Telegram

Partygate-rapport placerer ansvar hos britisk regeringstop

En fest under coronanedlukning i de britiske regeringskontorer bød på fuldskab og slåskamp, siger rapport.
Telegram
25. maj 2022 kl. 12:32

En længe ventet rapport om fester i regeringskontorer under Storbritanniens coronanedlukning er onsdag blevet offentliggjort.

I rapporten, der er udarbejdet af embedskvinden Sue Gray, lyder det, at offentligheden formentlig vil blive "voldsomt skuffet" over en række brud på coronaretningslinjerne, som fandt sted på regeringsniveau.

- De begivenheder, jeg har undersøgt, havde deltagelse af ledere fra regeringen. Mange af begivenhederne skulle ikke have være tilladt at finde sted, skriver Sue Gray i den såkaldte partygate-rapport.

- Det øverste lederskab - både politisk og på embedsniveau - skal påtage sig ansvaret for denne kultur, lyder det i rapporten.

Festerne, der blandt andet fandt sted ved Boris Johnsons kontor i Downing Street, har lagt hårdt pres på den britiske premierminister.

Han ventes at tale i det britiske parlament senere onsdag.

En af de fester, der er blevet undersøgt, fandt sted 18. juni.

- Der var voldsomt alkoholindtag af nogle. Én fik det dårligt, og to andre var indblandet i en mindre slåskamp, skriver Sue Gray.

Boris Johnson deltog ikke umiddelbart i ovenstående fest. Han deltog dog blandt andet i en fødselsdagsfest dagen efter - 19. juni.

- Premierministeren var ikke bekendt med begivenheden på forhånd, og det var ikke en del af hans officielle program. Han havde ingen forhåndsviden om, hvad der var blevet planlagt, lyder det i rapporten.

I sidste uge meddelte britisk politi, at det har afsluttet sin undersøgelse af fester under coronanedlukningen i Johnsons kontor i Downing Street.

I alt er der udstedt 126 bøder, oplyste politiet ved den lejlighed.

Bøderne er givet i forbindelse med otte separate begivenheder mellem 20. maj 2020 og 16. april 2021. Bøderne er givet til 53 mænd og 73 kvinder.

Politiet vil ikke oplyse identiteten på personerne.

/ritzau/Reuters

Opdateret 25. maj 2022 kl. 13:33