Telegram

Claus Hjort fortalte om hemmeligheder i tv-program

Samarbejde mellem USA og Danmark om adgang til et kabel med internettrafik er i centrum i lækagesag.
Telegram
14. januar 2022 kl. 13:53

I programmet "Lippert" på TV 2 News udtalte Claus Hjort Frederiksen (V) sig sidste år om en hemmelig aflytningsaftale mellem USA og Danmark.

Det er efter alt at dømme disse udtalelser, som danner grundlag for, at politiet har sigtet den tidligere forsvarsminister for at overtræde straffeloven ved at afsløre statshemmeligheder.

I programmet bekræftede den rutinerede politiker, at en konkret aftale om at tappe oplysninger fra kabler blev indgået mellem daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og USA's præsident Bill Clinton.

- Sådan er det, ved jeg, sagde Hjort Frederiksen.

Han fortalte også, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har opsat filtre i et forsøg på at sikre, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA ikke får adgang til oplysninger om danske statsborgere.

Videre oplyste han, at det særlige samarbejde havde betydet, at Danmark kom tæt på en eksklusiv gruppe af efterretningstjenester, Five Eyes, som omfatter USA, Canada, Storbritannien, Australien og New Zealand.

Forleden sagde flere juridiske eksperter til Dagbladet Information, at Frederiksen kunne have overtrådt straffeloven.

- Det ser da ud, som om Claus Hjort Frederiksen videregiver tavshedsbelagte oplysninger, sagde Sten Schaumburg-Müller, der er professor i strafferet ved Syddansk Universitet.

Det særlige samarbejde mellem USA og Danmark om adgang til kabler med kommunikation over internettet var ifølge flere medier netop det emne, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne slog alarm om i sensommeren 2020.

En eller flere whistleblowere havde henvendt sig til tilsynet med en mistanke om, at der skete uberettiget overvågning af danske statsborgere.

Regeringen reagerede kraftfuldt. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) besluttede at hjemsende chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, og andre ledende personer fra FE.

Derefter blev der nedsat en undersøgelseskommission med tre landsdommere for at afdække, om der var sket noget kritisabelt i FE. Resultatet blev offentliggjort 13. december sidste år.

Der var intet at bebrejde nogen, lød det.

Men blot få dage inden denne "frifindelse" havde PET slået til mod blandt andre Lars Findsen, der blev sigtet for at røbe statshemmeligheder.

I Københavns Byret har en dommer efterkommet anklagemyndighedens ønske om at hemmeligholde den konkrete sigtelse mod Findsen. Den kendes altså ikke.

Flere medier har imidlertid rapporteret, at han beskyldes for at have givet medier oplysninger om det kabelsamarbejde, som Claus Hjort Frederiksen har udtalt sig om.

I øvrigt har Frederiksen udtalt en kras kritik af Trine Bramsens og regeringens håndtering af forløbet.

/ritzau/