Telegram

Rusland vil formelt annektere fire besatte regioner fredag

Vladimir Putin vil fredag erklære, at regionerne Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjzja tilhører Rusland.
Rusland præsident, Vladimir Putin, vil fredag sætte sin underskrift på, at fire ukrainske regioner bliver annekteret. (Arkivfoto).

Rusland præsident, Vladimir Putin, vil fredag sætte sin underskrift på, at fire ukrainske regioner bliver annekteret. (Arkivfoto).

RITZAU SCANPIX

Telegram
29. september 2022 kl. 13:07

Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil ved en ceremoni fredag officielt erklære fire besatte ukrainske regioner for russiske.

Det oplyser Dmitrij Peskov, der er talsmand for præsidenten.

Putin vil klokken 15 lokal tid - klokken 14 dansk tid - sætte sin underskrift på, at regionerne Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjzja annekteres.

At annektere betyder at indlemme et område som en del af sit eget land.

Ceremonien fredag kommer, efter at der i de pågældende regioner er blevet afholdt folkeafstemninger om at tilslutte sig Rusland. Vesten har fordømt afstemningerne og anerkender ikke, at regionerne tilhører Rusland.

De fire regioner udgør cirka 15 procent af Ukraines territorie. Størrelsen er nogenlunde svarende til Portugals samlede areal.

Ved fredagens ceremoni vil Putin også holde en tale, oplyser Peskov.

De russiskstøttede ledere i de fire besatte regioner befinder sig i øjeblikket i Ruslands hovedstad, Moskva. Her ventes de at skulle møde Putin.

Rusland annekterede i 2014 halvøen Krim, der ligger ved Sortehavet.

I forbindelse med fredagens ceremoni vil der også blive holdt en rockkoncert på Den Røde Plads i Moskva, skriver nyhedsbureauet Reuters.

På pladsen er der opstillet en tribune og en stor reklametavle med teksten "Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja, Kherson - Rusland!".

Putin støttede offentligt annekteringen af regionerne i en tale i sidste uge.

Det var i samme tale, at den russiske præsident annoncerede en delvis militær mobilisering. Mobiliseringen skal efter planen resultere i, at 300.000 soldater fra reservestyrkerne sendes til krig i Ukraine.

I den tv-transmitterede tale sagde Putin desuden, at Rusland har "masser af våben til at besvare", hvad han kalder vestlige trusler.

- Hvis vores lands territoriale integritet bliver truet, så vil vi tage alle midler i brug for at beskytte Rusland og vores folk. Jeg bluffer ikke, lød det.

/ritzau/AFP

Opdateret 29. september 2022 kl. 13:35

Poul Anders Thomsen

Det er faktisk frygteligt, at i så mange lande i verden ikke kan finde ud af at behandle sine borgere og naboer ordentlig. Hvis vi vil have fra, så tror jeg vi i FN bliver nødt til at lægge en plan for hvad man forventer af en regering af et land og hvad vi bliver nødt til at gøre ved den regering, når den ikke er sit ansvar voksent.
Det kan fx ikke være rigtigt at Putin kan sidde og hygge sig i sine paladser, mens tusinder er fordrevne eksternt og nu også internt. Vi er jo mennesker alle sammen og det kan ikke accepteres at nogle fås ekstreme egoisme og opblæste ambitioner, skal gå ud over så mange. Så længe vore naboer og genboer opføre sig værre end dyr mod deres egne, så længe vil vi blive ved med at skulle påtage os ansvaret for de mange flygtende. Når vi alligevel ender med ansvaret for at samle alle de stakkels mennesker op, så kunne vi bedre hjælpe dem og os hvis vi koncentrede os om roden til problemerne. Det er jo inkompetent og hensynsløs regeringsførelse, der skaber næsten alle problemerne. Hvis ikke det var for de få idioter, så kunne vi jo have det så godt alle sammen.

Rusland har en tradition for falske afstemninger, der gør områder til en del af Rusland. Spørg bare Estland, Letland og Liutauen. Og på Krim.

