige i, siger han.

FN's børnefond, Unicef, fordømmer angrebet og kalder det "en påmindelse om, at krigen i Syrien ikke er slut".

Mindst 350.000 personer er blevet dræbt under krigen i Syrien, vurderer FN. Ifølge Sohr er der tale om op imod en halv million dræbte.

I løbet af krigen i Syrien har oprørsgrupper undervejs siddet på store dele af de syriske landområder. Det er dog i høj grad lykkedes for præsident Bashar al-Assad at genvinde områderne og kontrollen over landet.

/ritzau/AFP

Opdateret 20. oktober 2021 kl. 16:15