Telegram

Lektor forventer afstemning om samlet mæglingsforslag til april

Alle de vigtige overenskomstaftaler er på plads nu, så et samlet mæglingsforslag nærmer sig, vurderer lektor.
Telegram
7. marts 2023 kl. 18:01

Overenskomstaftalen for byggeriet, som er blevet indgået tirsdag, betyder, at man er kommet et afgørende skridt tættere på, at et samlet mæglingsforslag kan sendes til afstemning.

Det vurderer Søren Kaj Andersen, centerleder og lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet.

- Nu er der fuld plade, forstået på den måde at vi har fået de store gennembrudsforlig. Det sidste store vigtige og svære område, vi manglede, var byggeriet. Nu er det på plads, siger han.

Når alle fagforeninger og arbejdsgivere er færdige med at forhandle, fremsætter forligsmanden et mæglingsforslag, der sammenkæder alle forlig.

Hvis det samlede flertal blandt alle fagforeninger stemmer ja, gælder de nye overenskomster for alle - også for de lønmodtagergrupper, der måtte have stemt nej.

Søren Kaj Andersen påpeger, at der stadig mangler overenskomstaftaler på en række mindre områder.

- Men alle de vigtige er på plads nu. Så alt peger på, at vi får et samlet mæglingsforslag, som kan blive sendt til afstemning blandt fagforeningernes medlemmer og hos de respektive besluttende organer på arbejdsgiversiden.

Det er Dansk Industri og 3F's byggegruppe, der tirsdag kunne meddele, at de var blevet enige om en overenskomst, der gælder for cirka 165.000 ansatte i byggeindustrien.

Tidligere har andre af de store områder, såsom industrien, transporten og detailhandlen, landet en aftale.

Med tirsdagens aftale er der landet en aftale for langt størstedelen af de 600.000 privatansatte, hvis overenskomst udløb 1. marts.

Men "der går lidt endnu", før forslaget kommer til den endelige afstemning, forklarer Søren Kaj Andersen.

- Vi kommer lidt ind i april, før vi får sendt det samlede mæglingsforslag til afstemning.

- Der kommer en proces i Forligsinstitutionen, hvor man samler alle aftalerne. Og hvis der er nogle mindre områder, hvor de ikke kan blive enige, kan de blive samlet, som vi siger det.

- Det vil sige, at de får de generelt samme vilkår, som vi har set i øvrigt på arbejdsmarkedet. Og så bliver den samlede mæglingsskitse til et mæglingsforslag.

/ritzau/