Telegram

Bred politisk støtte til regeringens coronatiltag

V og støttepartier vil stemme for epidemikommissionens indstilling, men der savnes klar strategi for vinteren.
Telegram
8. november 2021 kl. 21:47

Venstre og regeringens støttepartier, Enhedslisten, SF og De Radikale, kommer til at stemme for epidemikommissionens indstilling om at ophøje covid-19 til en samfundskritisk sygdom.

Det oplyser partierne mandag aften.

Dermed er der også et klart flertal for indstillingen, som regeringen også anbefaler.

Venstre, SF og Enhedslisten støtter samtidig også indstillingen om at genindføre krav om coronapas visse steder.

- Venstre kan støtte sundhedsmyndighedernes anbefaling af coronapas på de udvalgte områder i en periode på baggrund af den stigende smitte, siger Martin Geertsen, sundhedsordfører for Venstre, i en skriftlig kommentar.

- Samtidig bakker vi op om indstillingen fra vores sundhedsmyndigheder om at opklassificere covid-19, men vi ser dog gerne, at det bliver med en kortere varighed ad gangen, med henblik på tæt og løbende at følge udviklingen.

Sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R) slår i en skriftlig kommentar fast, at De Radikale ikke kan sidde en "entydig indstilling fra Epidemikommissionen og vores sundhedsmyndigheder overhørig".

Han nævner dog ikke, hvordan partiet forholder sig til indstillingen om coronapas.

Folketingets Epidemiudvalg skal tage stilling til indstillingerne på et møde tirsdag.

Hos Enhedslisten bakker coronaordfører Peder Hvelplund "naturligvis" om en "så entydig anbefaling" vedrørende indstillingerne.

Men han efterlyser en plan fra regeringen og tydeligere kommunikation.

- Det er også vigtigt at understrege, at det her ikke kan stå alene. Det er vigtigt at få en klar strategi for, hvordan vi håndterer corona gennem efteråret og vinteren.

- Det handler også om, hvordan vi bremser smittespredningen de steder, hvor coronapasset helt åbenlyst ikke virker. Det er i forhold til skoler og daginstitutioner, hvor der er behov for øget fokus på at undervise i mindre hold.

De Radikale savner ligeledes en strategi.

- Det er dog problematisk, at man ikke langt tidligere har lagt en klar strategi frem, sådan som ekspertgruppen anbefalede, ligesom man har forsømt at forsøge sig med anbefalinger, inden man skrider til krav. Det er ellers en pointe i ekspertgruppens rapport, siger Stinus Lindgreen.

Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative, er positiv indstillet over for genindførsel af coronapas.

Det skal dog først besluttes på partiets gruppemøde tirsdag.

- Jeg vil hvert fald indstille, at vi ser positivt på modellen med coronapas. Den model, der er lagt frem, ser ud til at være til at håndtere for erhvervslivet, siger Per Larsen.

Han ser dog gerne, at coronas status som samfundskritisk sygdom vedtages, så den udløber efter en måned med mulighed for forlængelse.

/ritzau/

Opdateret 9. november 2021 kl. 07:10

Vores politikere er godt nok matematisk udfordret.

Per Larsen ser gerne, at coronas status udløber efter en måned!

Først skal folk vaccineres en gang, så anden gang og så 2 uger efter virker vaccinen. Det giver næsten 2 måneder.

Derefter vil man evt. kunne begynde, at se virkningen på indlæggelserne.
Altså hvis alle de resterende bliver vaccineret på samme dag.

Men da vi ikke bærer mundbind, vil smitten lystigt vedblive med, at pingponge mellem de stadigt uvaccinerede, lige vaccinerede en gang og de immunusvækkede.

Hvo den der får kræft. Coronapasset beskytter ikke mod smitte fra vaccinerede kontakter (chauffører, sosuer, sygeplejersker, hjemmehjælpere, læger osv.) og man kan ikke isolere sig, hvis man vil behandles eller skal arbejde.