Jeg håber ikke, min kone læser dette, men der er intet så overflødigt som åbningskampe ved VM i fodbold. Det skulle da lige være de indledende puljekampe mellem Adidas, Puma og Nike, undskyld, mellem de 32 bedste hold i hele verden, undskyld, mellem de hold, som via et sindrigt, segmentstrategisk, geopolitisk spil på organisatorisk topplan har fået muligheden for at henrykke vort liv, udvikle vor æstetiske sans og forstærke deres nationale brands i en tid, hvor enkeltstatstanken ellers for længst er dømt offside...