Tue Andersen Nexøs blog

Dansk-norske sammenligninger

Den dansk-norske kritiker Susanne Christensen nævner noget i kommentarfeltet her, som hun også nævnte da det nyligt overståede Frie Seminar i Litterær Kritik gæstede København:  "at en feministisk kritik er mere eller mindre ikke-eksisterende i DK, at kritikken ikke tager på sig at læse den politiske litteratur frem, som jo er så hypet, som om ’politisk litteratur’ skulle være en immanent kvalitet i litteraturen, men snarere tager kvælertag på den ud fra et underholdnings- og behagsperspektiv."

Passer den diagnose? Når det kommer til feminsime, så er der jo Lilian Munk Rösing og Leonora Christina Skov, der begge bestemt er erklæret feministiske, højtprofilerede kritikere, også selv om Leonora Christina Skov mest skriver om udenlandsk litteratur, og selv om Lilians feminisme måske er mere diskuterende end aktivistisk.
 
Måske er det her, skoen trykker. Jeg kan i al fald nok komme i tanke om danske kritikere, der interesserer sig for forholdet mellem litteratur og politik og det sociale rum, men mit indtryk er, at vi (for jeg er vel en af dem) mest er interesserede i at se litteraturen som noget, der diagnosticerer samtiden – og ikke som noget, der er aktivistisk og går ind og forandrer den. Noget lignende gør vel gældende for vores egen tilgang til kritikken: Vi diagnosticerer, vi er ikke synderligt aktivistiske. Jeg mener, en gang havde Lars Bukdahl en litteraturpolitisk mission, det har han bestemt ikke mere, han vil bare have ”god litteratur”. Og der er ikke rigtig nogen, der har overtaget stafetten.
 
I al fald ikke i dagspressen. Når det kommer til tidsskrifterne osv., så er forskellen mellem Norge og Sverige og Danmark mest, at de bare har langt bedre – og flere – litterære tidsskrifter. Især har de bedre kritik i deres tidsskrifter. Jeg mener, vi har simpelthen ikke noget i Danmark, der matcher Vagant.
 
Eller måske tager jeg fejl. Der er meget mere at sige, fortsæt gerne i kommentarfeltet.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pablo Llambias

Her:

En dobbeltsidig kommentar, som helst ikke skulle efterlade mig i et kritisk tomrum, men som tværtimod skulle fastholde, at situationen er kompleks, og at den bliver ved med at være det:

På den ene side forestilingen om "det gode" ved "den gode litteratur" - som befindende sig i et magtfrit rum.

På den anden side feminismens og anden dekonstruktions insisteren på, at magten uundgåeligt knytter sig til relationen i kommunikationen.

I mine øjne er det centralt, at de to positioner søges kædet sammen på en måde, så de ikke ophæver hinanden, men tværtimod understøtter hinanden - sådan som teorien om lys som bølger og partikler: Det kommer an på, hvad du måler.

I Rådhus (1997) har jeg formuleret det på følgende måde: "Tingene har værdi for os mennesker, fordi de har værdi for os mennesker." Dvs. at værdien (og magten) er knyttet til relationen, men at det relationelle ved værdien samtidig ikke ophæver den.

Det er en vanskelig balancegang, men en balancegang man oplever/insisterer på/mødes af gang på gang som lærer i skrivekunst (en form for kritik), sådan som jeg er:

Værket indgår vitterlig i relationer og udøver derved uundgåeligt magt. Den kunstneriske værdi står derimod ikke - og her finder vi det afgørende punkt i forhold til diskussionen mellem dekonstruktivister og absolutister - "determinerende/determineret" (vil jeg kalde det, kært barn har mange navne) i forhold til relationen.

Betoningen af forholdets betydning og/eller eksistens skiller vandene.

Det er i mine øjne naturligt, at forholdets betydning står til diskussion (det er en del af dekonstruktionens "charme", at den aldrig slutter). Derfor tror jeg ikke på den position, der endegyldigt prioriterer den ene eller den anden positions eksklusive overhøjhed.

Vi har forhåbentlig alle sammen mindst én gang i vores liv ladet os overbevise af fuldkommen overrumplende oplevet kunstnerisk værdi i form af fx. mesterlig beherskelse af mediet hinsides al tale om relationer.

Vi har forhåbentlig også alle sammen fået øje på receptionens manglende uskyld, understregende værkets iboende relationelle karakter, hvad enten det er skrevet før eller efter "relationen".

Det sidste kan man måske af og til godt betvivle, hvis man ser på den mere forbrugsorientede danske kritik, og også hvis man ser på de udbud af skrivekunstundervisning, der bliver bedrevet rundt omkring. Her ville en højere grad af "dekonstruktiv bevidsthed" (herunder feminisme) bestemt være på sin plads.

Hvis det blandt andet er noget i den retning, Susanne Christensen efterlyser, så giver jeg hende ret.

I den forbindelse vil jeg afslutningsvis dvæle ved ordet "aktivistisk": Hvis man i det ovenstående accepterer den præmis, at værket (og kritikken) står i relationer til fx læsere, og at det følgelig ikke er magtfrit, så må begrebet "aktivistisk" betegne en form for synliggørelse af noget, som i forvejen finder sted.

Venlig hilsen, Pablo Llambias

Pablo Llambias

PS: Jeg fortryder straks, at jeg i det ovenstående per automatpilot benyttede den nedladende term "forbrugsorienterede". Som om "den anden" kritik ikke er forbrugsorienteret.

Jeg skulle have skrevet "den del af den danske kritik, der lader, som om den befinder sig i en "neutral" position i forhold til læser".

Vibeke Nielsen

Når jeg læser en svada som ovenstående har jeg nogle spørgsmål.

1) Hvordan kan man tro at feminismen, herunder feministisk litteraturkritik, udelukkende er en underkategori til dekonstruktionismen? Hvilke konsekvenser har den indbildning for, hvilke mulige positioner i en eventuel aktivistisk litteraturkritik, man overhovedet har fantasi til at forestille sig som mulige?

2) Hvad mener læserne egentlig om dansk litteraturkritik? Savner vi politiske læsninger og aktivistiske positioner i kritikken? Og i så fald hvilke? Eller har vi vænnet os til at have en rendyrket forbrugerholdning, der blot vil underholdes at litterater, der skiftevis slås og leverer skamrosende anbefalinger til dosmersedlen? Har vi også en lettere blasert tilgang til kultur og litteratur, hvor vi kan nøjes med at smage lidt på samtidsdiagnoserne, inden vi går tilbage til hverdagens opretholdelse af tilværelsen?

