Telegram

Regeringen kunne være kommet med nyt om mink-sms’er før valg

Statsministeren og tre embedsfolk kunne have fortalt om skæbne for mink-sms'er før kommunalvalg.
Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne før kommunalvalget have fortalt, at mink-sms'er ikke kunne genskabes. (Arkivfoto).

Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne før kommunalvalget have fortalt, at mink-sms'er ikke kunne genskabes. (Arkivfoto).

RITZAU SCANPIX

Telegram
22. november 2021 kl. 13:45

Statsminister Mette Frederiksen (S) og topembedsfolk kunne have fortalt, at sms'er i minksagen ikke kunne genskabes, før kommunalvalget.

Det fremgår af et svar fra den kommission, der undersøger forløbet omkring beslutningen om at slå alle mink i Danmark ned. Der var ikke lovhjemmel til beslutningen, da den blev truffet.

- Minkkommissionen havde ingen indflydelse på, hvornår kuverterne åbnedes, skriver kommissionen.

Da det tidligere kom frem, at statsminister Mette Frederiksen og tre absolutte topfolk i Statsministeriet automatisk har slettet sms'er, blev politiet sat til at forsøge at genskabe dem.

Mandag 15. november fik de implicerede og minkkommissionen resultaterne, der viste, at det ikke kunne ske. At det ikke var muligt - og at korrespondancen dermed ikke kommer til at se dagens lys - blev først offentliggjort dagen efter kommunalvalget, nemlig den 17. november.

Men det kunne statsministeren altså have oplyst allerede den 15. november. Dagen før kommunalvalget ifølge kommissionen.

Som svar på kritik om, at nyheden først kom efter valget, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) to dage efter valget, at tidspunktet og forløbet omkring offentliggørelsen var aftalt med kommissionen. Og at timingen altså ikke var op til statsministeren og de andre implicerede.

Svaret fra Minkkommissionen er dog altså, at man alene har aftalt, at de implicerede skulle have mulighed for at få svaret af politiets undersøgelse af telefoner først. Ikke hvornår resultatet af undersøgelsen kunne blive meldt ud.

I en skriftlig kommentar siger Nick Hækkerup, at der ingen modsætning er mellem minkkommissionens udmelding og den forklaring, han er kommet med.

- Som jeg allerede forklarede til flere medier i onsdags, så blev kuverterne opbevaret i Justitsministeriet på vegne af de pågældende, indtil der var aftalt en proces for udlevering med Minkkommissionen.

- Den proces blev aftalt mandag. Jeg sagde også i sidste uge, at alle de pågældende og deres bisiddere først havde haft lejlighed til at hente kuverterne og åbne dem den 17. november 2021. Jeg kan altså konstatere, at der ikke er noget nyt her, skriver han.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, sagde den 17. november, da nyheden om, at sms'erne ikke kunne genskabes blev meldt ud, at han ikke stolede på regeringen i sagen.

- Det her handler om, at regeringen, magtfuldkommen som den er, udskyder det her til efter et kommunal- og regionsrådsvalg af frygt for, at det skal påvirke valget. Jeg synes simpelthen, at det er uordentligt, sagde han.

/ritzau/

Opdateret 22. november 2021 kl. 16:18

Michael Pedersen

Det virker helt fair at udskyde offentliggørelsen en dag for ikke at påvirke kommunalvalget.

Det er jo ganske ofte fremført, at kommunalvalg ikke har noget/meget med landspolitik at gøre.

Ikke?

Lillian Larsen, Inger Pedersen, Henning Kjær og Asiya Andersen anbefalede denne kommentar
John Damm Sørensen

Lev med det.
Hvad skulle være mit motiv? Jeg er jo jeres statsminister. Husk det.

Dorte Sørensen

Er det så vigtigt om folk havde fået beskeden , at sms'erne ikke kunne genskabes før eller efter kommunevalget.
For mig har det ikke betydet noget. Men fortæller det ikke mere. at de sletteprogamer der tilbydes er ret gode - det kan de virksomheder da bruge i deres reklamer.

I mine øjne bør regeringen og Folketinget få ændret "Mørklægningsloven" så befolkningen og alle partierne i Folketinget få mulighed for viden om grundlaget osv... før en lov vedtages i Folketinget. En sådan ændring er der meget af værdi for befolkningen.
Hvorfor skal disse forhandlinger og grundlaget for dem holdes skjult for vælgerne og nogle partier i Folketinget.

Søren Kristensen

Kan det tænkes at amerikanerne evt. har opsnappet noget?

Jakob Ellemann-Jensen stoler ikke på regeringen…hmm, var det ikke samme Ellemann, som bakkede minkaflivningerne op men vendte på en tallerken efter et møde i Venstres hovedbestyrelse, hvor store bidragydere fra minkbranchen skældte ham ud?
Forresten, hvorfor er slettede sms-er kun et problem i denne sag. Læste forleden, men det kan være løgn, at 40.000 (?!?!) mails og sms- er i Støjberg-sagen er forsvundet.

Lillian Larsen, Dorte Sørensen, Inger Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar