Tue Andersen Nexøs blog

Frispark, Katrine, frispark!

Som der står i interviewet, så er det uventet at Katrine Marie Guldager i dén grad afviser Lars Bukdahl som anmelder. Men det gør hun åbenbart. Den her passage slutter vel også, ja, uventet:

"Han cykler rundt mellem sine manier og fobier, og det ville være fint nok, hvis det var noget, han nøjedes med at skrive i sine egne bøger, men problemet er, at han står ovenpå en hel masse forfattere, som han bare taler henover og misbruger til sit eget formål."

Hvad er det for et formål?

"Formålet er ham selv. Han skriver om sig selv. Jeg ved ikke, om det er hans behov for omtale eller for at vise hvor fantastisk godt, han skriver, og jeg er også ligeglad, men han misbruger sin magt som anmelder, fordi han går så meget efter manden i stedet for bolden."

Guldager selv, derimod, spiller bold med manden. Og tyrer alt hvad hun kan, hvilket åbenbart er helt OK for både hende selv og for intervieweren. Nåja, man kan tillade sig meget i JPs spalter, så længe man siger noget, der passer ind i den aktuelle kampagne.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bjørn I. Themsen
Bjørn I. Themsen

Hun tackler hårdt, Katrine, men set i lyset af den lange række af grove tacklinger, med knopperne forrest og bolden på den anden banehalvdel, som Lars Bukdahl selv har leveret i årenes lød, så er det måske ikke underligt, hvis der er oparbejdet lidt frustration?

Og med hensyn til ”kampagner” (underforstået mod navngivne enkeltpersoner), så er det vel ikke en disciplin som Lars Bukdahl og Weekendavisen har patent på, selv om de har dyrket den i flere år? Andre kan åbenbart også provokeres til at spille dét spil.

Efter denne række af dårlige sportsmetaforer kan man spørge, om det så vil ændre ved noget? Tja, nu er grøfterne i hvert fald dybere. Men når man står på bunden af dem og kigger op, betyder det så noget, hvem der tog det første spadestik, og det andet, og det tredje... ? jeg tvivler. Men det var altså ikke Katrine Marie Guldager.

Brugerbillede for Christian Dorph
Christian Dorph

Nej. det er ikke i orden. Heller ikke at JP fremstiller Katrine som uhildet og som en, der kun har fået gode anmeldelser af Bukdahl, når de sidste par stykker var kritiske. Jeg kender ingen,der er så opofrende som Lars og står så meget på pinde for alle os møgforkælede forfattere. Den formidlerpris er fuldt fortjent, et pletskud, simpelt hen!

Brugerbillede for Stefan Kjerkegaard
Stefan Kjerkegaard

Sådan en debat bliver så klaustrofobisk, andedams-agtig og gør alle kombattanterne mindre i mine øjne, men jeg vil støtte Dorph i, at Lars i den grad har fortjent prisen og på mange måder ofrer sig for en del af den smalle litteratur.

At man så også kan blive irriteret over altid udstillede idiosynkrasier og diverse, er en anden sag, men herregud, manden er jo ikke statsminister,selvom det kunne være sjovt hvis han var det... ; - )

Brugerbillede for Bjørn I. Themsen
Bjørn I. Themsen

Hvorfor er sådan en debat ”andedamsagtig” og ”gør de deltagende mindre”? Retorisk er det selvfølgelig en udmærket måde at afholde folk fra at deltage og ytre sig (og blive andedamsagtige og små) men da jeg ikke vil tillægge nogen den slags ufine motiver, vil jeg i stedet spørge åbent, og ikke-retorisk : Hvorfor? Hvorfor må man ikke diskutere om en pris, en ny pris, er gået til den rette? Hvorfor må man ikke diskutere en fremtrædende, meget synlig og larmende, anmelders kvaliteter eller mangel på samme?

