Telegram

USA advarer Rusland mod angreb og lover Ukraine materiel støtte

USA's udenrigsminister drøfter krise med ledere i Ukraine, inden han fredag mødes med sin russiske kollega.
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, under et pressemøde i Kijev med sin ukrainske kollega, Dmitro Kuleba. Han lover, at USA står klar med støtte til Ukraine, hvis Rusland skulle gøre alvor af at angribe landet.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, under et pressemøde i Kijev med sin ukrainske kollega, Dmitro Kuleba. Han lover, at USA står klar med støtte til Ukraine, hvis Rusland skulle gøre alvor af at angribe landet.

RITZAU SCANPIX

Telegram
19. januar 2022 kl. 18:24

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har torsdag under et besøg i Ukraine på ny advaret Rusland om, at det vil få "omfattende konsekvenser", hvis russerne angriber nabolandet.

Det skønnes, at Rusland har opstillet 100.000 soldater i områder, der grænser op til Ukraine. Det sker på et tidspunkt, hvor Rusland har krævet, at USA og Nato giver garantier for, at Ukraine aldrig bliver en del af den vestlige forsvarsalliance.

Det har skabt frygt for en russisk invasion.

Blinken lover Ukraine "yderligere materiel" støtte, hvis Rusland gør alvor af sine trusler.

- Jeg håber, at det ikke sker, men skulle det komme dertil, så vil vi handle kraftfuldt og på koordineret vis for at påføre Rusland disse konsekvenser, siger han.

Han påpeger, at det sker i tæt samarbejde med de europæiske allierede, og at det handler om økonomiske sanktioner, der vil ramme Rusland hårdt.

Blinken har under sit besøg i Ukraine haft møder med landets præsident, Volodimir Zelenskij, og udenrigsminister Dmitro Kuleba.

Han skal fredag mødes med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov i den schweiziske by Geneve.

Rusland har krævet svar på en række krav, som er fremsat af Ruslands præsident Vladimir Putin. Herunder, at Ukraine og andre lande, der grænser op til Rusland, ikke må blive medlemmer af Nato. Samtidig lyder kravet, at Nato skal trække styrker væk fra dets medlemslande i Østeuropa og Baltikum.

Blinken lader forstå, at han ikke vil møde op i Geneve med et svar på de russiske krav.

/ritzau/dpa