Telegram

Guvernør: Rushdie er i live og på operationsbordet efter angreb

Blodigt angreb på den berømte forfatter i lille by i delstaten New York. Motiv endnu ikke fastslået.
Forfatteren Salman Rushdie ligger på en scene i New York, efter en mand har slået eller stukket ham ned.

Forfatteren Salman Rushdie ligger på en scene i New York, efter en mand har slået eller stukket ham ned.

RITZAU SCANPIX

Telegram
12. august 2022 kl. 17:20

Salman Rushdie, den britisk-indisk forfatter der i mange år har haft en islamistisk dødsdom hængende over hovedet, er fredag aften på operationsbordet efter et knivangreb i delstaten New York.

Han er i live "og får den behandling, han behøver", bekræfter New Yorks guvernør, Kathy Hochul, ifølge Reuters.

Rushdie, som tidligere har været ramt af en fatwa, en islamistisk dødsdom, blev angrebet på en scene i den vestlige ende af delstaten New York, hvor han skulle deltage i en samtale med en interviewer.

Motivet til angrebet er endnu ikke blevet fastslået.

Lidt tidligere bekræftede det lokale politi ifølge BBC, at Rushdie var blevet stukket med en kniv i halsen eller nakken. Ifølge øjenvidner blev han stukket gentagne gange.

- Han var dækket af blod, og der var blod, som løb ned på gulvet. Jeg så simpelthen blod overalt omkring hans øjne, og det løb ned af hans kinder, fortæller Roger Warner, der sad på første række i salen, til New York Times.

Rushdie blev fløjet med helikopter til et nærliggende hospital.

Angriberen er i politiets varetægt. Han stormede ved starten af arrangementet i den lille by Chautauqua op på scenen. Her angreb han den berømte forfatter, der skrev romanen "De Sataniske Vers". Den udkom i 1988.

Det var romanen, der siden blev mødt en fatwa fra Irans ayatollah Khomeini. Det var en religiøs bestemmelse om, at Rushdie skulle slås ihjel, fordi han med sin roman havde krænket profeten Muhammed. Der fulgte en dusør på tre millioner dollar med.

- Der var kun én angriber. Han var klædt i sort, han havde et løst sort klædningsstykke på. Han løb med lynets hast over til ham (Rushdie. red.), siger et øjenvidne, Elisabeth Healey, til avisen New York Times.

Et anden øjenvidne, John Bulette, er forundret over, at sikkerheden omkring forfatteren ikke var bedre.

- Der var et enormt sikkerhedssvigt. At nogen kunne komme så tæt på, uden at der blev grebet ind, er skræmmende, siger han.

Siden bogen "De Sataniske Vers" har sikkerheden omkring Rushdie været omfattende.

Rushdie har boet på skiftende og ukendte adresser både i USA og Storbritannien, og han har været omgivet af livvagter i alle årene.

Det er ingen oplysninger om, hvorvidt livvagter var til stede ved arrangementet fredag.

/ritzau/

Opdateret 12. august 2022 kl. 21:01

Man hører, at publikum allerede ved indgangen til arrangementet undrede sig over der ikke var sikkerhedstjek af deres tasker o.s.v. Sikkerheden omkring Salman Rushdie var sjusket. Det er arrangørernes ansvar.
En gal ung (muslim?-radikaliseret?) på ca. 25 angriber forfatteren. Horribelt og forfærdeligt.
Hvad jeg så vil påstå, men selvfølgelig ikke kan dokumentere, er, at de der radikaliseres til at angribe absolut aldrig har LÆST bogen "De sataniske vers".
Bogen er et mesterværk, en enestående og genial humoristisk beretning, og historieskrivning/fortælling på allerhøjeste niveau.
Som de fleste af de andre af Salman Rushdies andre bøger også er.