Den britiske afdeling af banken Silicon Valley Bank (SVB) er blevet købt af storbanken HSBC for ét pund - omkring otte danske kroner.
Det oplyser den britiske finansminister, Jeremy Hunt, i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters:
- Dette sikrer, at kundernes indskud er beskyttet, og banken kan fortsætte som normalt uden skatteydernes støtte, siger Jeremy Hunt.
- HSBC er Europas største bank, og SVB's kunder i Storbritannien bør føle sig betrygget af styrken, trygheden og sikkerheden, som det giver.
Silicon Valley Bank er en amerikansk bank med afdelinger flere steder i verden. Fredag krakkede banken, efter at den ikke kunne klare, at for mange af bankens kunder ville have deres indskud udbetalt.
Siden har de amerikanske myndigheder været inde og sikre bankens kunder i USA mod dens kollaps.
I Storbritannien bliver der altså ikke tale om, at der skal penge fra myndighederne i spil. Men med HSBC's opkøb er kunderne i SVB's britiske afdeling altså sikret.
Søndag oplyste blandt andet den danske it-virksomhed Trifork, at den har 3,7 millioner dollar stående i SVB's britiske afdeling.
Det svarer til omkring 26 millioner kroner og udgør 14 procent af Triforks kontante beholdning.
Trifork er ikke det eneste danske selskab, der er berørt af Silicon Valley Banks problemer.
Også anmeldelsesplatformen Trustpilot, der har hovedkvarter i Danmark, men er børsnoteret i London, havde penge stående i SVB. Banken var endda selskabets "primære bankpartner".
Ifølge en meddelelse mandag fra Trustpilot har selskabet 36 millioner dollar stående i SVB's britiske afdeling - og 18 millioner dollar på vej ud af banken. Trustpilot ved endnu ikke, om disse penge er flyttet eller ej.
Biotekfirmaet Zealand Pharma oplyste søndag, at det 10. marts havde 163 millioner kroner stående i SVB. Det udgjorde omkring 15 procent af selskabets kontante beholdninger.
Selv om banken blev beordret lukket fredag, trådte de amerikanske finansmyndigheder søndag ind og garanterede for indskud i banken.
Bankens kunder har derfor haft adgang til deres konti fra mandag.
Ingen af de tre selskaber med penge i de forskellige SVB-afdelinger har givet udtryk for, at situationen udgør et problem for deres kontantbeholdning.
/ritzau/
Opdateret 13. marts 2023 kl. 13:38