Lars Handesten har svaret

Lars Handesten har svaret på min kritik af Gyldendals nye litteraturhistorie i avisen - faktisk blev hans indlæg trykt i onsdags, men der lagde jeg ikke mærke til det. Sådan kan det gå.

Han er selvfølgelig ikke enig i min kritik, og synes vist mest at jeg bare er arrogant og opfører mig åndssvagt og ikke har forstået værkets genre og formål, nemlig formidlingen af ny dansk litteratur til den forkætrede "almene læser". Og så bliver den diskussion ikke længere - jeg synes jo stadig, at værkets gennemgang af nyere poesi og prosa er en skandale.

Mere overordnet bør jeg vel lige præcisere, at min kritik i første omgang ikke handler om en principiel modstand mod et bestemt litteratursyn eller ud fra en forestilling om, at bestemte værker skulle have mere plads eller sådan noget eller at "eksperimenterende", "smal" litteratur a priori er noget fantastisk noget. Min kritik bunder i, at Handestens tekst i mine øjne er klichéfyldt på grænsende til det fejlagtige og det både i de konkrete værkbeskrivelser, i de mere overordnede, litteraturhistoriske modsætninger, den stiller op, og i de "principielle" eller teoretiske argumenter, den strejfer. Den slags sløseri er ikke acceptabelt, heller ikke i formidlende tekster.

Jeg har meget svært ved at finde ud af, hvornår links ind til avisen er åbne for den almindelige offentlighed, så nedenfor følger Handestens replik.

... 

Lars Handesten

Skandale i Sandkassen

Ydmyghed kender Tue Andersen Nexø intet til, og det gør det muligt for ham at puste sig op og agere overdommer og diktere, hvad der er gennemtænkt og uigennemtænkt i mit afsnit i Gyldendals litteraturhistorie om de sidste 15 års prosa

Under den lidet flatterende overskrift "En rigtig dårlig historie" har Tue Andersen Nexø taget det nye bind af Dansk litteraturs historie op til kritisk vurdering, først i bloggen 'Sandkassen' og nu i let redigeret form i bogdebatten. Da bindet om litteraturen i perioden fra 1960 til 2000 bliver kommenteret, før det overhovedet er anmeldt i Information, hvad der er en helt forunderlig praksis, er det nødvendigt lige at gøre opmærksom på værkets art:

Det har formidlende karakter og forsøger ikke bare at få danskstuderende og udlærte litterater i tale, men sigter også mod den læser, der i almindelighed interesserer sig for litteratur og gerne vil vide mere om den og eventuelt blive inspireret til at læse noget nyt og anderledes.

Nexø kritiserer mit afsnit om de sidste 15 års prosa for at have et klichéfyldt syn på litteraturen, idet jeg går ud fra, at der findes en elitær og kompliceret litteratur, der står i modsætning til en nem og realistisk litteratur. Det er givet, at dette ligner en kliché, men det er dog en, der har et vist hold i virkeligheden.

Der er meget langt imellem det publikum, der læser Leif Davidsens romaner, og det, der med fryd kaster sig over Kirsten Hammanns Vera Winkelvir. Det er denne kløft, som jeg med min introduktion til de sidste 15 års litteratur har bestræbt mig på at bygge bro over.

Gør sig til overdommer
Når jeg sammenligner Ida Jessen med Kirsten Hammann - et eksempel som Nexø fremhæver som himmelråbende stupidt - så er det ikke for at nedgøre Hammanns romankunst. Den har jeg alle dage sat højt og moret mig kosteligt over. Jeg karakteriserer den nok som subjektiv og fragmenteret, men på ingen måde "suspekt", sådan som Nexø vil have det.

Når jeg sammenligner de to, er det for at tydeliggøre nogle meget markante forskelle i nyere dansk litteratur og for at synliggøre en mangfoldighed i måden at skrive romaner og begribe verden på. Når jeg forsøger at udlægge noget deskriptivt, får Nexø det straks til, at jeg gør det normativt. Og når han gør det, så har han selvfølgelig spillet sig de bedste kort på hånden til at nedgøre min fremstilling, samtidig med at hans fremstår velargumenteret, selv om den rask væk klasker citater op, som er taget ud af deres sammenhæng og tillægger mig meninger, jeg ikke har.

Mit forsøg på at holde de normative betragtninger i ave betyder langt fra, at jeg er uden litterære præferencer.

De aftegner sig tydeligt i valget af forfattere, som jeg har fundet det væsentligt at få med og give en uddybende karakteristik af. Om jeg så har fortolket disse forfattere, som Nexø ville gøre det, er noget andet. Og her fører Nexø sig frem med en enestående arrogant holdning til andre forståelser af ny dansk litteratur, end den han selv har.

Er der noget litteraturhistoriernes historie belærer én om, er det fortolkningerne og vurderingernes omskiftelighed. Bevidstheden om den kan aftvinge litteraturhistorikeren en vis ydmyghed over for stoffet og en åbenhed i forhold til andre fortolkningsmuligheder. Den ydmyghed kender Nexø imidlertid intet til, og det gør det muligt for ham at puste sig op og agere overdommer og diktere, hvad der er gennemtænkt og uigennemtænkt, misvisende eller retvisende. Netop den rolle bliver helt skinger, når vi taler om en litteratur og nogle forfatterskaber, som hører vores egen tid til.

Forskel i litteratursyn
Nexøs rethaveriskhed gør ham også blind for, at jeg f.eks. forsøger at nuancere det fastlåste billede af Sonnergaard som realisten fra Nordvestkvarteret. Han ser heller ikke mit forsøg på at gøre op med klicheen om Sonnergaard som regelret realist og få udvidet forståelsen af hans forfatterskab.

Hvad Nexø helt underlader at se på, er tydeliggørelsen af, at når det kommer til de konkrete værker, så opfører litteraturen sig sjældent så stuerent, som en litteraturhistoriker muligvis måtte ønske for overblikkets og entydighedens skyld.

Under den polemiske og perfide form, som Nexø har valgt at fyre sin kritik af i, er der en ny-historistisk måde at anskue litteratur på, som sandt nok kunne kaste et anderledes og givende lys over litteraturen, end det jeg har fået med. Der ligger heri en substantiel forskel i vores syn på, hvad litteratur er og kan, og hvordan man skal skrive om den. Den faglige diskussion er værd at tage, men man bliver klart nok nødt til at føre den et andet sted end i den sandkasse, hvori Nexø har startet den.