Telegram

To mænd skal 10 og 12 år i fængsel for drabsforsøg med granater

Husets beboere var hjemme, da to mænd i oktober sidste år angreb det med håndgranater. Det var drabsforsøg.
Byen Mullerup ligger i Slagelse på Vestsjælland. (Arkivfoto).

Byen Mullerup ligger i Slagelse på Vestsjælland. (Arkivfoto).

RITZAU SCANPIX

Telegram
29. november 2021 kl. 14:20

To mænd i 30'erne kastede sidste år to skarpe håndgranater ind i et hus i Mullerup i Slagelse, hvor to beboere befandt sig.

Det var et drabsforsøg, har Retten i Holbæk mandag afgjort, og et enigt nævningeting har idømt Titan Atlas Richart Sander Jensen 10 års fængsel og David Aspe 12 års fængsel, oplyser retten.

De to mænds plan mislykkedes. Ingen af husets beboere kom alvorligt til skade under drabsforsøget, der fandt sted i oktober 2020 i Mullerup på Vestsjælland.

Husets ene beboer, en 34-årig kvinde, befandt sig nemlig i soveværelset og undgik derfor helt at blive ramt, mens husets 47-årige mandlige beboer opholdt sig i stuen og fik overfladiske skrammer.

Ifølge Ekstra Bladet var den 38-årige, Titan Atlas Richart Sander Jensen, og den 32-årige, David Aspe, tilknyttet rockerbanden Bandidos' afdeling i Holbæk.

De har begge anket dommen, oplyser Retten i Holbæk.

Den 32-årige erkendte dog under retssagen, at han kastede håndgranaterne.

Men han ville blot skræmme husets mandlige beboer, lød forklaringen ifølge Ekstra Bladet, der mandag var til stede i retten.

Angrebet på husets beboere var dog ikke det eneste alvorlige i sagen.

Da politiet ankom til huset, fandt det flere våben på parrets bolig. Det drejede sig blandt andet om en halv- og fuldautomatisk riffel.

Det førte til, at parret, der netop var blevet angrebet med håndgranater, blev anholdt. De fik deres dom i juni i år, da Retten i Holbæk idømte manden og kvinden henholdsvis fem og fire års ubetinget fængsel for våbenbesiddelse.

Manden forklarede i retten, at han havde anskaffet sig våbenlageret for at beskytte sig selv og kvinden mod angreb fra Bandidos.

Det skyldtes, at han havde anklaget en bandidosrocker for at stå bag et uopklaret mord på hans ven, ligesom den 47-årige i 2019 blev udsat for et økseoverfald af et bandidosmedlem. Økseoverfaldet blev gerningsmanden dømt for i 2020.

/ritzau/

Opdateret 29. november 2021 kl. 15:08