Telegram

Titusinder demonstrerer mod coronaregler i Østrig

Ny nedlukning varer tre uger for vaccinerede østrigere, men der er ikke sat udløbsdato på for de uvaccinerede.
"Den bedste slave er en, der tror, at han er fri", lyder det på et af de bannere, som demonstranterne har med ved protesten lørdag i Wien.

"Den bedste slave er en, der tror, at han er fri", lyder det på et af de bannere, som demonstranterne har med ved protesten lørdag i Wien.

RITZAU SCANPIX

Telegram
20. november 2021 kl. 16:05

Nye regler om nedlukning, vaccination og coronapas har lørdag eftermiddag fået omkring 30.000 mennesker til at demonstrere i Østrigs hovedstad, Wien.

Det vurderer østrigsk politi.

Østrigske medier skriver, at enkelte demonstranter kastede flasker mod politiet. Der er foretaget adskillige anholdelser.

- Stemningen er meget ophedet, siger en talsmand for politiet.

Foruden for demonstrationen meddelte politiet, at mindst 1300 betjente ville blive udkommanderet. De skal blandt andet kontrollere, at folk respekterer påbuddet om at bære mundbind.

De mange mennesker forstyrrede trafikken i store dele af det centrale Wien lørdag.

Østrigs regering har indført en ny nedlukning, der træder i kraft på mandag. Den gælder for hele befolkningen - både vaccinerede og uvaccinerede.

Men hvor nedlukningen udløber 13. december for de vaccinerede, er der ikke sat en slutdato på for de østrigere, der ikke er blevet vaccineret.

Omkring to tredjedele af Østrigs befolkning er færdigvaccineret. Det er en af de laveste vaccinationsrater i Europa.

Men fra 1. februar næste år vil Østrig som det første land i EU gøre vaccination mod coronavirus obligatorisk.

Det har vakt vrede blandt mange af landets borgere.

- Ned med det fascistiske diktatur, lyder et af slagordene ved lørdagens protest.

- Nok er nok, nej til vaccination, råber andre.

Mange østrigere er meget skeptiske over for coronavaccinerne. Det er en skepsis, der især er blevet fremmet af det højreorienterede Frihedsparti.

Partiets leder, Herbert Kicki, sagde forud for lørdagens demonstration, at et "diktatur" er ved at blive indført i Østrig. Han deltager ikke selv i demonstrationen lørdag, idet han for øjeblikket selv er syg med covid-19.

/ritzau/dpa

Opdateret 20. november 2021 kl. 16:29