Telegram

For første gang nævnes fossile brændsler i udkast til COP-aftale. Afsnittet er stadig med

Det vil være et stort skridt, hvis fossile brændsler nævnes i COP26-aftale, mener klimaminister
Demonstranter ved COP26 i Glasgow viser deres skepsis over for fossile brændsler, som nærmer sig at være med i en sluttekst fra klimakonferencen.

Demonstranter ved COP26 i Glasgow viser deres skepsis over for fossile brændsler, som nærmer sig at være med i en sluttekst fra klimakonferencen.

RITZAU SCANPIX

Telegram
13. november 2021 kl. 10:00

Et potentielt historisk afsnit om fossile brændsler har overlevet endnu en nat med forhandlinger ved FN-klimakonferencen COP26 i Glasgow.

Fossile brændsler er nævnt direkte i det seneste udkast til en COP26-aftale, som er offentliggjort lørdag morgen.

Hvis det kommer med i den endelige erklæring, vil det være første gang nogensinde i en COP-aftale.

Fossile brændsler er også blevet nævnt i de to tidligere udkast til en endelig aftale ved COP26. Men teksten om det er løbende blevet udvandet, så den er mere spiselig for flere nationer.

I det seneste udkast bliver lande opfordret til at accelerere udviklingen hen mod systemer, som udleder mindre CO2.

- Inklusive ved hurtigt at skrue op for ren energi og accelerere udfasningen af kulkraftværker, som ikke indfanger CO2, og ineffektiv statsstøtte til fossile brændsler, hedder det i udkastet.

Ny tilføjelse

Det er samme ordlyd som i forrige forslag til en endelig tekst. Der er imidlertid kommet en tilføjelse mere på det omstridte afsnit.

Her står der, at parterne "erkender behovet for støtte hen mod en retfærdig omstilling". Det er endnu en måde at gøre det lettere for nationer, der ser kritisk på afsnittet, at nikke ja i sidste ende.

I det første udkast var tonen over for fossile brændsler mere konsekvent. Her blev lande direkte opfordret til at udfase kul og stoppe tilskud til fossile brændsler.

Det kan virke åbenlyst, at fossile brændsler, som har stor andel i klimaforandringerne, bør nævnes i regi af FN's klimakonferencer.

Men ved klimakonferencerne skal alle parter være enige om det hele, før en færdig erklæring kan komme i hus. Derfor har lande glade for kul-, olie- og gas forhindret det i at blive nævnt før.

Og da det fortsat er nævnt i det seneste udkast, kan det tyde på, at det får lov at komme med. Det vil i så fald være en stor sejr for det britiske COP-formandskab.

Danmarks klimaminister Dan Jørgensen (S) sagde fredag, at selv om formuleringerne om de fossile brændsler ikke er så stærke, som han havde håbet, så vil det være et stort skridt, hvis det er med i den endelige tekst.

- Det, synes jeg, vil være et stort fremskridt og noget at bygge videre på, sagde han.

COP26 er inde i den afsluttende fase. Ifølge tidsplanen skulle det være afsluttet fredag, men det er gået over tid og fortsætter lørdag. Det er ganske normalt for FN's klimatopmøder.

Det britiske formandskab sigter efter at afslutte klimakonferencen lørdag, hvor det seneste udkast er udgangspunkt for de videre drøftelser.

 

Opdateret 13. november 2021 kl. 10:57

Det kan vist ikke komme som en overraskelse at Hockey-Dan ville være tilfreds med en formulering af en hensigt, men klimaet er et problem her og nu.

Vi kommer ikke uden om fossil energi. Det relativt lidt øko-aktivistiske medie Business Insider stillede sig spørgsmålet hvor mange vindmøller vi har brug for, "to power the planet".

https://www.businessinsider.com/how-many-wind-turbines-would-it-take-to-...

De nåede frem til at vi skulle bruge ca. 4 millioner 2 MW møller, og at hvis man stillede dem op på land, så ville de dække et areal svarende halvdelen af Alaska. Allerede her kan man spørge sig selv, hvor meget olie, kul og gas vi ville være nødt til at bruge for at realisere det projekt.

Business Insider laver dog en alvorlig fejl i deres beregning. De beregner nemlig hvor mange møller der skulle til for at dække vores globale elektricitetsforbrug. Det er kun en lille del af vores samlede energiforbrug. Vi bruger masser af energi som ikke kommer ud af en stikkontakt. I Danmark bruger vi f.eks. seks gang så meget energi som vi bruger strøm, og hvis alle skal til at køre elbiler og opvarme deres bolig med el, så stiger vores elektricitetsforbrug.