3) Er litteraturkritikken interesseret i læserne eller i sig selv? Hvem skriver kritikerne for?

Det ene øjeblik klages der over betegnelsen "kvindelig forfatter" og det næste efterlyses en særlig "feministisk kritik". Hvorfor disse påklistrede adjektiver.
Nej, forfatter-læser-kritiker. Og lad os så komme videre.

Et dansk Vagant? Måske ikke og hvad så, findes der et norsk Hvedekorn måske?
Standart feks. indeholder da udmærket kritik. Man skal passe på at man ikke stiller normer op for, hvordan et givet redaktørhold, skal lave tidsskrift. Svenske OEI er et spændende projekt, men derfor behøver alle andre tidsskrifter jo ikke at efterligne det. Hver fugl pipper med sit næb.

Llambias' mystificerende kommentar viser med al tydelighed hvorfor visse kunst-og litteraturtidsskrifter har så få læsere. Det er såmænd interessant nok at se på verden som et system gående mod uendelig kompleksitet. Men det udvikler sig let til en fortænkt monolog.

Venligst, Erik Højer

Vibeke Nielsen

Erik Hoejer,

Llambias er nu alligevel ikke helt dum. Han er i det mindste bevidst om to positioner og at den ene, dvs den neutrale og magtfrie position som du forfaegter, er et blaalys.

Selvfoelgelig findes der flere positioner i koensdiskussionen. Nogle bilder sig fortsat ind at vi kan blive neutrale, hvis vi blot undlader at kalde trold (dvs koen) ved navn. Andre oensker en oeget bevidsthed om magtrelationer og om neutralitetens hykleri, hvilket for eksempel et feministisk perspektiv kan give.

(Undskyld tastaturproblemet...)

Pablo Llambias

Jeg har ikke ret mange erfaringer med kommunikation på blogs, så jeg ved slet ikke, om det forventes, at jeg besvarer de spørgsmål, som der evt. stilles til min kommentar.

Men nu prøver jeg.

Min tanke med min kommentar var at udrede nogle positioner, som jeg opfatter som komplementære – se Einstein-analogien - ikke at servere nogen en "svada".

Angående Vibeke Nielsens første spørgsmål, så ser det for mig ud, som om jeg desavouerer feminismen. Det er utilsigtet, og jeg vil i stedet betone et sidestillet slægtskab mellem feminismen og dekonstruktionen. Derved skulle jeg forhåbentlig have overflødiggjort svaret på den mulige konsekvens af en sådan desavouering, idet jeg ikke har noget formål med denne.

Angående spørgsmål to, så ved jeg ikke, hvad læserne mener om dansk litteraturkritik. Det er muligt, at der er blevet foretaget en undersøgelse, men jeg har ikke kendskab til det. Det vil være overordentligt spændende at foretage en sådan. En af undersøgelsens første opgaver må være den vanskelige men interessante at indkredse, hvem læseren er, og hvad kritik er. Det kunne måske også besvare nogle af de spørgsmål, som Nielsen efterfølgende stiller. Hvem er ”vi”? Og hvordan bruger vi litteratur? Er der evt. måder, som vi bør bruge litteratur på?

Angående spørgsmål tre kunne man jo henvende sig til kritikerne. Jeg synes, det kunne være spændende at få et overblik over, hvorledes kritikerne sammenligningsvist ser deres rolle, hvad de forudsætter teoretisk osv. Mit gæt er, at svaret er ganske komplekst, idet kritikere fra anmeldelse til anmeldelse, fra essay til essay, (ofte) synes at forhandle dette med sig selv, med læseren, med mediet. Det bevæger sig. Men det kunne være spændende at se den danske (og nordiske) kritiks erkendelsesteori samlet. Et oplagt forskningsfelt (hvem er i gang?) – eller måske en interviewbog. Hvem vil? Det svenske uafhængige Fria Seminariet i litterär kritik beskæftiger sig netop med dette aspekt.

Angående Erik Højers kommentarer, så ærgrer det mig, hvis mine kommentarer er mystificerende. Det er virkelig ikke meningen. Jeg er fuldkommen enig i ”forfatter-læser-kritiker, og lad os så komme videre”. Privat plejer jeg at kunne sige, at en bog er ”god”, og så er den ikke længere. Jeg vil ikke tage tid fra læsningen. Lad os komme videre: til læsningen. Men det kan jeg jo kun gøre, fordi jeg ved, at den jeg taler til, ved, hvad jeg mener, når jeg siger, at den er ”god”. Og fordi jeg ved, hvad modtageren mener med, at en bog er ”god”. Resten er så at sige kritik.

Når kritikken forlader absolutte kriterier for, hvad ”god” står for, træder dekonstruktionen til: Så interesserer vi os for, hvordan både afsender og modtager er sammensat og at relationen mellem dem er (med-)bestemmende for, hvad betydning er.

Jeg takker Vibeke Nielsen og Erik Højer for svar på min kommentar. Jeg beklager, hvis jeg har været utydelig, desavoueret nogens synspunkter eller på anden måde har gjort mig fortjent til dadel. Dette er skrevet efter bedste evne i hensigt om afklaring.

Ida Marie Hede

En kommentar til ’aktivisme’, selvom der allerede er en diskussion i gang..

I Tues klumme lyder som om, aktivisme er lig ’action’. Lig en slags subversiv handling, der vælter tingene omkuld, så nye ting opstår? En traditionel opfattelse af aktivisme er (for mig at se) netop en sådan – den opererer ideologisk, bevidst mobiliseret, (også selv om den tager form som et plotløst natløb, fx en situationist, der drøner omkring i Paris´ gader i 1960´erne, også selvom retningen ikke er forudset).
En ’aktivistisk’ kritik prøver – på samme måde, traditionelt set - at afsløre det skjulte og træde ind på betydningens slagmark med missioner, ideologier, allerede fasttømrede meninger under armen, for at udrette noget.
Er det det, der efterlyses, eller..?
Ved siden af de andre ting, der foreslås, kunne det så ikke være en idé at forsøge at definere et begreb som aktivisme nærmere, eller redefinere det, hvad vil det sige at ’forandre’, hvad er det for en mægtig utopi, der ligger her, kan man tale om ’kritik’, ’aktivisme’ eller måske engagement uden nødvendigvis at tale om missioner og omstyrtninger?

