Telegram

Anklager kræver 13 års fængsel til afghansk tolk for hustrudrab

Det er ifølge anklager skærpende, at afghansk mand dræbte sin hustru, mens børnene var til stede.
Telegram
21. november 2022 kl. 09:54

En afghansk mand, der har arbejdet som tolk for danske styrker i Afghanistan, står til 13 års fængsel for knivdrab på sin hustru.

Sådan lyder det mandag formiddag i Retten i Sønderborg fra anklager Rikke Spøhr Schmit.

Kvinden blev stukket med kniv i hovedet og på kroppen mindst 26 gange.

Det skete 29. januar på Asylcenter Aaløkke i Løgumkloster.

Udgangspunktet for drab er 12 års fængsel, men anklageren ser flere skærpende omstændigheder, der kalder på en strengere straf.

- Den tiltalte dræbte sin kone, mens børnene var til stede i hjemmet. Han stikker hende 26 gange med en kniv, mens hun værger for sig, siger Rikke Spøhr Schmit.

Et vidne har forklaret, at han talte i telefon med den 27-årige kvinde, da hun blev angrebet.

Pludselig lød der tumult i den anden ende af røret, fortalte vidnet, der er fætter til den tiltalte.

- Der går nogle sekunder, så kan jeg høre datteren sige: Du har dræbt mor, berettede vidnet i retten.

Den tidligere militærtolk har nægtet at have haft til hensigt at dræbe sin hustru gennem ti år.

Han har i retten forklaret, at han den pågældende aften var påvirket efter at have drukket en øl og en halv flaske whisky.

Hvad der præcist skete, husker han ikke.

Han har tidligere fortalt, at han og hustruen ofte skændtes, efter at de i august 2021 sammen med parrets fem børn blev evakueret til Danmark.

Det skyldes ifølge den tiltalte blandt andet uenighed om opdragelse af børnene.

Desuden mistænkte han kvinden for at være utro og søge kontakt til andre mænd på asylcenteret.

Udover fængsel kræver anklageren den 33-årige afghanske mand udvist af Danmark for altid.

Det afviser forsvarsadvokaten med henvisning til, at manden blev evakueret fra Afghanistan grundet sit arbejde for FN og flere vestlige lande, herunder Danmark.

- Hvis vi sender tiltalte tilbage til Afghanistan, vil der være stor risiko for, at han bliver forfulgt for det arbejde, han har udført for FN, siger Lone Adolphsen.

Den tiltalte får det afsluttende ord, inden de tre dommere og seks nævninger trækker sig tilbage for at votere.

Her protesterer han også mod anklagerens krav om udvisning.

- Mine børn har brug for mig, jeg har brug for dem, siger den tiltalte.

Børnene, der er i alderen ét til ni år, blev efter drabet anbragt på et opholdssted.

De har alle fået opholdstilladelse i Danmark.

Deres opholdstilladelse vil ifølge anklageren ikke blive berørt, hvis retten vælger at følge påstanden om udvisning.

Retten ventes at afslutte sagen senere mandag.

/ritzau/

Opdateret 21. november 2022 kl. 11:23