Telegram

Amnesty: Saudi-Arabien tvangsflytter halv million

Saudisk vision krænker menneskerettigheder og diskriminerer af udlændinge, siger Amnesty International.
Telegram
22. juni 2022 kl. 11:09

Saudi-Arabien tvangsforflytter bag facaden tusindvis af mennesker uden varsel. Det skriver Amnesty International i en pressemeddelelse onsdag.

- Omfattende nedrivninger af boligområder og tvangsforflytninger af mange udlændinge, der smides på porten uden varsel eller kompensation, er en del af Saudi-Arabiens "Vision 2030", skriver organisationen.

- Det krænker internationale menneskerettigheder og diskriminerer udlændinge. Amnesty International opfordrer landet til at stoppe programmet.

Menneskerettighedsgruppen henviser til planer i Jeddah, hvor 558.000 indbyggere bliver berørt af nedrivninger. De blev indledt i oktober sidste år, og fortsætter uden ophør. Mindst 47 procent af de berørte er udlændinge.

USA’s præsident, Joe Biden, skal i næste måned besøge Saudi-Arabien, og Amnesty er bekymret for en facade, der bliver fremstillet udadtil, der skal narre omverdenen til at tro, at landet er på vej i en progressiv retning.

Den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, besøger onsdag Tyrkiet for at normalisere forholdet til landet efter journalisten Jamal Khashoggi blev dræbt i det saudiarabiske konsulat i Istanbul i 2018.

Den omstridte kronprins, der reelt er Saudi-Arabiens leder, har i sin vision for landets fremtid besluttet, at en halv million mennesker i forskellige dele af kystbyen Jeddah skal tvangsflyttes.

- Under den skinnende, glitrede overflade, som Saudi-Arabien viser verden, ligger skrækkelige historier om misbrug og krænkelser af grundlæggende rettigheder. Verden lader sig ikke narre af falske, vildledende fanfarer, hedder det i Amnestys presseerklæring onsdag.

/ritzau/