Telegram

Tyrkiet efter ny Koran-demo: Islamofobi kender ingen grænser

Søndag rev demonstranter koranen i stykker i den hollandske by Haag. Handlingen vækker vrede i Tyrkiet.
Efter at Rasmus Paludan brændte en koran af i Sverige, udbrød der protester i Tyrkiet. Billedet er fra en demonstration foran Sveriges konsulat i Istanbul.

Efter at Rasmus Paludan brændte en koran af i Sverige, udbrød der protester i Tyrkiet. Billedet er fra en demonstration foran Sveriges konsulat i Istanbul.

RITZAU SCANPIX

Telegram
24. januar 2023 kl. 11:54

Tyrkiet har indkaldt Hollands ambassadør i Ankara til et møde. Det sker, efter at demonstranter søndag rev et eksemplar af koranen i stykker under en demonstration i den hollandske by Haag.

Det oplyser det tyrkiske udenrigsministerium i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I udtalelsen skriver ministeriet:

- Den hollandske ambassadør i Ankara er blevet indkaldt til møde i vores ministerium. Vi fordømmer og protesterer mod denne afskyelige og foragtelige handling og kræver, at Holland ikke tillader sådanne provokerende handlinger.

Det tyrkiske udenrigsministerium skriver, at episoden i Haag "krænker vores hellige værdier". Handlingen er desuden et klart udtryk for, at "islamofobi, diskrimination og fremmedhad ikke kender nogen grænser i Europa".

Det var ifølge det tyske nyhedsbureau dpa lederen af den hollandske gren af Pegida, der rev en udgave af koranen itu. Pegida er en international politisk bevægelse. Den har hjemme på den yderste højrefløj.

Episoden følger efter den dansk-svenske aktivist Rasmus Paludans koranafbrænding i Sveriges hovedstad, Stockholm.

Denne provokerende handling fandt sted foran Tyrkiets ambassade i Stockholm. Den har ført til, at Tyrkiet nu truer med at blokere for Sveriges optagelse i forsvarssamarbejdet Nato.

/ritzau/