Læsetid: 3 min.

Benghazi svinger mellem frygt og eufori

Efter at have løbet den ene regeringskontrollerede by over ende efter den anden synes oprørerne at have mistet momentum. Selvom de kontrollerer det meste af landet, er det stadig obersten i Tripoli, der sidder på det tunge skyts og penge til våben
Benghazi - Libyens næststørste by og oprørets arnested - svinger frem og tilbage mellem eufori og panik. I gaderne fejres befrielsen fra Gaddafis diktatur med parader og hævede Kalashnikov-rifler

Benghazi - Libyens næststørste by og oprørets arnested - svinger frem og tilbage mellem eufori og panik. I gaderne fejres befrielsen fra Gaddafis diktatur med parader og hævede Kalashnikov-rifler

3. marts 2011

Dagen begynder med ildevarslende meldinger. Gaddafi er gået til modangreb. Regeringstropper har genindtaget raffinaderibyen Brega. Flere meldes dræbt. En kolonne på 100 militærkøretøjer er på vej mod Ajdabiya kun to timers kørsel herfra. Er Benghazi det næste mål? Står Gaddafis styrker allerede ved byens porte? Rygterne svirrer.

Som ville de bekræfte vores bange anelser dukker en gruppe demonstranter op foran vores hotel. De svinger ikke oprørernes rød-grønne-sorte flag, men Gaddafis grønne revolutionsflag.

»Vi vil ikke have amerikanerne i vores land,« råber de med henvisning til, at oprørerne er begyndt at bede om udenlandsk hjælp. I sig selv endnu et dårligt tegn. Meget længere når de ikke i deres agiteren. Da en gruppe Gaddafimodstandere dukker op med den sorte-rød-grønne kongetrikolore, ruller de skyndsomt deres flag sammen og stikker af.

»Vi vil generobre Brega,« gjalder mængden på tyve-tredive mennesker. De har ingen våben til at sætte handling bag ordene, men det behøver de heller ikke. Brega er atter på oprørernes hænder, lyder meldingerne kort efter.

Benghazi - Libyens næststørste by og oprørets arnested - svinger frem og tilbage mellem eufori og panik. I gaderne fejres befrielsen fra Gaddafis diktatur med talrige parader, som kunne Tripoli falde hvert øjeblik. Men inden for i de nye magthaveres korridorer i et domhus langs havnefronten er man stadig mere bekymret.

Uvirkelig stemning

»Gaddafis regime er ikke slået endnu,« siger Mustafa Gheriani, en talsmand for oprørsbevægelsen. Gaddafi har stadig masser af våben og penge til at købe flere for. Midt under interviewet afbryder en ophidset mand os, og hvisker Gheriani i øret.

»Gaddafis bombefly angriber Ajdabiya i dette øjeblik,« siger han med dirrende stemme.

Hans slebne engelsk, tænksomme og melankolske øjne og venlige ansigt er ikke, hvad man forestiller sig ved en talsmænd for en væbnet oprørsgruppe. Indtil for to uger siden var Mustafa Gheriani administrerende direktør i et stort udenlandsk konstruktionsfirma.

I det hele taget må man konstant knibe sig selv i armen, når man går rundt i Benghazi for at minde sig selv om, at man befinder sig midt i en blodig borgerkrig.

Mange cafeer og butikker er åbne om aftenen for at friste til impulskøb eller dem, der skulle have brug for en ny håndtaske eller mobiltelefon. Vil man gå den frygtede invasion af Gaddafis lejede horder i møde i den nyeste mode, kan man også det. Adskillige tøjbutikker har slået dørene op.

»Man ser sgu flere våben på en israelsk busstation eller diskotek end her,« som en kollega tørt bemærker, mens han betragter udstillingsvinduerne. Som ville de modsige ham, rykker et optog pludselig ud fra en sidegade.

Anført af en firehjulstrækker med det obligatoriske maskingevær monteret på ladet går en gruppe på hundrede mennesker i procession gennem handelsgaden. Enkelte er i olivengrønne uniformsjakker med tørklæder vinklet om hovedet eller ansigtet.

Ligner fodboldfans

Men de fleste er iført jeans og træningsdragter. De ligner mere fodboldfans end nogle, der kan få Gaddafiklanen til at ligge søvnløs om natten.

Uden for et butiksvindue, der sælger kopier af Levis og Dieselcowboybukser, står en mand i læderjakke og tiljubler optoget. Han svinger med en sabel til musikken, der blæser ud af bilhøjtalerne. De fleste er unge mænd først i tyverne. Et par midaldrende soldater og politifolk følger med også med og slår huller i luften med knytnæverne. Enkelte knuger om Kalashnikov-rifler. En ung mand, der er knapt så heldig, stritter med sin dolk.

»Det er min omgang,« siger en ung mand med en håndbevægelse, da vi går ind på en cafébar. Han er iført sort hiphophue og har fipskæg. Så forlader han cafeen og vender tilbage med en pensioneret møbelfabrikant, han har stoppet på gaden, som kan oversætte for ham.

»Fortæl journalisterne fra Danmark, at der er voldsomme kampe i Misrata. Det er meget slemt. Gaddafi har forsøgt at genindtage den, men det er ikke lykkedes.«

Misrata er ligesom Zawija længere vestpå omringet af regeringsstyrker.

En kolonne bestående af fire Toyota Hilux, oprørsgruppernes foretrukne køretøj fra Darfur til Kandahar med maskingeværer på bagladene, cruiser forbi cafegæsterne. Fra taget og bagsmækken hænger militssoldater eller frivillige, som de foretrækker at kalde sig. De er klædt i camouflageuniformer og jeans. Enkelte har kasketter på, andre turbaner om hovedet. Nogen er arabiske libyere, andre sorte afrikanere.

Hvis det ikke var for flagene, ville de have svært ved at kende forskel på ven og fjende, hvis de stødte ind i de berygtede bander af lejesoldater på slagmarken.

Måske til almindelig beroligelse af borgere, der frygter at Gaddafifamiliens løfter om død og ødelæggelse i de oprørske provinser bliver til virkelighed, affyrer de indimellem en salve op i luften.

»Hvis han nogensinde kommer tilbage her til, bliver det slemt. Meget slemt,« siger møbelfabrikanten og ryster på hovedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gadaffi får formentlig diskret støtte fra andre diktaurer - Syrien,Saudi Arabien, Iran m fl bryder sig bestemt ikke om noget, der kan udvikle sig til et demokrati.

Ægypten og Tunis er iøvrigt stadig væk ikke demokratier - og når tiden går, så sker der nok ikke så meget mere på det punkt ( kan man frygte)..