Tue Andersen Nexøs blog

Vi er her nu. Kan du se det?

Erik Højer spørger i kommentarfeltet, hvor "de evindelige og oversete hovedværker" er blevet af. Det er svært at nå det hele, men her er et bud: Kristina Stolz' lille digtpamflet Hjemstavn nr. 13, udgivet som nummer nul på hendes eget lilleforlag [Fingerprint] og uddelt gratis indtil lager ikke længere haves. Der er meget ekko af Lars Skinnebach i digtene, som Lars Bukdahl også har skrevet, hvilket jo ikke er en dårlig ting. Den radikale splintren, som gør det umuligt at forestille sig et rum bag ordene. Indlejringen af udfald og småreplikker og den udstrakte brug af en både intim og agressiv henvendelse, som om digtenes stemme hele tiden reagerer på noget eller nogen - som om digtets tvetydighed ikke ligger i det, der står (metaforer, der blander ild og vand og den slags) men i jegets tonefald. I det hele taget den stærke fornemmelse af én stemme, der er konstant gennem alle splinterne af sprog og halve billeder. Blandingen af idylliske fragmenter med ord fra en institutionel virkelighed.

Et digt lyder sådan her:

Vi er her nu. Kan du se det?
Skønt og stråtækt
retsstaten er svækket, ja døsig
her i solen
solsorten, åh solsorten
født til at fortælle en historie
der skriger til himlen.
tryk du blot på play min ven
og vend det døve øre til
jeg er med dig
et vindue
Se sig selv som en ternet dug
forbløffende selvstændig

Det var især fint at høre Kristina Stolz læse teksten op i onsdags ved forlagets releaseparty på baren/bogcaféen Underwood Inc. Det skete akkompagneret af to jazz-musikere. De spillede noget, der nogle gange lød som underlægningsmusikken til en sort-hvid film om et cirkus - det er eftermiddag, arenaen er uden publikum, dyrene går rundt i deres slidte burvogne. Enkelte artister sidder i grimet sminke, en pige og en dreng er ved at finde hinanden på en kejtet og dog kunstnerisk måde. Men andre gange var det rigtig fint; højdepunktet kom, da den ene musiker via en hospitalslange blæste gang i et minikeyboard.

[Fingerprint] har ved samme lejlighed udgivet en enakter af Viggo Madsen. Den er så mærkelig, at enhver yderligere vurdering af den fuldstændigt overdøves.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu