Telegram

Norsk fragtskib sunket ud for Gilleleje efter redningsaktion

Natten til fredag er et norsk fragtskib sunket. Torsdag blev fem nordmænd reddet op derfra i en helikopter.
Torsdag blev der sendt en dansk og to svenske helikoptere mod et nødstedte skib. Fregatten "Niels Juel" blev også sendt til stedet. (Arkivfoto)

Torsdag blev der sendt en dansk og to svenske helikoptere mod et nødstedte skib. Fregatten "Niels Juel" blev også sendt til stedet. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
20. januar 2022 kl. 22:30

Et norsk fragtskib, der torsdag aften kom i nød omkring 11 sømil nordvest for Gilleleje, er gået ned natten til fredag klokken 01.30.

Det oplyser vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter Allan Mortensen tidligt fredag morgen.

Fem nordmænd blev torsdag reddet op fra skibet i en helikopter og fløjet til Sverige efter en redningsaktion.

Fredag formiddag oplyser Jesper Berthelsen, vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter, at alle fem nordmænd er blevet udskrevet fra hospitalet i Sverige. De er ikke kommet til skade.

Skibet meldte mayday tidligere, da det havde fået slagside og lå skævt i vandet.

Herefter blev der sendt en dansk og to svenske helikoptere mod det nødstedte skib. Fregatten "Niels Juel" blev også sendt til stedet.

Det oplyste Allan Mortensen torsdag aften.

Fredag morgen fortalte han, at alle skibe rådes til at holde sig væk fra området, så de ikke sejler ind i vraget.

Planen er på et tidspunkt at markere det, hvilket gøres ved, at en bøje med et lys i sættes op.

Fredag formiddag oplyser Forsvaret, at vraget endnu ikke er blevet fjernet, og at det muligvis vil tage noget tid.

Tidligere oplyste Allan Mortensen, at coasteren lå "ret lavt" i vandet. Og risikoen for, at den ville synke, var "rimelig stor".

- Coasteren ligger ret lavt i vandet, og risikoen for, at den synker, er rimelig stor. Det er også derfor, at der ikke er gjort forsøg på at bugsere coasteren, sagde han torsdag aften.

Coasteren er lastet med forurenet jord og var på vej fra København til Randers.

Miljøskibet "Mette Miljø" er ankommet til stedet nordvest for Gilleleje omkring fredag klokken 10.

/ritzau/

Opdateret 21. januar 2022 kl. 10:32