I Kødbyen i København spiser gæsterne på restaurant Mother samvittighedsløst deres fede pizzaer, mens pumpede crossfitentusiaster kaster med dæk og løfter jern ude på gaden. Sundhed er ikke bare et offentligt anliggende – det har erobret det offentlige rum.
Vi er blevet et sundhedsfikseret samfund, hvor motion altid er godt – og den overtrænede krop et efterstræbt ideal. Der er stor prestige at hente i en aktiv livsstil, men i visse tilfælde er træningen begyndt at blive et stressmoment i sig selv. Enten pålagt af os selv eller gennem den selvdisciplering, der opstår når vi skifter træningscenteret ud med offentlige rum.
Vi dyrker i mindre grad idræt for leg, fællesskab og konkurrence, og mere som et middel til at være sund. For sundhed er idealet for det gode liv og trækker spor i arbejdslivet, familielivet og i det offentlige rum.