Det globale energiforbrug er (surprise!) også seks gange større end vores forbrug af elektricitet, men der er meget at spare i forbruget ved at elektrificere. Formentlig vil vi bare på den måde kunne skære vores energiforbrug ned med 1/3. Tilbage er at vores energiforbrug stadig ville være fire gange så meget som vi nu bruger el. Det svarer til 16 millioner møller, eller to gange Alaska's areal.

Det kan ikke lade sig gøre at bygge 16 millioner møller uden brug af energi. Pt. får vi over 80% af den energi vi bruger fra fossile kilder.

En 2 MW vindmølle er ikke "det sidste nye". Man kan købe en 15 MW mølle hvis man har råd. Dog er tårnet på en 2 MW vindmølle højt som rådhustårnet i KBH og vingerne har en diameter på 120-130 meter.

Ikke alene har vi ikke tid til hockey modeller, vi kommer også til at belaste klimaet hårdt på at omstille Verden. Frem for alt klatter vi fossil energi væk på komfort og ligegyldigheder, i stedet for at bruge den på omstilling. Hvis vi bliver ved med det skal vi bygge de 16 millioner møller pr. håndkraft, ligesom man byggede pyramiderne, og dem byggede man ikke 16 millioner af.

Jeg har selv lavet regnestykket BI har lavet, og nåede frem til væsentlig mere end 16 millioner, men BI's regnestykke burde være nok til at sige: Det er på tide at vågne op! Både til opgaven, og til at være bare en lille smule realistiske.

Det er korrekt, at fossil energi forsat er med i oplægget. Men forhandlingerne kører nu på "overtid", og det gør det, fordi der ikke er enighed om det, der er skrevet.

Uenigheden drejer sig om netop, fossil energi, som er en stor kamel for visse store lande. Og hvis lande som Australien og Saudi ikke får stoppet dette lille ord i aftalen, fossil energi, er det faktisk første gang i 32 år.

Videre er der ikke enighed, det beløb som industrilandene skal kompensere u-landene med. Allerede i 2011 skulle de første 100 mia. US-dollar forfalde, og derefter hver år. Men indtil nu, er de første 100 mia. US-dollar, 2011-beløbet, altså ikke kommet ind i kassen.

Men disse 100 mia. US-dollar er langt fra tilstrækkeligt aflad, for at få u-landene til at stoppe fossil energi, og samtidig give de vestlige lande lov til at fortsætte deres brug på - ærligt talt - ret ubestemt tid. Derfor foreslås det, at industrilandene nu skal punge ud med 300 mia. US-dollar om året. Og hvis det er umuligt at samle 100 mia. US-dollar på 10 år, må det være rigtigt svært at samle 300 mia. US-dollar hver år.

Desuden har lederen af forhandlingerne besluttet, at da Storbritannien faktisk er fuld tilfreds med forhandlingsresultatet, skal forhandlingerne stoppes endeligt her i eftermiddag.

Mere kernekraft kunne løse problemet. Det burde tages med.

Moderne kernekraft kan sikre stabil elforsyning når det ikke blæser eller er solskin. Det burde tages med i beregningerne, hvis ikke vi skal ødelægge vores landskab med kæmpe vindmølleparker og store øde områder med solpaneler.

Moderne kernekraft kan sikre stabil elforsyning når det ikke blæser eller er solskin. Det burde tages med i beregningerne, hvis ikke vi skal ødelægge vores landskab med kæmpe vindmølleparker og store øde områder med solpaneler.

@Klaus Ipsen

Hvis vi f.eks. byggede kernekraftværker i stedet for vindmøller, for at erstatte den fossile energi, og hvis vi satsede 100% på kernekraft, så ville vores uran reserve holde mindre end 10 år.

Og ja, thorium reserven er dobbelt så stor som uran reserven, men det er stadig en stakket frist. Der er også breeder reaktorer, men absolut ikke uden deres egne problematikker. Kernekraft er ikke nogen bæredygtig løsning.

Derimod modtager vi enorme mængder energi fra Solen. Den kan høstes direkte eller i form af vindenergi. Dén energi er "bæredygtig" i milliarder af år endnu, men den er ikke så nem at høste. Specielt ikke hvis vi vælger at vente på "bedre teknologi", og skal igang i sidste øjeblik.