Telegram

Asylansøgere foretrækker Irland og Rumænien fremfor Danmark

Danmark får sin laveste placering nogensinde på listen over EU-lande med flest asylansøgere per indbygger.
En ny opgørelse viser, at Danmark er faldet længere ned på listen over EU-lande, 
som modtager flest asylansøgere per indbygger. (Arkivfoto).

En ny opgørelse viser, at Danmark er faldet længere ned på listen over EU-lande,
som modtager flest asylansøgere per indbygger. (Arkivfoto).

RITZAU SCANPIX

Telegram
7. juli 2022 kl. 01:09

Når migranter søger om asyl i Europa, fravælger en stadig større andel Danmark.

En ny opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser således, at Danmark i 2021 faldt til en 20.-plads på listen over EU-lande med flest asylansøgere.

Det er den laveste placering, siden opgørelsen først blev lavet i 2008.

Danmarks højeste placering var i 2014, hvor landet lå på en femteplads og derfor modtog en relativt større andel af asylansøgerne. I årene efter er Danmark faldet længere ned ad listen.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) mener, at tallene viser, at regeringen har levet op til det, den gik til valg på. Nemlig at fastholde en stram udlændingepolitik og en lav tilstrømning.

- Det sikrer, at vi langsomt kan rette op på årtiers fejlslagen integrationspolitik, udtaler han i en pressemeddelelse.

I top-5 på listen over EU-lande med flest asylansøgere per indbygger finder man Cypern, Malta, Grækenland, Østrig og Tyskland.

Nederst finder man Ungarn på en 27.-plads efterfulgt af Estland, Slovakiet, Letland og Portugal.

Vores naboer i Sverige ligger på en 11.-plads.

Til Avisen Danmark siger Kaare Dybvad Bek, at han håber, at Danmark i de kommende år bliver en endnu mere upopulær destination for asylansøgere.

Faktisk ville ministeren være glad, hvis Danmark lå allernederst på listen.

Ifølge Ninna Nyberg Sørensen, der forsker i international migration og flygtninge ved Dansk Institut for Internationale Studier, kan en del af udviklingen tilskrives den førte udlændingepolitik i Danmark siden 2014.

Over for Avisen Danmark forklarer hun, at de forskellige stramninger i udlændingepolitikken samt den megen negative omtale har haft en effekt.

Derfor ser vi ifølge hende, at nogle af de asylansøgere, der ellers lovligt kunne opholde sig i Danmark, vælger at tage andre steder hen.

/ritzau/

Opdateret 7. juli 2022 kl. 01:13