En af kommentarerne går på, at intet værk findes uden at udspille sin egen magt.
Måske kan man tale om værket som et felt af muligheder – et møde med værket finder sted, og der drives kritik. Kritikeren forsøger, når hun er bedst, ikke at okkupere værket, men gennemleve dét, at værket ytrer sig. Værket giver rum for refleksion, på kritikerens egen krop mærkes de (måske feministiske?) betydninger, værket udsender.
Kritikken er en reaktion på værkets kompleksitet. Det kan være en feministisk reaktion, ja - men jeg tænker netop over, hvordan kritikeren nogen sinde på forhånd kan bestemme sig for, hvordan svaret skal lyde, uden at underminere kritikkens idé?

’Aktivisme’ er måske at tage åbenheden i den kritiske reaktion alvorligt, at give plads til reaktioner, der kan alt, være overraskende, desorienterende, dybe, sensoriske, men ikke bevidst forudbestemte/missionerende – det ville vel være at låse sig selv af for egentlig tankevirksomhed, før man overhovedet er begyndt at tænke og opleve.

Vibeke Nielsen

Det ser ud som om, jeg er den eneste i hele forsamlingen, der mener, at man narrer sig selv og resten af verden, hvis man mener, at man kan gå fuldstændig uhildet til værket som kritiker og/eller som læser? Alle tror tilsyneladende på den neutrale position....en slags genopfindelse af den ideelle læser, den objektive videnskabsperson eller det transcendentale subjekt.

Hvor ser i den uhildede kritiker/læser, der går helt fordomsløst til værket uden at være betinget af nogetsomhelst? Hår I konkrete eksempler på hvordan kritik affødt af en sådan totalt åben neutral læsning ser ud?

Og hvad skal vi læsere egentlig med kritikken?

Mikkel Frantzen

Men: Hvordan skal litteraturen - og kritikken - aktivistisk og konkret forandre verden? Er bogen/kunsten nødt til repræsentere og diagnosticere for at være 'politisk'? Kan selve diagnosticeringen ikke være aktivistisk? Er forandringen af perceptionen en (potentiel) forandring af verden?

Jeg tror personligt at den relationelle æstetik har gjort æstetikken og kunsten en bjørnetjeneste. Jeg kan godt lide Llambias' formulering om "værkets iboende relationelle karakter". Værket er netop nødvendigvis og helt uden at anstrenge sig relationelt, en del af et magtfelt, en æstetisk opdelt verden - det kan ikke være anderledes. Derfor mener jeg også at man skal være yderst varsom over for termer som 'aktivistisk' og 'relationelt', termer som ofte følges ad i den relationelle æstetiks ubrugelige mikroskopi. For fordi værket som sådan altid allerede er relationelt og på sin (egen) vis aktivistisk, hvis man ikke forbeholder dette begreb de "virkelige indgreb i virkeligheden" (folk der laver politisk korrekte sodavand, kunstneriske happenings osv). Men er kunsten i øvrigt ikke altid et indgreb i virkeligheden?En ny bog er jo en ny ting i verden, en ny måde at anskue den, en ny opdeling af det sanselige, for nu at tale med Jacques Ranciere, som alle danske kritikere og folk der i det hele taget snakker om kunst og politik burde læse nu.

Den feministiske litteraturkritik har det virkelig heller ikke godt, ligesom feminismen i det hele taget i Danmark. Vi halter jo langt efter eksempelvis Norge og Sverige. Hvorfor er der ikke nogen feministiske anmeldere som er mænd - omvendt? Men hvornår bliver kritikken feministisk? Når værket er det? Når anmelderen er det? Det er vel en læsemetode (mere end en strategi) som har blik for værkets synliggørelse af kønnet. Men er denne synliggørelse politisk? Er Hanne Vibeke Holsts romaner feministiske og/eller politiske?

Altså: Man gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at skelne mellem kunst og politik. Det er ikke det samme. Og kun på den mening er det muligt at snakke om politisk kunst. Jeg kan skrive et digt, og jeg kan spontant starte en demonstration, det er to forskellige ting. Og dog har de den æstetiske karakter til fælles. Men jeg synes at man må være yderst kritisk om den aktivistiske og relationelle kunst, ikke kun fordi at det for så vidt er en overflødig gestus, hvis man opfatter kunstværket som altid allerede relationelt og på sin vis aktivistisk, men også som oftest en cementering af de eksisterende strukturer. Og en bekræftelse af det bestående kan vel ikke være politisk? Det er også derfor at man må præcisere ideen om en diagnosticering/repræsentation af 'samfundet': Hvad menes der hermed? Hvor præcis, hvor kritisk, hvor afslørende, skal kunstværket være i sin diagnose for at være politisk?

Den her byge af spørgsmål er på ingen måde 'provokerende' ment, og som sådan ikke kun rettet mod Tue, men spørgsmål, som man vel må stille både sig selv og andre. Det er hermed gjort

Tue Andersen Nexø

Tak for alle kommentarerne.

Jeg tror ikke, du er den eneste, Vibeke, der mener at kritikken (og læseren) er situeret. Sådan forstår jeg i al fald ikke Pablo Llambias' indlæg, det er også en tanke, jeg er med på.

Spørgsmålet er så, hvordan det skal forstås. Det virker som om - jeg kan have misforstået dig - at læserens og kritikerens uundgåelige situering i dine øjne er noget, der begrænser eller forvrænger ens tilgang til værkerne. Eller at det er noget, der potentielt er knyttet til en art overgreb eller magtmisbrug. Det mener jeg ikke er tilfældet; tværtimod er det jo en berigelse, at vi ikke alle sammen læser fra det samme sted.

Så er der selvfølgelig nogen, der er situeret som "magtfulde" læsere, dvs. er kritikere med en vis institutionel opbakning. Det må man selvfølgelig reflektere over, når man nu er anmelder. For mig er denne magt (som ret beset er ret lille, begrænset og diffus, vi kan f. eks. ikke anholde folk, sådan som politiet kan) ikke i sig selv dubiøs. Det kommer an på, hvordan man forvalter den.

