Tue Andersen Nexøs blog

Kiss and tell

Af en eller anden grund skriver jeg ikke selv underrubrikkerne til mine klummer, ligesom jeg selvfølgelig ikke skriver billedtekster og de eventuelle småtekster, som henviser til klummen fra bogsektionens forside og indholdsfortegnelse. Det gør redaktionssekretærerne. Normalt er det helt problemfrit, men i denne uge har de strammet og drejet et par gange for meget.

For en god ordens skyld: Nej, digtere ses ikke "ofte også privat sammen med de journalister, der anmelder dem." Til gengæld er det litterære miljø så lille, at vi støder ind i hinanden til oplæsninger, laver tidsskrifter sammen, har læst samtidig på universitetet og så videre. Mange af os er også endt på Andys sammen efter det ene eller det andet arrangement. Man kommer hurtigt til at kende hinanden på samme måde som man kender sine kolleger i et stort firma - tror jeg, jeg har aldrig været ansat i et stort firma. Enkelte ses også privat, og dér er det den absolutte hovedregel, at man så ikke anmelder hinanden.

Derudover handler klummen ikke om, at "mange forfattere ses med anmelderne", den handler om Lone Hørslevs bog, som er et ret vildt og ekstremt eksempel, for så vidt som den handler om hendes skilsmisse fra forfatteren og kritikeren Martin Glaz Serup. Martin er en dynamo i det litterære miljø, derfor kender han enormt mange mennesker. Igen: Det betyder jo ikke, at han ser dem allesammen "privat", men det er derfor, problemet bliver særlig akut med Jeg ved ikke om den slags tanker er normale. Her kender man ikke bare forfatteren, men også de mennesker, der mere eller mindre direkte optræder i digtene.

Endelig opfatter jeg ikke det her som et habilitetsproblem, i al fald ikke i den forstand, at jeg synes det var forkert af Kamilla Löfström og Mikkel Bruun Zangenberg og Lars Bukdahl at anmelde bogen. Men de burde, synes jeg, have tydeliggjort de måder, de er filtret ind i bogen på, og gøre det i deres anmeldelser. Sådan som Kamilla f. eks. meget elegant gjorde.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan godt se , at min anmeldelses afslutning:

"Nå ja, jeg er også¨glad for det digt, hvor hun fodrer mig med tang, for det gør hun jo nemlig ikke. Sprød itu-poesi!

måske er lige hermetisk nok, når kvikke Tue i sin klumme læser den som (kun) en (nærmest uforståelig) besværgelse af, at jeg ikke i nogen virkelighed har været Lone Hørslevs elsker, en besværgelse, som jeg slet ikke finder nødvendig, eftersom det jo klart fremgår af digtet, at der er tale om en drøm genereret af en "overspændt fantasi". Jeg synes heller ikke at det er digt der handler om mig som (erotisk agerende/attraktiv) privatperson - trist nok - men snarere om mig som kritisk type og typisk kritiker (der forholder sig blasert til god mad og nægter at spise tang) - det er også derfor, jeg er den eneste (levende) person , inkl børn og eksmand, der nævnes ved navns nævnelse (mere vild og ekstrem privat er bogen heller ikke), jeg er ikke Lars Bukdahl, men "Lars Bukdahl" - hvis ikke jeg bare, tristere nok, er stand in for digteren selv (en ikke ulamindelig drømmelogik), som dermed skælder sig selv ud for ikke give sig hen til tangets "enkelhed der kradser og klør og klager i dit svælg", men hvis jeg faktisk er mig eller "mig" er digtet vel primært en drillende polemisk kommentar til min eller "min" måde at drive kritik på, et meta-kritisk digt snare end et privat-erotisk et, tristest nok. Pointen med anmeldelsens afslutning var så et gen-drilleri: digtene i bogen er IKKE kradsende, kløende, klagende tang, men, med det billede jeg bruger et par gange, snarere (typisk) ophvirvlet flødeskum, og så måske knitrende opvirvlet flødeskum (med lidt sølvpapir blandet !?i), mens "itu-poesi" spiller på 'knækprosa', som er den gamle. trælse ikke-form, bekendelser i 70'erne blev leveret via, det gør de heldigvis ikke længere.