Tonen er måske, medgivet, lidt skinger, men, som jeg forsøgte at sige i mit tidligere indlæg: en debat, som handler om Lars Bukdahl kan næsten ikke blive andet; det man sender ud i verden har det jo nu engang med at komme tilbage til en.

Hvilket kun gør Lars Bukdahls reaktion ovre på JP endnu mere uforståelig (og lidt patetisk?): ”Allermest er jeg bare trist over, at en forfatter, hvis forfatterskab jeg har brugt mange, synes jeg selv, kvalificerede kræfter på at gå ind for og som jeg med stor fornøjelse har hængt ud og optrådt sammen med, føler sig forpligtet til at svine mig og min anmelderpraksis sådan til.”

Come on! Det er liiidt sent at blive ømskindet, skulle jeg mene. Eller som en anden har skrevet ovre på JP: ”Det er vist det, man kalder en skallesmækkende mimose?”

Og for så at FORSØGE at vende tilbage til indholdet, som jeg læser det, i Katrine Marie Guldagers udtalelser... Eller rettere, nej, dette indlæg er jo i virkeligheden ganske symptomatisk, for INDHOLDET er jo netop alt det, som jeg lige har skrevet! Man skal af en eller anden grund altid kæmpe sig igennem en ordentlig omgang for og imod manden selv, hans form, facon, toneleje osv, før man når frem til...? Det bliver ALTID dét, som det handler om, frem for bøgerne, eller i dette tilfælde om han er et godt valg til den sk... pris. Det kommer altid til at handle om... Lars Bukdahl. For og imod.

Og dét er vel netop Katrine Maria Guldagers pointe?

Og den er hun jo ikke ligefrem alene om, næsten alle, der siger noget om Lars Bukdahl har et: ”Men...” F.eks.: ” At man så også kan blive irriteret over altid udstillede idiosynkrasier...”

Spørgsmålet er vel bare, om man ”tilgiver” Lars Bukdahl for så ofte at ”stå i vejen for sig selv”. Katrine Marie Guldager gør det ikke længere.

(Og så ikke ét ord mere om Bukdahl fra min side - det er jo snart jul)

Brugerbillede for Stefan Kjerkegaard
Stefan Kjerkegaard

Jeg var nu ikke ude efter dig Bjørn, slet ikke, med min kommentar, mere det at det hele bliver en sandkasse: "Du er dum fra nu af, fordi du anmelder mig dårligt" "Min bog er større end din" osv. Det er fint at diskutere tingene, naturligvis. Og man skal ikke være ømskindet.

MEN set i et større perspektiv handler alt det her jo også om, at Lars nu skal ned med nakken efter at have været den førende litteraturkritiker herhjemme de seneste 10 år (af en indrømmet bestemt ny dansk litteratur, som man kalder finlitterær på JP. Jeg ved ikke, om det er den rette betegnelse, men et usynligt skel findes der utvivlsomt, hvilket man fx kan se, når man sætter Lars til at anmelde en eller anden bestseller (ud fra den implicitte viden at han smadrer den) eller når hans anmeldelser af sådanne bøger dukker op på Litlive. Ingen anmeldere herhjemme dækker det hele, så vidt jeg kan se. Dermed handler debatten også om den magtkamp, der finder og fandt sted tidligere, da Hanne Vibeke Holst og andre pludselig vil have del i den kulturelle kapital).

Set i det lys og på det niveau, synes jeg, at debatten og sådan set også JPs lidt åndssvage afstemning kan være ok, men personfnidder er dæleme da ligegyldigt.

Brugerbillede for Lars-Emil Woetmann Nielsen
Lars-Emil Woetmann Nielsen

Kan man ikke lave en byttehandel - så får deder tykke forfattere lidt respekt fra de tynde, og så kan de sende nogle penge den anden vej. HV Holst ku f.eks. hyre enelleranden, en af Larserne f.eks., til at kulturpumpe hendes bøger til at ødelægge hendes syntaks - for en klækkelig hyre forstås. Og så ku man samtidig gøre JP overflødig. Det ville være smukt.