Mht. aktivisme - som Pablo og Ida Marie kommenterer på - så tænkte jeg egentlig ikke på, hvorvidt man så at sige reflekterer sin egen position eller ej. Det kan man jo gøre på diagnostiske måder. Jeg tænkte snarere på, hvorvidt man går til teksterne med en bevidst agenda eller perspektiv eller program. Den slags har været meget, nåja, kontroversielt herhjemme. Det må man ikke, man skal gå åbent til værkerne, hvilket vel også er det, Ida Marie plæderer for; den gode kritik er den, der lader værket selv tale gennem læseren.

Men der kan komme fantastisk kritik ud af knarvorne og idiosynkratiske og stærkt programmatiske læsere. God kritik er tekster, som er tankevækkende og berigende. Og også gerne underholdende. Hvorfor skulle det at være kedelig være en dyd? Den slags tekster kan lige så godt produceres af folk med stålsatte, litteraturpolitiske programmer som af folk, der så at sige udvisker sig selv for at lade værket selv komme til orde. Så længe de her programmer bare sættes i spil overfor de læste tekster på interessante måder.

Hvad skal læserne med kritikken? Det må man jo spørge læserne om. For mig beriger den gode kritik min læsning af bøgerne. Det at læse bøger ville være kedeligere, fattigere uden god kritik; den dårlige er bare ... dårlig.

Vibeke Nielsen

Misforstå mig ret.

Jeg ser ingen overgreb her - hverken mod feminismen eller mod "det arme værk".

Hvad feminismen angår mente jeg sådan set bare, at hvis man forstår feministisk litteraturkritik som noget, der udelukkende ligger i slipstrømmen af en dekonstruktionistisk tilgang, overser man en temmelig stor del af feminismen - både historisk og aktuelt. Den blinde vinkel vil derfor give en i bedste fald mangelfuld forståelse af, hvad der har været og er på færde lige der. Hvis der er nogen, der har haft programmer og idiosynkrasier, så er det da netop feminister. Hvilket er fint med mig.

Hvad "det arme værk" angår, så har jeg jo netop den holdning, at man simpelthen ikke kan være neutral overfor det. Derfor kan man sådan set heller ikke begå overgreb mod det! Jeg ser på ingen måde litteraturkritikere som magtmisbrugere. Hvordan kan man misbruge magt overfor litterære værker? Det forstår jeg ikke. Jeg forstår heller ikke ,hvordan man kan læse ud af mine indlæg, at jeg skulle have den opfattelse, at man skulle kunne læse neutralt, venligt og hinsides enhver form for brug af magt. Men nu er det i hvert slået fast, at det ikke er den opfattelse jeg har.

Stefan Kjerkegaard

Tjoh, der mangler måske en sådan litterær kritik. Omvendt kunne man måske påstå, at den jo altså finder sted alligevel, fx hos mange af vores nye førende kvindelige lyrikere, fx Mette Moestrup, Lone Hørslev, Ursula A osv. De skilter da med en kvindelighed som vil noget, og noget andet, men det er endnu ikke kortlagt helt præcist, hvad dette andet er? Det kunne man passende gøre.

Og nej, Tue, så meget bedre er tidsskrifterne i Norge altså ikke, det tror jeg simpelthen ikke på, selvom deres debatkultur i forbindelse med disse måske er mere "litteraturkritisk" orienteret, eller behandler "litteraturkritik" mere seriøst som et emne, man bør behandle og diskutere på tidsskriftsniveau, og ikke "kun" på blogs som i DK.

Måske man ganske simpelt skulle lave et tidssskrift, der hedder Litteraturkritik og så selvfølgelig sørge for at det indgår med point i det formentlig forestående bibliometrisystem ; - )

I så fald burde det være et skandinavisk tidsskrift.

Pablo Llambias

Jeg skelner mellem at se værket som værende en del af en relation og så ”relationel æstetik”, der for mig at se er et begreb til udpegning af værker med en særlig måde at agere i relationerne på. Relationel æstetik er ikke mit ærinde.

Jeg er enig med Mikkel Frantzen i, at alle værker indgår i en relation, men mener ikke, at det er grundlag for at se bort fra dette.

Jeg taler selvfølgelig ud fra mit eget mikrokosmos, og det er den ekstemporale, tekstkritik, der finder sted inden for tekstlæsningen i skrivekunstundervisningen sådan som på fx Forfatterskolen.

Undervisningen bygger på, at det ER muligt at tale om teksten og ikke udelukkende om ens indlæsninger. En stor del af undervisningen går ud på at lære eleven at blive opmærksom på, hvad der er indlæsning, hvad der er tekst. Det vil sige ’at lære at læse’ (det lyder neutralt, men det er det ikke, se senere). Det er en årelang proces, som man aldrig bliver færdig med.

Jeg er enig med Tue i, at det ikke er målet at blive ”clean”, hvilket i øvrigt heller ikke er en mulighed. Diskussionerne i tekstlæsningen drejer sig om, hvilke læsninger, der ”forekommer” at åbne teksten ”bedst” muligt. Det kan sagtens være, at en stærkt politiseret agenda viser sig at give et meget bedre resultat end en læsning, der i sin egen selvforståelse søger at ”møde teksten, der hvor den er.” For tænk nu, hvis det sted, hvor teksten er, bare er røvssygt. Så efterlader man eleven med det indtryk, at denne bare skal blive ved med at skrive fx udmærkede, men småkedelige, temperamentsløse tekster, der af den grund aldrig kommer til at lette nogen steder hen. Det kan man som lærer ikke være bekendt.

Ordene er ”forekommer”, ”bedst” og så videre. Vi kommer ikke udenom, at vi befinder os i sproget og derfor forhandler hele tiden. Jeg vil ikke være den, der på forhånd udpeger den eneste gyldige læsning. Men jeg vil godt være med på, at jeg helt klart bringer skyts med hjemmefra. Målet er ikke disarmering, men bevidsthed.

Ingen position kan abonnere på at være den ”naturlige”. Det gælder i høj grad også den, som jeg forfægter her. Og det er sådan set min pointe.

