Telegram

Kongehusets fire kranse pryder Ellemann-Jensens kiste

En krans fra dronning Margrethe spiller central rolle ved Uffe Ellemann-Jensens bisættelse i Holmens Kirke.
Bisættelsen af Uffe Ellemann-Jensen i Holmens Kirke tirsdag den 28. juni 2022.

Bisættelsen af Uffe Ellemann-Jensen i Holmens Kirke tirsdag den 28. juni 2022.

RITZAU SCANPIX

Telegram
28. juni 2022 kl. 11:38

Fire kranse fra kongehuset - anført af en krans fra dronning Margrethe - pryder tirsdag Uffe Ellemann-Jensens kiste i forbindelse med den tidligere udenrigsminister og Venstre-formands bisættelse i Holmens Kirke i København.

Foruden en krans fra dronningen er der en krans fra kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, fra prins Joachim og prinsesse Marie samt fra prinsesse Benedikte.

Dronningens krans vil efter bisættelsen blive båret ud af kirken før kisten og lagt i rustvognen.

Desuden er Uffe Ellemann-Jensens ordener og medaljer sat på en pude, der er placeret kisten. Han var Storkorsridder. Og han havde også en grønlandsk orden.

Omkring 300 gæster er inviteret til bisættelsen, som Uffe Ellemann-Jensen selv havde planlagt, inden han døde. Der er blandt andre en masse prominente navne fra den politiske verden samt kulturlivet.

Desuden er der repræsentanter fra de baltiske lande Estland, Letland og Litauen. Her har Uffe Ellemann-Jensen en særlig status.

Uffe Ellemann-Jensen spillede en central rolle i landenes selvstændighed og genopbygningen efter Sovjetunionens fald.

Som udenrigsminister stod Uffe Ellemann-Jensen i spidsen for, at Danmark som det første land i verden genoprettede de diplomatiske forbindelser med de tre lande.

Ambassadørerne fra de tre lande er blandt gæsterne i kirken samt også den tidligere estiske præsident Toomas Hendrik Ilves.

Uffe Ellemann-Jensen bliver bisat på Ordrup Kirkegård. Han døde 18. juni og blev 80 år.

Han efterlader sig sin hustru, Alice Vestergaard, sine fire børn samt ti børnebørn.

/ritzau/

Opdateret 28. juni 2022 kl. 12:27