Telegram

OVERBLIK: Kristendemokraterne mister profiler på stribe

I maj har Jens Rohde meddelt, at han ikke genopstiller, mens Isabella Arendt forlader Kristendemokraterne.
Telegram
17. maj 2022 kl. 12:24

Stemmeslugeren Kristian Andersen stiller ikke op ved næste folketingsvalg. Jens Rohde er kommet med samme melding, og han har tilføjet, at det er slut for ham i dansk politik efter næste valg. Og Isabella Arendt takker af som formand og forlader helt Kristendemokraterne. Det meddelte hun tirsdag.

Partiet er dermed uden profiler frem mod næste folketingsvalg, der senest finder sted 4. juni 2023.

Få et overblik over partiets krise her:

* 19. januar 2022.

Partiets vestjyske spidskandidat Kristian Andersen oplyser til Dagbladet Ringkøbing-Skjern, at han ikke genopstiller ved næste valg.

- Jeg ønsker at prioritere opgaven som børne- og familieudvalgsformand i kommunen, min familie og mit job, siger han til dagbladet.

Ved seneste valg var Kristendemokraterne under 200 stemmer fra at opnå valg til Folketinget gennem et kredsmandat i Vestjylland. Blandt andet på baggrund af et flot valg for Kristian Andersen, der fik over 10.000 personlige stemmer.

Dermed udgjorde hans personlige stemmer over halvdelen af de omkring 17.000 stemmer til Kristendemokraterne i Vestjyllands Storkreds.

Kristian Andersen sidder i byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

* 6. maj.

Folketingsmedlem Jens Rohde fra Kristendemokraterne stopper i politik efter næste valg. Det siger han til Ekstra Bladet.

- Jeg vil noget andet med mit liv end politik. Det er en beslutning, der har været undervejs i længere tid.

I den igangværende valgperiode skiftede Rohde fra De Radikale til Kristendemokraterne.

* 17. maj.

Isabella Arendt stopper som formand for Kristendemokraterne og melder sig ud af partiet med øjeblikkelig virkning. Det siger hun til Ritzau.

/ritzau/