Formentlig er det forestillingen om, at man går åbent til værkerne, der bekymrer mig mest. Jeg er enig i, at det er et rigtigt ideal, og at man i respekt for teksten bør bestræbe sig på at lade den få en chance hinsides ens filter af fordomme. Men det øjeblik, man insisterer på denne metodes ”naturlige” overhøjhed, bliver jeg urolig. Illusionen om, at det kan lade sig gøre, hindrer en i at indse, at også dette er en agenda med et læsningsmæssigt determinerede udfald.

En af dekonstruktionens dubiøse ”charmer” udgøres af dens iboende forestilling om, at vi kan blive bevidste om alt, bare vi skruer tilstrækkelig mange ting af. Det er en skrue uden ende.

Jeg er enig i, at man på et tidspunkt må holde op og i stedet bide til bolle. Samtidig mener jeg, at man hverken kan eller skal lade være med at bevidstgøre sig. Det er et felt i konstant bevægelse, som vi taler om. Jeg plæderer for den to-hovede læser: Det første hoved mener at vide alt, hvad der er nødvendigt for at kunne læse en tekst, det andet ser sig om efter nye muligheder, skeptisk over for det førstes skråsikkerhed.

Mikkel Frantzen

Jeg er helt enig i din sondring, Pablo, mellem det altid relationelle værk og den relationelle æstetik. Og bare lige for en god ordens skyld: Jeg mener hverken nu eller i mit tidligere indlæg at dit ærinde var relationel æstetik. Jeg mener sådan set heller ikke at værket skal se bort fra dets egen iboende relationelle karakter, men at relationaliteten, fordi den er iboende, ikke nødvendigvis behøver at blive ekspliciteret som vi ser det i meget af den kunst, som den relationelle æstetik ofte fremhæver. At denne interageren i og mellem virkelige relationer som sagt delvist er en overflødig gestus. Det er i hvert fald ikke dét som gør værket relationelt. Det var sådan set bare min pointe.

Problemet med kritikken er vel også det konkrete forhold, at kritikerne ikke har tid nok til at gå i dybden med de centrale perspektiver/problemstillinger lige nu. Hvor mange af de anmeldere, som også er forskere, undervisere mm, arbejder i denne anden sammenhæng eksempelvis med samtidslitteratur, dvs. kombinerer de to jobs? Ellers risikerer man jo aldrig at komme videre end til at skitsere sporadiske konturer af eventuelle tendenser, såsom 'en politisk vending omkring 2000', 'en nyfeministisk bølge', 'en ny privat poesi' eller hvad ved jeg.

Pablo Llambias

"Det er i hvert fald ikke det, der gør værket relationelt," skriver du, Mikkel. Enig. Den relationelle æstetik er i mine øjne et udtryk for, at kunstnerne (og kritikerne) har fået rigtig øje på relationen og gjort den til sit eget genstandsfelt. Jeg har hverken et for eller et imod dette genstandsfelt (for mig at se er det et af mange mulige, men jeg hilser det velkommen) det må bero på selve værket. Det er ofte sådan, at trætheden opstår, fordi værket på en eller anden måde er klodset. Klodsethed findes inden for alle genstandsfelt-rammer.

Jeg ved ikke nok om betydningen af sammenfald mellem forskningsfelt og kritik af samtidslitteratur. Det lyder, som om du ved mere om det, og også om hvem der repræsenterer dette sammenfald og ikke. Umiddelbart vil jeg mene, at man godt kan se på samtidslitteratur fra et sted, der befinder sig langt fra samtidslitteraturen. Men tidsmæssigt kan jeg godt se, at det er fordel, at man beskæftiger sig indgående med det, hvis man har ambitioner om at pege tendenser ud.

Mig forekommer det, at der bliver peget tendenser ud i samme takt, som der bliver udgivet litteraturtillæg, og at det redaktionelt er taknemmeligt med oversigtsartikler frem for dybgående kritik. Lidt som at skrive om havemøbler om foråret i livsstils-sektionerne.

@Nielsen (bla.):

Jeg vedkender mig, at jeg som læser befinder mig i et spændingsfelt. Som et levende menneske bevæger jeg mig fra et formløst udgangspunkt over i en tidsafgrænset bevidstgjort tilstand (nu,nu,nu, osv. så længe det nu varer) hen imod mit ophør som form. Det er klart at ingen position i dette felt kan være neutral. Jeg tror at netop denne (forhåbentlig ikke for banale) erkendelse er brændstof for megen kunstnerisk (og kritisk læsende?) skaben. Det at læse er en aktiv handling, fordi det indebærer et fravalg af andre handlinger.

Hvis jeg læser f.eks. en novelle af Pia Juul, så er mine forudsætninger følgende: Jeg KAN læse, jeg er bekendt med hendes forfatterskab, jeg er bekendt med at hun bla. er inspireret af Flannery O'Connor, som jeg efterfølgende også læser. Mine forudsætninger er IKKE, at jeg tænker på at forfatteren er kvinde og at hun skriver på skuldrene af så og så mange kvindesagsforkæmpere. Hun har sit helt eget sprog og er i stand til at nedfælde det formfuldendt på skrift som kunst. Færdig arbejde (for mig ihvertfald).

@Llambias:

"Den samlede danske (og nordiske) kritiks erkendelsesteori." Enig! den synes jeg også man bør efterlyse.
Tak til dig (og Frantzen) for at rette (elektron)mikroskopet mod den relationelle æstetik. Det kræver virkelig sin m/k at undgå at blive suget ned i begrebsmalstrømmen. Jeg vedkender mig, at jeg læser den slags hardcore litt.videnskabelige tekster, på samme måde som jeg læser feks. en tekst af Helmut Heissenbüttel (som sprogmateriale)." Klodsethed findes inden for alle genstandsfelt-rammer". Hatten af for en sand kunstner!

@Nexø:

Der er to overordnede grunde til at jeg læser kritik/anmeldelser.
1) Hvis artiklen omhandler en forfatter eller et emne, som jeg i forvejen er optaget af eller som jeg har fulgt. For at perspektivere min læsning.
2) Hvis artiklen er skrevet af en anmelder/kritikker/forfatter som har sin egen stemme (Bukdahl feks.) Nu kunne jeg så skrive en svada med henblik på at definére denne egne stemme, men det overlader jeg trygt til Llambias' tohovede kritikermonster:-)

Kan du uddybe hvad du forstår ved kedelig kritik?

