Telegram

Italien-kender: Ny regering vil højest holde i to år

Højrefløj ser politisk opbrud i Italien, mens flere analytikere siger, at ustabil udvikling kan fortsætte.
Der er spændinger i den koalition, som står til at danne regering i Italien. En Italien-specialist venter, at en ny højrefløjsregering under Giorgia Meloni højst kommer til at sidde to år.

Der er spændinger i den koalition, som står til at danne regering i Italien. En Italien-specialist venter, at en ny højrefløjsregering under Giorgia Meloni højst kommer til at sidde to år.

RITZAU SCANPIX

Telegram
26. september 2022 kl. 05:15

Der er blandede analyser og tolkninger af udfaldet af Italiens valg.

I Frankrig siger Marine Le Pen, leder af Frankrigs indvandrerkritiske National Samling, på Twitter, at "det italienske folk har besluttet, at dets skæbne i egen hånd ved at vælge en patriotisk regering med fokus på landets suverænitet".

Hun lykønsker Giorgia Meloni og hendes allierede for "at yde modstand mod truslerne fra et antidemokratisk og arrogant EU med denne store sejr".

Lignende toner kommer fra Ungarns regering under premierminister Viktor Orban.

- I disse vanskelige tider har vi mere end nogensinde brug for flere venner, som deler en fælles vision om og tilnærmelse til EU's udfordringer, siger en talsmand for Orban.

I USA siger Piero Garofalo, Italien-specialist ved University of New Hampshire, at en ny højrefløjsregering under Giorgia Meloni højst kommer til at sidde i to år.

Han henviser til, at italiensk politik er meget kompliceret og præget af mangel på stabilitet. Landet har haft 70 regeringer på 77 år.

Han påpeger samtidig, at det ikke kun var centrumvenstre, der gik tilbage. Også det stærkt højreorienterede Lega under Matteo Salvini gik markant tilbage.

- Der er spændinger i koalitionen mellem Lega og Silvio Berlusconis Forza Italia, siger han ifølge TT.

Garofalo tilføjer, at han ikke er sikker på, at italiensk politik vil blive præget af store forandringer, eftersom koalitionen ikke er stærkere end dens svageste medlem.

Han mener, at Melonis parti Italiens Brødre har fået succes, fordi det ikke har været involveret i de seneste to års regeringer og derfor har kunnet fremstå som et oppositionsparti.

- Meloni synes også at udstråle en personlighed, som er mere pragmatisk og i takt med hverdagens udfordringer. Mange vælgere synes at tror på, at hun vil skabe forandring, siger Garofalo.

I Sverige fremhæver Rolf Hugoson, Italien-ekspert ved Umeå Universitet, at den uafhængige og upolitiske premierminister Mario Draghi, tidligere europæisk bankchef, har været populær blandt mange vælgere.

- Men det er ikke underligt, at hans regering ikke kunne holde, da den bestod af alle andre partier i parlamentet - med en undtagelse: Melonis Fratelli d'Italia (Italiens brødre). Og Meloni har ikke været udtalt imod Draghi, siger han.

/ritzau/TT

Opdateret 26. september 2022 kl. 10:04