Telegram

Fire personer er anholdt for lækage fra efterretningstjenester

PET og FE mistænker fire personer for at have videregivet ’højt klassificerede oplysninger’ fra tjenesterne.
Telegram
9. december 2021 kl. 08:26

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har anholdt fire nuværende og tidligere medarbejdere i de to efterretningstjenester PET og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

De fire er mistænkt for at have lækket oplysninger.

Det oplyser PET i en meddelelse på sin hjemmeside torsdag morgen.

De fire personer er blandt andet sigtet for "uberettiget at have videregivet højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne", fremgår det.

Hvad de fire yderligere er sigtet for, har PET ikke offentliggjort.

Anholdelserne er sket onsdag i samarbejde med politiet. Ifølge PET er det sket efter længere tids efterforskning.

Politiet har også foretaget ransagninger på en række forskellige adresser.

Den paragraf, som de fire blandt andet er sigtet for at have overtrådt, er straffelovens paragraf 109 styk 1. Bliver en person dømt efter den, kan det give op til 12 års fængsel.

Paragraffen omhandler den eller dem, som "røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror", står der i straffeloven.

Den gælder også, hvis oplysningerne, der videregives, "angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet", står der videre.

PET oplyser ikke, hvad de konkret mener, at de fire personer har gjort. Eller hvordan de forholder sig til sigtelsen.

Ifølge PET har det på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

PET er sammen med FE Danmarks sikkerhedstjenester. De arbejder med at forebygge og modvirke trusler mod Danmark og danske interesser i udlandet.

PET er en tjeneste under Rigspolitiet, som arbejder med at undgå terrorisme, politisk ekstremisme og spionage i det danske samfund.

FE Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste. Arbejdet i FE ligger primært i udlandet og vedrører også cybersikkerhed og militær sikkerhed.

/ritzau/

Opdateret 9. december 2021 kl. 10:47

Sidder og griner lidt i skægget - kom til at tænke på Jægerbogssagen, hvor FE spillede en central rolle.