Venlig hilsen
E. Højer

Ida Marie Hede

Jeg ved ikke, om det er lidt sent at komme med en ny kommentar, men - here goes alligevel (uden dog at gå ind i de mange mange synspunkter):

Da jeg skrev et ord som åbenhed i forhold til den kritiske reaktion på et værk, var jeg ikke interesseret i en læser, der tager sin grå sweater på og går i ét med væggen for at lade værket komme til orde. Heller ikke en idé om ’ren’ læsning. Jeg er interesseret i, hvad en gennemlevning/gennemspilning af værkets effekt på læseren bringer frem i reaktionen fra selv samme (selvfølgelig) allerede for længst og altid situerede læser. Den slags læser, som alle, der har kommenteret her, forestiller sig, han eller hun har muligheden for at være.

(Jeg er måske interesseret i, om man kan tale om et kropsliggjort/tankemæssigt engagement. Om at bebo stoffet sammen med alt det, man har sig, i den konstante bevægelse, som vores kroppe (og tanker) indgår i. Og at kunne afprøve andre begreber, måske, end fx polerne uendelig bevidstgørelse og forankring/positionering, der kan få en slags distance over sig. Måske er ’affekt’ næste stop efter dekonstruktion. Det er slippery, men det er en tanke.)

Jeg kan ikke se en logisk overgang fra ’åbenhed’ til kedsomhed. Måske er der faktisk et frådende drama på spil? I det mindste en risiko?
@ Stålsatte litteraturpolitiske programmer. De er vel i sagens natur risikofri – målet er jo allerede udpeget. Så er der en synlig situering, vi ved, hvem der taler, men ikke en situering, der ikke kunne gennemspilles på skrift uden overhovedet at behøve et værk. Værket kunne faktisk være både Playboy og Søren Krarups seneste bog, det gør ikke den store forskel, det kritiske program ruller i samme retning, medmindre der kan ske det, at programmet væltes af sporet (af værket?) og bliver noget andet. Afsløres, famler sig frem, og må bruge tid på at italesætte sin egen position igen, på ny, på skrift. Men er det ikke dér, det bliver spændende og er det ikke det, vi gerne vil opleve i kritikken? (Spørgsmålet om, hvad det så er for en form, kritikken kunne have, er så virkelig en udfordring).

@ To hoveder. Hvis man har to hoveder, når man læser, foreslår jeg, at man har dem inden i hinanden (jeg må prøve at lave en tegning). Hovederne støder mod hinanden, taler med hinanden om de ryk, der sker under læsningen. Ens fire hænder skriver, mens de mærker på ansigterne for at finde ud af, hvilken form de tager under læsningen, om de stadig er faste, om de er blevet opkogte, hvordan arvematerialet er i gang med forandre sig.

Vibeke Nielsen

Mærkeligt nok kan jeg bedre genkende min læsemåde i Ida Marie Hede Bertelsens...

Den måde at læse på som Erik Højer synes at være i stand til at bemestre, er jeg til gengæld helt ude af stand til. At læse, se og høre Pia Juhl, som om hun og jeg var transkønnede eller kønsløse væsner, forekommer mig nærmest helt overnaturligt.

Det paradoksale er, og det er derfor, jeg igen og igen spørger til kritikkens funktion, er at kritikken tit og ofte er mig fuldstændig ligegyldig, når jeg læser. Eller i hvert fald ikke af større betydning end alle mulige former for tekster og billeder, skabt mhp markedsføring - fra bagsidetekst over tv-indslag til boghandlerudstillinger. Medmindre forfatterskabet i den grad har været sat på dagsordenen af kritikerne og debatteret heftigt.

Til gengæld tror jeg ikke, at en læser eller kritiker med for eksempel en politisk eller religiøs overbevisning, er mere forudindtaget end en læser eller kritiker, der er meget ubevidst om sin egen position eller foregøgler eksempelvis at være helt uafhængig af - jeg var lige ved at sige - økonomiske og politiske interesser.... Jeg har i hvert fald svært ved at finde beviset på, at det skulle være sådan.

Pablo Llambias

Afslutningsvis (for mit vedkommende) takker jeg for snakken på denne tråd og tager på falderebet Ida Marie Hede Bertelsens forslag til en (mere) fysisk, invaderende læsemåde med mig som inspiration. Jeg tror på det organiske i fremstillingen af, hvad det der, der foregår. Et kropsliggjort engagement, affekt, effekt. Jeg er åbent indstillet over for intellektet. Forankringen er kropslig. Udredningen er preliminær.

Susanne Christensen, som hele denne tråd udsprang af, talte i et interview, jeg foretog med hende i januar i Bergen, om "den vaklende læser". At en god underviser i skrivekunst er en vaklende læser, og at underviser og elev deler denne vaklen over for teksten. At det faktisk er indsigtsbærende i sig selv. At det åbner teksten. Det oplevede jeg som meget meningsfuldt, og det synes at gå hånd i hånd med Ida Maries Hede Bertelsen fint fremstillede læser, der " afsløres, famler sig frem, må bruge tid på at italesætte sin egen position igen".

Dette kunne for mig udgøre en slags foreløbig konklusion på denne diskussion: at erkendelsen udtrykker sig i netop denne vaklen, og at det er en central oplevelse ved mødet med kunst.

Som det også ses i denne tråd, er modstanden mod reduktion substantiel, samtidig med at den "uskyldige" position afvises. Det peger for mig i retningen af, at der søges mod en form for balance mellem flussigkeit (vi mangler det tilsvarende ord på dansk) og fasthed. Igen de to hoveder, uden at jeg denne gang vil insistere på at skille dem ad.

Pablo Llambias

Og så tabte jeg feminismen lidt af syne. Det skal jeg råde bod på. Det er i feminismen iboende (fordi den er beslægtet med dekonstruktionen!), at diskussionen ofte kommer til at handle om, hvordan man taler feminisme, på hvilke præmisser det er rimeligt at gøre det, hvad der skal henregnes under området og hvad ikke. Det er ikke en utilsigtet bivirkning. Det er væsenshjemmehørende. Man kan godt blive irriteret over, at det er sådan og bare ønske diskussionen lukket én gang for alle og sige: Dét hører med og dét gør ikke. Men så er vi tilbage ved udgangspunktet. Jeg vil indlemme feminismen som et af elementerne i omtalte vaklen. Det er et udgangspunkt blandt adskillige andre for læsningen af tekster. Der er i Danmark ikke mange, der genkender dét udgangspunkt som andet end en rød klud. Det er en skam. Det er en måde at se kommunikationen ladet på, som åbner op for andre muligheder.

