Tue Andersen Nexøs blog

Argumentresistens

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Så på en måde er det her omsonst, men jeg prøver alligevel: I dagens Berlingske Tidende (intet link, endnu) lufter Jens Andersen under overskriften "Folkefeminisme" samtlige klichéer om Hanne-Vibeke Holst som heltemodig succesforfatter og hendes modstandere, de onde, snævertsynede litteraturkritikere. Hun får på hovedet, fordi hun skriver realisme og fordi hun er kvinde, mener Jens Andersen - uden at komme med eksempler - og slutter sin klumme sådan her:

"Vel er "Dronningeofferet" i sammenligning med især "Kongemordet" intet mesterværk, og vel er Hanne-Vibeke Holst ikke Jane Austen. Men at Holst inden for den litterære genre og skrivestil, hun mestrer, er en stor forfatter, der både med sine bøger og sin egen person som indsats gang på gang rejser nogle af de største og samtidig mest trivielle og banale spørgsmål, som vores tilværelse drejer sig om og mennesket har søgt svar på siden Adam og Eva, kan der da ikke herske tvivl om.
Medmindre man er så forstokket, at man heller ikke kan glæde sig over at i hvert fald det ene køn gider læse bøger og holde vores kultur i live."

Det her er en sproglig luftpastil og vindfrikadelle, det er også en fejring af dumheden som litteraturkritisk princip. Åbenbart er de spørgsmål, Hanne-Vibeke Holst angiveligt rejser, så store og tidløse, at Jens Andersen reelt er ude af stand til at sætte ord på dem. Det samme gælder hendes stil og genre: Det er én, "hun mestrer", men hvilken det er, fremgår jo ikke af det ovenstående. Noget andet er så, at tvivl er en forbudt ting for Jens Andersen. Tvivler man, så er man forstokket og fjende af "vores kultur". Så elegante argumenter tænker man frem, nu man har spalteplads i en større dansk avis. Det er imponerende. Virkelig.

Nå. Skal vi gætte på, at dén genre, Jens Andersen tænker på, er den realistiske spændingsroman, og at de spørgsmål, han prøver at beskrive, handler om forholdet mellem kønnene i dag? En af fordelene ved faktisk at have læst Dronningeofret er så, at det er så umanerligt let at vise, at den heller ikke på de præmisser - for slet ikke at tale om "finlitterære" præmisser - er særligt god. Dens angivelige folkefeminisme undergraves af, at Hanne-Vibeke Holst hele tiden iscenesætter situationer, hvor heltinden Charlotte Damgaard kan beundres og begæres af småliderlige mænd. Det er den primære måde, hun "sælges" som god og lækker og efterlignelsesværdig til læserne; produktionen af heltinden som heltinde sker på den patriarkalske ordens præmisser. Læs også denne gang mere her. (Eller her).

Hvis man er optaget af ligestilling snarere end feminisme? I Dronningeofret vendes kønsrollerne helt ureflekteret om, hvilket flere anmeldere da også var inde på. I forholdet mellem Charlotte Damgaard og hendes mand er Thomas således reduceret til en art hjemlig tjener - with benefits, selvsagt. Samtidig tildeles han konsekvent stereotypt kvindelige træk. Han er redebygger, han er pylret, han vil have flere børn, han laver mad (og deler opskrifter med ekshusmoderen Linda, som han cykler over og bitcher med, når Charlotte bare har været totalt for streng), han føler sig overset - noget læseren kun kan være enig med ham i - men vælger alligevel at blive i forholdet, fordi han elsker Charlotte.

Det er en kendt, feministisk pointe: kærligheden overvinder alt. Men hvis bogen havde handlet om Charles og Thomasine ville alle være enige om, hvem sjuften var. Så ville kærligheden ikke overvinde alt, hvilket vel egentlig var temaet for trilogiens andet bind. Faktisk er der - bag om ryggen på forfatteren, er jeg bange for - på privatfronen flere paralleller mellem Charlotte Damgaard og andet binds überskurk Gert Jacobsen.

Som diskussion af "de største og samtidig mest trivielle og banale spørgsmål, som vores tilværelse drejer sig om" er Dronningeofret fyldt med ufrivillige selvmodsigelser. Som spændingsroman er den for lang og gumpetungt skrevet - og så har den en meget, meget antiklimaktisk slutning. I det hele tager er der ikke megen elegance i plottet og dets afvikling, det skrumler afsted som et nedslidt regionaltog. Men alt den slags er åbenbart ligemeget for Jens Andersen, for bogen har solgt 60.000 eksemplarer! Og Hanne-Vibeke Holst er dagens kvinde i skysovs.

Det er imponerende dumt.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu