Telegram

Hvideruslands udenrigsminister er pludselig død

Udenrigsminister Vladimir Makej dør, to dage før han skulle møde sin russiske kollega, Sergej Lavrov.
Hvideruslands udenrigsminister, Vladimir Makej, da han for to måneder siden holdt tale i FN's Generalforsamling. Han døde lørdag, men årsagen er ikke oplyst.

Hvideruslands udenrigsminister, Vladimir Makej, da han for to måneder siden holdt tale i FN's Generalforsamling. Han døde lørdag, men årsagen er ikke oplyst.

RITZAU SCANPIX

Telegram
26. november 2022 kl. 18:16

Hvideruslands udenrigsminister, Vladimir Makej, er lørdag død "meget pludseligt". Det skriver det hviderussiske nyhedsbureau Belta.

Det er sket, to dage før han skulle møde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Belta skriver ikke, hvad den 64-årige Makej er død af.

Han har været udenrigsminister siden 2012. Han deltog tidligere på ugen i et møde i Armenien i den militære alliance CSTO. Det er en sammenslutning af tidligere sovjetstater, hvor Rusland fører det store ord.

- Vi er chokerede over rapporterne om, at Hvideruslands udenrigsminister er død, lyder det fra det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova.

Efter præsidentvalget i Hviderusland i 2020 kom det til store demonstrationer. Hundredtusinder af hviderussere protesterede imod, hvad de opfattede som valgsvindel, der skulle holde landets mangeårig præsident, Aleksandr Lukasjenko, ved magten.

I perioden inden valget havde Makej sammen med andre hviderussiske ledere forsøgt at få et bedre forhold til Vesten. Han havde blandt andet kritiseret Rusland.

Men da landet blev ramt af massedemonstrationerne, vendte han rundt. Han beskyldte demonstranterne for at være inspireret af vestlige agenter.

Da Rusland invaderede Ukraine i februar, bakkede han Rusland op. Han hævdede, at det var Vesten, der havde fremprovokeret krigen.

Han ønskede også, at Ukraine skulle gå ind på de russiske betingelser for fred.

Den hviderussiske oppositionsleder Svjatlana Tsikhanouskaja, som gør krav på at have vundet præsidentvalget i 2020, kalder Makej for en forræder.

- I 2020 forrådte Makej det hviderussiske folk og støttede tyranni. Det er sådan, det hviderussiske folk vil huske ham, siger hun

/ritzau/Reuters

Opdateret 26. november 2022 kl. 19:39