Jeg synes, Tue gør bogen alt for privat for sig selv og dermed også for læserne (hvoraf 98 procent jo ikke kender eller er interesserede i alle de navne, der for fanden IKKE bliver nævnt;, mens visse af dem måske har hørt om "Lars Bukdahl"); for mit eget vedkommende havde jeg slet ikke svært ved at abstrahere fra de konkrete aktører (inkl. "Lars Bukdahl") jeg kender , fordi der jo lige præcis sker en kunstnerisk "ophvirvling" af det private stof, der ret umddelbart punkterer al eventuel nyfigenhed (igen igen, der er INGEN navne, på fx nye eller gamle eventuelt kendte flammer, det er et virkelig kedeligt litterært Se & Hør på den led ). Tue og jeg kender fx også Anne Marie Mai, som er lig med den Min elskede, man hører ret meget, også privat (og erotisk) om i Klaus Høecks tykke digtbøger, og det forstyrrer mig akkurat lige så lidt.
kh

Jeg kan godt se , at min anmeldelses afslutning:

"Nå ja, jeg er også¨glad for det digt, hvor hun fodrer mig med tang, for det gør hun jo nemlig ikke. Sprød itu-poesi!

måske er lige hermetisk nok, når kvikke Tue i sin klumme læser den som (kun) en (nærmest uforståelig) besværgelse af, at jeg ikke i nogen virkelighed har været Lone Hørslevs elsker, en besværgelse, som jeg slet ikke finder nødvendig, eftersom det jo klart fremgår af digtet, at der er tale om en drøm genereret af en "overspændt fantasi". Jeg synes heller ikke at det er digt der handler om mig som (erotisk agerende/attraktiv) privatperson - trist nok - men snarere om mig som kritisk type og typisk kritiker (der forholder sig blasert til god mad og nægter at spise tang) - det er også derfor, jeg er den eneste (levende) person , inkl børn og eksmand, der nævnes ved navns nævnelse (mere vild og ekstrem privat er bogen heller ikke), jeg er ikke Lars Bukdahl, men "Lars Bukdahl" - hvis ikke jeg bare, tristere nok, er stand in for digteren selv (en ikke ulamindelig drømmelogik), som dermed skælder sig selv ud for ikke give sig hen til tangets "enkelhed der kradser og klør og klager i dit svælg", men hvis jeg faktisk er mig eller "mig" er digtet vel primært en drillende polemisk kommentar til min eller "min" måde at drive kritik på, et meta-kritisk digt snare end et privat-erotisk et, tristest nok. Pointen med anmeldelsens afslutning var så et gen-drilleri: digtene i bogen er IKKE kradsende, kløende, klagende tang, men, med det billede jeg bruger et par gange, snarere (typisk) ophvirvlet flødeskum, og så måske knitrende opvirvlet flødeskum (med lidt sølvpapir blandet !?i), mens "itu-poesi" spiller på 'knækprosa', som er den gamle. trælse ikke-form, bekendelser i 70'erne blev leveret via, det gør de heldigvis ikke længere.

Jeg synes, Tue gør bogen alt for privat for sig selv og dermed også for læserne (hvoraf 98 procent jo ikke kender eller er interesserede i alle de navne, der for fanden IKKE bliver nævnt;, mens visse af dem måske har hørt om "Lars Bukdahl"); for mit eget vedkommende havde jeg slet ikke svært ved at abstrahere fra de konkrete aktører (inkl. "Lars Bukdahl") jeg kender , fordi der jo lige præcis sker en kunstnerisk "ophvirvling" af det private stof, der ret umddelbart punkterer al eventuel nyfigenhed (igen igen, der er INGEN navne, på fx nye eller gamle eventuelt kendte flammer, det er et virkelig kedeligt litterært Se & Hør på den led ). Tue og jeg kender fx også Anne Marie Mai, som er lig med den Min elskede, man hører ret meget, også privat (og erotisk) om i Klaus Høecks tykke digtbøger, og det forstyrrer mig akkurat lige så lidt.
kh

Tue Andersen Nexø

Hej Lars,

Godt at få foldet din sidste sætning ud. Og jo, det er jo også et digt om kritik og smag og den slags, men så det er OGSÅ et digt om begær.

Mht. til det med den "kunstneriske ophvirvling", noget som også Kamilla Löfström var inde på i sin anmeldelse, så lyder det for mig som, du og hun siger: Der er private referencer i bogen - nogle af dem er det kun særligt vidende, som så indbefatter os, der kan se - men de er der kun for ikke at betyde noget. Hvis bogen er god, så kan vi være ligeglade med dem, også selvom de står og stritter os i ansigtet.

Den gode digtning overskrider det private, kort sagt. Men hvorfor er de der så, alle disse signaler om, at digtets jeg og forfatteren er sammenfaldende skikkelser, og at vi her hører om ting, der sker i forfatterens liv - og om mennesker, som er en del af samme liv?

En eller anden funktion spiller "privatsignalet" i digtet jo, udover at være sær for os, som kender Lone og Klaus og alle de andre? Jeg synes det er defensivt kun at pege på det for at afvise, at det skulle betyde noget.