Telegram

Ny hjemmeside samler data om ukrainske flygtninge i kommuner

Kommunernes Landsforening har lavet en hjemmeside, hvor man for hver kommune kan se detaljer om ukrainere.
Siden krigen i Ukraine brød ud i februar, er millioner af mennesker flygtet fra landet. En del af dem er kommet til Danmark, og en ny opgørelse viser, hvordan de fordeler sig blandt Danmarks 98 kommuner. (Arkivfoto).

Siden krigen i Ukraine brød ud i februar, er millioner af mennesker flygtet fra landet. En del af dem er kommet til Danmark, og en ny opgørelse viser, hvordan de fordeler sig blandt Danmarks 98 kommuner. (Arkivfoto).

RITZAU SCANPIX

Telegram
13. august 2022 kl. 09:25

Er man nysgerrig efter at vide, hvor mange ukrainske flygtninge, der har slået sig ned i ens kommune, er der nu mulighed for selv at slå det op.

Man kan også læse, hvordan det ser ud i nabokommunen.

Kommunernes Landsforening (KL) har lavet en hjemmeside, hvor man kan følge udviklingen i antallet af ukrainske statsborgere opgjort på hver enkelt kommune.

Opgørelsen har fået navnet Ukraine-rapporten. Her kan man for hver kommune få et udførligt overblik over antallet af bopælsregistrerede personer, der er rejst fra Ukraine til Danmark.

Også detaljer som alder og køn er med. Hvor mange af de nytilflyttede, som er gift, bliver også oplyst på hjemmesiden.

Eksempelvis flyttede 19 ukrainske flygtninge til Hillerød i juli.

36 flyttede til Aarhus, mens fire flyttede til Bornholm.

På landsplan er over 80 procent af de ukrainere, der har slået sig ned, ugifte. 69 procent af de nytilflyttede er kvinder.

Tallene er opgjort siden januar i år. På landsplan er i alt 23.135 ukrainske indrejsende blevet bopælsregistreret siden da. Størstedelen af dem blev det i juli.

Af de mange tilflyttere er over halvdelen i aldersgruppen mellem 20 og 66 år. 5600 af dem er børn på mellem 7 og 16 år.

Ikke overraskende er Københavns Kommune den kommune i landet, der har modtaget flest flygtninge. 1786 tilflyttede ukrainere har slået sig ned der.

Også en kommune som Viborg har modtaget mange. Siden januar er 658 ukrainske flygtninge blevet bopælsregistreret i den midtjyske kommune.

Ringkøbing-Skjern har taget imod 445.

Ukrainske flygtninge har siden kort efter krigens udbrud i Ukraine kunnet søge om midlertidigt dansk ophold efter en særlov.

Ifølge den seneste opgørelse fra den 7. august har Udlændingestyrelsen modtaget 30.689 ansøgninger efter særloven.

/ritzau/

Opdateret 13. august 2022 kl. 10:01