Christina Hesselholdt viser igen, at hun er en af Danmarks bedste prosaister. Men der noget principielt ufølsomt ved hendes måde at lege med virkelige menneskers liv på
Jess Ørnsbo udkom kort før nytår 2019 med en slank sag med titlen ’33 digte’. De er forudsigeligt vrisne og forudsigeligt modernistiske, digtene, med frivers og krast billedsprog, men også fulde af energisk galde og tæt sprogføring
Hvorfor afvise realismen, når man vil tale til sin samtid? Vel fordi vi lever i urealistiske tider, i tider, hvor det, der på nogen måde føles sandsynligt, og det, som faktisk sker, er gledet fra hinanden
Det er dramatisk og voldsomt stof, der udgør Kirsten Thorups nye roman ’Indtil vanvid, indtil døden’. Romanen viser os mennesker fyldt af et håb og en kampgejst, der i bakspejlet synes helt forgæves. Eller er ramt af fortvivlelse, inden deres lidelser for alvor er begyndt
Det bedste og mest originale ved Emeli Bergmans roman ’På undersiden af dagen’ er beskrivelsen af omsorgsarbejdet som et slid, og af hvordan arbejdet med børn hele tiden involverer følelser, der er så store, at de ikke er til at styre
Da Henrik Nordbrandts digt »Vuggevise« blev trykt på forsiden af Politikens kultursektion, gik det engagerede digts klare tale sin sejrsgang gennem et Danmark, der var ramt af flygtningekrisens yderste skvulp
’Mit arbejde’ er et skrammel af en bog, som et krat eller en filtret garnnøgle. Der er gentagelser og udposninger, der er både komiske og ulykkelige øjeblikke undervejs. Den er både irriterende og en stor glæde at læse sig igennem