Susanne Christensen

Tænk at sådan noget kan springe ud af mig ... jeg er næsten lykkelig, dette var utrolig interessant. Jeg håber at samtalen spinder videre i alle tænkelige og utænkelige retninger.

Der er ikke to læsere der læser på samme måde. Der er ikke to læsere der opfatter en tekst på (helt) samme måde. Hvis nogen siger, "jeg læser teksten i en feministisk optik", så for mig gerne. Og jeg lytter interesseret til andres opfattelse/forståelse af en given tekst. Omvendt er det sært at møde en påstand om, at man selv foregøgler at læse, på den måde man nu engang læser.

Llambias' seriøse ønske om at finde balancen og mødes på midten er meget sympatisk. At sidde og læse i hver sin kønsladede bunker, idet man fra tid til anden slynger eder efter hinanden, er ikke nogen ønskværdig situation. Selv om det kan være underholdende nok. Og så tilbage til müslien, som en spøgefugl sagde til Zangenberg i en anden tråd.

Ida Bertelsens fine fortolkning af de to hoveders mysterie minder mig om Becketts De Fortabte: "»Bolig hvor kroppe hver for sig søger sin tabte.."
En fortolkning af myten om at mennesket oprindelig var "transkønnet" med dobbelt antal af alle ekstremiteter inkl. to hoveder. Og på et tidspunkt blev splittet i to og siden desperat har søgt sin anden (bedre) halvdel.

Det minder mig også om et digt af Tor Ulven som jeg ikke lige kan finde. Men han bruger blindealfabetet som metafor i et digt, hvor du'et i digtet føler på den andens ansigt og læser ansigtet som skrift med sine hænder.

Vibeke Nielsen

Og jeg vil i modsætning til Pablo Llambias placere feminismen både i det felt, hvor den vaklende læser placerer sig og så langt væk fra det felt, som man overhovedet kan komme - vel at mærke i et kontinuum, hvor der samler sig feminister hele vejen derudaf langs den linie. Nogle feminister vakler ikke et øjeblik.

Lige som jeg vil hævde, at grunden til, at feminismen er en størrelse, som ikke kan placeres præcist, ikke er at den er beslægtet med dekonstruktionen, men at den er fyldt med politisk brændbart materiale. Nøjagtig som eksempelvis den yderste venstrefløj engang (og nu?) ville , vil feminister i mere eller mindre omfattende grad lave verden om - (men ikke nødvendigvis på samme vis og med samme mål som den yderste venstrefløj). Deraf fraktioneringen og deraf den evige diskussion om, hvad den rigtige vej og det rigtige perspektiv er.

"Køn er ikke et kropsligt tegn, men noget som hele tiden foregår i kulturen."
(Judith Butler)

"Tanken om at køn bare er en illusion, må for alt i verden bekæmpes! Vi ser ikke bare ud som kvinder, vi ér kvinder og kvindelig urkraft. Og ikke mindst er vi manden overlegen."
(Camille Paglia)

DU SKRIVER INGENTING
DU VED IKKE HVORDAN
DU SKAL SKRIVE

DU LÆSER INGENTING
DU VED IKKE HVORDAN
DU SKAL LÆSE

DU ANMELDER INGENTING
DU VED IKKE HVORDAN
DU SKAL ANMELDE

(Polemik ala Perec)

Note:
Georges Perec gav sig selv opgaven, at gå ud på en plads og så ellers bare skrive ALT hvad der gik for sig, ned i sit noteshæfte. Men det eneste han fik skrevet i første forsøg var "du ser ingenting, du ved ikke hvordan du skal se."

@Næ, Nexø, du tager ikke fejl. DK har ikke noget der matcher Vagant. Det skyldes lokale kulturpolitiske og erhvervsmæssige omstændigheder. Vagant (oplag 1200 eks) er støttet i hoved og røv af den norske stat og et stærkt forlag. I DK er Kritik vel det eneste (litt.)tidsskrift som ligger sikkert i søen og det skyldes bla. at de har Gyldendal i ryggen.

Derfor peger tråden også over mod din "Er der en skønlitt. afdeling på Borgen?"
Borgen har muligvis ikke råd til at oppebære Hvedekorn. Den Blå Port (oplag 120 eks!) kastes hid og did mellem forskellige velvillige forlag (pt. Lindhardt & Ringhof). Og nogle har fået eksil på det lokale universitet.

Selvopfattelsen hos nogle litt.tidsskrifter giver sig udtryk i et interessant paradoks. Man ønsker at være uafhængige af og i (politisk?) modsætning til den herskende smag. (Klassisk avantgarde-position). Men samtidig er man afhængig af netop den herskende smags institutioner. I form af forlag og statsstøtte.

Den norske stat har på en måde indtaget en feministisk støtteposition: I spytter og vrænger og råber og skaber jer åndssvage og overpisser jeres egen rede. Men I skal støttes, det er jo et naturligt led i en baby's udvikling, erkender den norske stat. Så ved man også hvor man har alle knaldhætterne.
(Og her blev det afsløret, at jeg stadig ikke har fattet en bjælde af begrebet feminisme, for jeg mener, det var da mere ovre i den freudianske afdeling, ak ja).

Men iøvrigt står det vel enhver frit for at tegne et abbonement på Vagant. Hvis man kniber øjnene en anelse sammen, udbryder man "nårj, det på dansk!"

Og hvis man vil gøre en rigtig god tjeneste imorgen, så tegn abbonement på Den Blå Port. Ellers er den der måske pludselig slet ikke.

Det fører os frem til de svenske (litt)tidsskriftforhold. Det førnævnte meget interessante OEI bliver støttet af det Göteborgbaserede non-profit foretagende
Nätverkstan Ekonomitjänst, som har 110 tidsskrifter af forskellig observans under deres hat, bla. BANG (Sveriges førende feminine magasin).

OEI har (som Vagant) en kanonstærk redaktionskomité. Og som jeg ser det har de ydermere en langt stærkere platform for ( muligheden for) at udøve aktivistisk(subversiv) kritik. Netop fordi de et langt stykke hen ad vejen er uafhængige af forskellige betónstøbte magtpositioneringer. De er stadig ikke en fri agent. De er jo et fællesskab og må komme overéns med hinandens interesser. Og dér skal de passe på, ikke at lade en bestemt fløj fortabe sig i diverse obskure konkretistiske tresserbevægelser. Det er nærmest en naturlov, at avantgarden til enhver tid hiver dada og fluxus og hvad ved jeg frem fra mølposen.

