45-årige Jacob Aarup-Andersens karriere tog tidligt fart.
Snart kan han knytte endnu et imponerende kapitel til sit cv, når han sætter sig i chefstolen hos bryggerigiganten Carlsberg.
Da en purung Jacob Aarup-Andersen under sin studietid i København fik studiejob i Finansrådet i 1999, gik han ikke uset hen blandt kollegerne.
De bed mærke i et ualmindeligt vakst hoved og gav ham øgenavnet Guld-Jacob, skrev Politiken i 2018.
Efter han i 2002 blev uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet, har Aarup-Andersen landet flere topjobs og har fået nye kælenavne.
I 2020 blev han direktør i servicekoncernen ISS. Et job han snart bytter ud med jobbet som administrerende direktør for Carlsberg.
Det sker efter hollandske Cees 't Hart i begyndelsen af marts meddelte, at han trækker sig tilbage og forlader posten som administrerende direktør i Carlsberg.
Inden Jacob Aarup-Andersen blev direktør for i ISS, havde han haft flere fremtrædende ledelsesposter i blandt andet Danske Bank og Danica Pension.
I Danske Bank blev han således udpeget som kronprins.
Danske Banks bestyrelses indstillede ham i 2018 til at overtage posten som topchef for banken. Det skete efter Thomas Borgen måtte forlade jobbet efter hvidvaskningsskandalen i Estland.
Men Jacob Aarup-Andersen nåede aldrig at sætte sig til rette chefstolen.
Finanstilsynet afviste indstillingen med, at Danske Banks kronprins manglede erfaring indenfor bankverdenen.
I stedet forfremmede Danske Bank ham i 2019 til chef for bankens danske bankaktiviteter. Han indtog derudover midlertidigt stillingen som finansdirektør.
Før tiden i Danske Bank var Jacob Aarup-Andersen en del af investeringsteams i Danske Capital, TPX-Axon Capital, Montrica Investment Management og Goldman Sachs.
Det vides endnu ikke, hvornår Jacob Aarup-Andersen officielt overtager topjobbet i Carlsberg. Hans startdato blive annonceret senere, oplyser Carlsberg i en pressemeddelelse.
Privat er Jacob Aarup-Andersen gift med Stine Aarup-Andersen. Parret har sammen tre drenge og bor i Charlottenlund.
/ritzau/
Opdateret 16. marts 2023 kl. 17:21