Herdis Weins, René Arestrup, Kim Houmøller og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Så er det vel nok heldigt for Putin, at Nordstream I & II begge blev
sprængt i luften af en eller anden ukendt, så Pressen og alle vi
andre bisser rundt og taler om sprængningerne - i stedet for annektionen.

Bjørn Pedersen

Mongoliet skulle overveje om de ikke skulle sætte nogle tropper ind og starte en folkeafstemning om at bringe det meste af det centrale og østlige Rusland tilbage hvor "det hører til". Når nu man sådan (selektivt) kan bruge historien til at bestemme hvilke dele af verden hører til ens land, fordi en kejser engang ejede det.

René Arestrup, Lasse Schmidt og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Hvilken overraskende udvikling!

Jeg håber virkelig ikke, at ukrainerne - eller Vesten - lader sig kyse af denne gale mand, uanset alle hans utvetydige trusler om total grænseoverskridende magtanvendelse.

Ukrainerne skal bare fortsætte med det, de har gang i - og vestlige lande skal stoppe med at fedte rundt i hvilke våben, ukrainerne må - eller ikke må - få. Man kan ikke føre effektiv krig med den ene hånd bundet på ryggen. Derfor bør ukrainerne forsynes med ALLE de våben, de har behov for. Og ikke mindst ud fra den betragtning, at vi i Vesten har en fuldstændig indlysende interesse i at knække den russiske hær, og dermed også bringe Putin-regimet til fald, så hurtigt som overhovedet muligt.

Bjørn Pedersen og Poul Anders Thomsen anbefalede denne kommentar

@Rene Arestrup

Helt enig. Vi skal ikke give efter for trusler.

Jeg vil igen påpege, at Ukraine er i færd med at tæve Rusland med forskelligt materiale fra NATOs overskudslagre, så de gode ukrainere kan tilsyneladende føre ret effektiv krig med den ene hånd bundet på ryggen. Det betyder, at hvis Ukraine havde fået de rigtige våben til at begynde med, var tusindvis af krigsforbrydelser ikke blevet begået, fordi russerne ikke havde haft tid til at begå dem.

Enhver, der har talt for at lade være med at levere våben til Ukraine, er medskyldig i krigsforbrydelser, på samme måde som anti-vaxxere er medskyldige i unødvendige Corona-dødsfald.

@Lasse Schmidt
Ja, ukrainerne gør det godt på trods. Men jeg mener tid er en kritisk faktor. Og jeg kan vitterlig ikke se, at vi tjener ukrainernes - eller vores egne - interesser ved at fortsætte med forbeholden støtte.

Jeg tror vi går en kritisk vinter i møde, og hvis Putin-regimet er i stand til at holde krigs-gryden i kog i en tid, der tegner mere dyster end længe, er jeg bange for, at der begynder at opstå sprækker i vores egne rækker.

Derfor mener jeg, at det er all-in og at det er nu!

Vi er helt enige. Ukraine har retten til selvforsvar, og vi har retten til at støtte dem. Ruslands angreb og annekteringer er ulovlige, og Rusland skal slås tilbage til start. Jo hurtigere, jo bedre.

Det være sagt er jeg ikke så bange for resultatet af en vinterkrig. NATO og diverse private indsamlinger er i gang med at skaffe ordentligt vintertøj til de ukrainske soldater - at dømme efter Ruslands behandling af deres nuværende tropper, tror jeg ikke, at de russiske soldater skal forvente at kunne holde varmen, med mindre de selv køber ind. Det skal nogle af dem nok gøre, men ikke alle.

Hvad ville du vælge? Dø af kulde eller overgive dig?

Jeg er sikker på, at ukrainerne nok skal klare sig gennem en vinterkrig. Men jeg er ikke så sikker på at den europæiske opinion fortsat vil være lige stålsat. Bagtæppet er jo en vinter med tårnhøje energipriser og galoperende inflation. Og uanset, at krigen i Ukraine kun er en medvirkende faktor til de øjeblikkelige omstændigheder, er det ikke svært at forestille sig massive folkelige protester og krav om at Vesten får bragt en ende på krigen. Modsat andre, lever vi jo i demokratier, hvor folkelige protester hurtig forplanter sig til det politiske beslutningsniveau.

Derfor er tiden en kritisk faktor.