Martin J.M. påstår at OEI transcenderer tidsskriftformen. Men da de stadig kalder sig et tidsskrift, virker det som om, der er noget der holder dem tilbage.
Dér kunne de lære en del af Das Beckwerk. Hvad man end mener om den tidligere Nielsen, så har han virkelig forstået at placere sig i et felt, hvor han som en (noget nær) fri agent, glidende kan positionere sig, som en anden Lucky Luke, hurtigere end sin egen skygge. Denne metode er dog ikke omkostningsfri. Især kan en sådan konstant glidende svingning hurtigt gøre éns projekt nogenledes svært opfatteligt for potentielle modtagere af et evt. kunstnerisk/politisk budskab. Andet end som eksempel til efterfølgelse. Blot og bar handling. Aktivistisk eller ej. Har Norge eller Sverige noget der matcher Das Beckwerk?

NB
Det traditionsrige Lyrikvännen kan ses som en svensk Blå Port. De har også været i store vanskeligheder, men er reddet af énmandsforlaget Ellerström og er under førnævnte Netvärkstan's distributionshat.

I anledning af at Nexø forlader Sandkassen, har jeg genlæst denne tråd. Jeg fortryder, at jeg til at begynde med lidt dovent polemisk kaldte Llambias' prolog for mystificerende. Den er faktisk oplysende og meget inspirerende. Tænk hvis alle blogkommentatorer var lige så redelige. Ligeledes er Frantzens kommentarer meget kvalificerede. Nærmest hyperkvalificerede. Bertelsen kalder på en klar definition af aktivismebegrebet i en litterær kontekst. Og så disse smukke fænomenologiske forsøg på at inddampe kritikerens opgave. Nielsen og jeg har en disputs omkring kønsladet/neutral læsning. Og til slut fortaber jeg mig i min egen ikke helt afklarede holdning til statslig støtte af tidsskrifter og hvorvidt det har nogen betydning mht. det aktivistiske aspekt. Tak til feministen Susanne Christensen og Vagant. Tak til Tue Andersen Nexø og tak til mine ærede medkommentatorer.

Susanne Christensen

Herr Højer, jeg er ikke _bare_ feminist, jeg er _også_ feminist. Og hvor har du fra at Vagant er "støttet i hoved og røv af den norske stat"? Vi er primært støttet af forlaget Cappelen Damm, resten handler om at søge penge fra diverse fonde, bl.a. Fritt Ord og Bergen Kommune som senest bl.a. har bidraget til at vi kan betale skribenterne lidt bedre end vi kunne før. Hvis vi virkelig var "støttet i hoved og røv af den norske stat" så kunne det være at flere end den ansvarshavende redaktør kunne få fast løn, vi andre arbejder stort set gratis.

Sorry Christensen! Betegnelsen feminist var ikke ment som en fornærmelse.
Mine oplysninger ang. Vagant er hentet fra tidsskriftets kolofon (2007#4). Dér fremgår det at I modtager støtte fra Norsk Kulturråd, men det er måske ikke en statsinstitution? og denne støtte er måske ophørt? Jeg skulle nok ikke have brugt Vagant som eksempel. Sorry igen! Det var mere generelt ment. Om det underminerer éns kritiske fundament, at være støttet af det siddende magtapparat?

Personligt er jeg begejstret for, at Vagant og den norske lyrik-og avantgardescene, er så gunstigt stillet som den vitterligt er. Vagant udgiver et stærkt tidsskrift. Formuleringen "støttet i hoved og røv" skal ses i lyset af de danske (mildt sagt) ikke særlig gunstige udgivelsesforhold. En dansk lyriksamling bliver ikke automatisk solgt i 1000 (tusind!) eks. til bibliotekerne, som i Norge. Gælder den samme forordning iøvrigt for litt.tidsskrifter?

@Christensen (fortsat):

Bibliotekerne i Norge køber altså 10-20 gange så mange eksemplarer af en lyriksamling (eller anden smal genre) end tilfældet er i DK. Og indbyggertallet i DK er endda højere end i Norge.

Det må altså være fedt, at være lyriker (finlitterær forfatter) i Norge?! Men hvad nu hvis der pludselig skete et regeringsskifte i Norge, så der kom en langt mindre sympatisk statsminister end Stoltenberg til magten? som måske ikke er lige så velvilligt indstillet over for den eksperimenterende litteratur. Hvad gør vi så lille du?

Det er lidt sådan et mareridts-scenarie der udspiller sig i Danmark lige nu. Forlag som har støttet lyrikere og litt.tidsskrifter i en menneskealder kollapser. Forfattere som har været vant til faste forhold, er pludselig på Herrens mark.
Politikerne hjælper bankerne, men bankerne hjælper ikke forlagene, som så svigter forfatterne. Det er en kompleks misere, hvor mange forhold hænger sammen.

PS
Apropos feministisk kritik. Hvad syntes du om Rösings anmeldelse af Strömstedts "Natten før..." i inf?

"Vagant er sponset av forlaget N. W. Damm & Søn (cappelen) og mottar støtte fra Bergen kommune og Norsk kulturråd."
(http://www.vagant.no/about)

Norsk Kulturråd er forvaltet af Norsk Kulturfond. Stortinget bevilger hvert år en sum til Norsk kulturfond. Hvis man følger pengestrømmen er Vagant bla. støttet af den norske stat.

Dette nævner jeg fordi "radikalt" er en ofte forekommende glose i Vagants lederspalter. Fra "radikalt" er der ikke langt til "aktivistisk" og det famøse "subversivt".

Jeg peger på et principielt paradoks. Jeg mener ikke det er muligt, at bedrive konsekvent radikal kritik i et liberalt/kapitalistisk samfund. Således kompromitteret må man erkende at udgangspunktet ikke er optimalt.

Men det udelukker ikke at man vedblivende og med knaldhård stamina forsøger at lave det bedste tidsskrift i den bedst mulige af alle verdener. Selv om man er fanget i et bur i zoo, bør man stadig hvæsse sine kløer!