Østrigs tidligere konservative kansler Sebastian Kurz slutter sig til en europæisk ngo, der bekæmper racisme og antisemitisme.
Den 35-årige Kurz' nye rolle, som han deler med Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair, er formand for den internationale ngo European Council on Tolerance and Reconciliation (ECTR).
Det meddeler Moshe Kantor, der er grundlægger og præsident for ngo'en, søndag.
- Vi kunne ikke have fundet en bedre person til at føre an mod tidens globale udfordringer med passion, indsigt og beslutsomhed, skriver Kantor i et tweet.
Organisationens målsætning er ifølge dens hjemmeside at bekæmpe "ondskab som ekstremisme, racisme, antisemitisme og fremmedhad".
Kurz fratrådte posten som kansler i Østrig i oktober efter anklager om korruption, som han benægter. Senere meddelte han en fuldstændig tilbagetrækning fra politik.
- Det er en stor ære at blive del af en så vigtig organisation, der arbejder mod ekstremisme og for større tolerance i Europa, siger Kurz om sin nye opgave.
I sin tid som leder af Østrigs regering positionerede Kurz sig som en støtte af Israel i diplomatiske spørgsmål og udtalte sig kraftigt imod had til jøder.
Han bestræbte sig også på at få en åben diskussion om Østrigs rolle i Holocaust - nazitysklands forsøg på at udrydde alle jøder i Europa.
I sin politiske karriere indtog Kurz en ledende rolle i at danne en koalition mellem sit parti og Frihedspartiet fra den yderste højrefløj i 2017.
Dermed var Østrig det eneste vesteuropæiske land til at have en regering med et parti fra den yderste højrefløj som medlem.
Kurz var også modstander af at modtage flygtninge fra lejre i Grækenland samt personer, der flygtede fra Afghanistan, efter at Taliban kom til magten i august sidste år.
Ved siden af sit frivillige arbejde for ECTR vil Kurz snart begynde at arbejde for Peter Thiel, en amerikansk milliardær og Donald Trump-tilhænger, som "global strateg".
/ritzau/dpa
Opdateret 10. januar 2022 kl. 02:18
Ham???!!