Læsetid: 5 min.

'Vesten inddæmmer, bagvasker og infiltrerer os'

Beijings mistro over for omverdenen og landets ringe internationale omdømme blokerer for Kinas stormagtsdrømme. Hemmeligstemplede dokumenter viser, at kommunistpartiet vil lukke af for vestlig kritik og samtidig intensivere en kampagne for at forbedre landets anseelse
Kinas kommunistpartis centralkomité gør alt for at afvise kritik udefra og holde alt, der kan forstyrre  illusionen om en retfærdig nation, ude af kinesernes øjne og sind. Her stryger fire arbejdere et flag, der er blandt de 30.000, der skal pryde Beijings gader op til partiets 90- årsdag på fredag.

Kinas kommunistpartis centralkomité gør alt for at afvise kritik udefra og holde alt, der kan forstyrre illusionen om en retfærdig nation, ude af kinesernes øjne og sind. Her stryger fire arbejdere et flag, der er blandt de 30.000, der skal pryde Beijings gader op til partiets 90- årsdag på fredag.

David Gray

29. juni 2011

BEIJING – Den 5. marts i år stillede Kinas ministerpræsindet, Wen Jiabao, sig op bag talerstolen i Folkets Store Hal i Beijing og erklærede, at Kina vil arbejde for en »harmonisk verden«.

Til de næsten 3.000 parlamentsmedlemmer og til alle, der fulgte den direkte tv-transmission af talen kunne han fortælle om nationens voksende venskab, dialog og samarbejde med udlandet.

Det var et positivt verdenssyn, ministerpræsidenten præsenterede for offentligheden.

Men på selvsamme dag udsendte den højeste autoritet i landet; kommunistpartiets centralkomité, et hemmeligstemplet dokument, der afslører, at styret bag lukkede døre har en ganske anderledes og negativ opfattelse af verdens gang.

Forholdet til specielt Vesten er langtfra harmonisk, men derimod direkte fjendtligt, lyder det.

Indholdet i dokumentet peger på et kinesisk lederskab gennemsyret af en voksende belejringsmentalitet. Beijing ser sig selv angrebet af Vesten og som part i en propagandakamp mod indre og ydre fjender, hvor det i styrets optik er kommunistpartiets greb om magten, som står på spil.

Og i dokumentet fremlægger partiet samtidig sin version af international dialog: Luk af for udenlandsk indflydelse inden for rigets grænser, og intensivér propagandaindsatsen udadtil for at påvirke omverdenens syn på Kina.

Vestligt pres

»Fjendtlige kræfter inden og uden for Kina forsøger at presse os til ændringer. De forsøger med alle midler at begrænse vores udvikling, bagvaske vores gode ry, infiltrere vores ideologi og vores kultur. De forsøger at presse os til at acceptere vestlige værdier og et vestligt politisk system,« hedder det i dokumentet.

I et andet hemmeligstemplet dokument fra partiledelsen i Beijing vurderes det, at Kina er oppe mod kræfter, som »hele tiden bliver stærkere, mere professionelle, mere brutale, bedre organiseret og teknisk mere raffinerede«.

Og at overvinde disse kræfter »er nødvendigt for stabiliteten af partiets magtbase«.

»De ser Vesten som en virkelig trussel, og tager den trussel aldeles alvorligt,« siger Anne-Marie Brady fra New Zealands University of Canterbury, som er specialist i kinesisk propaganda og internationale relationer.

»Med sådanne dokumenter vil ledelsen fortælle systemet, at det fortsat skal være på vagt over for 'fjendtlige kræfter', som presser på for at det kinesiske styre skal falde.«

Beijings mistro over for Vesten, berettiget eller ej, har en negativ indflydelse på landets udenrigspolitik, mener Anne-Marie Brady:

»Det gør dem overforsigtige, fordi Beijing mangler tillid til omverdenen, har Kina reelt ingen internationale venner, men kun problemfyldte relationer,« siger hun.

Bo Zhiyue, professor fra National University of Singapore, mener dog, at der ikke nødvendigvis er tale om, at partitoppen anser truslen fra Vesten som reel – der kan i stedet meget vel være tale om en skræmmeteknik, der har til formål at skabe et stærkere sammenhold i partiet.

Ægte frygt?

»Systemet kan bruge den fælles fjende til at retfærdiggøre, at der er brug for mere kontrol med samfundet og en hårdere linje for at bekæmpe fjendens indflydelse,« siger han.

I går kunne Information afsløre, at det kinesiske styre ifølge hemmeligstemplede dokumenter fra højeste sted netop ønsker en hårdere linje med mere censur og kontrol med internettet og medier og øget overvågning af befolkningen. Men samtidig med at Beijing ser på Vesten med stor mistro, vil styret samtidig øge indsatsen for at neddæmpe den nervøsitet, som omverdenen modsat nærer overfor Kina.

Kontroller journalister

»Kina ser skabelsen af et positivt internationalt image som den sidste store forhindring på vejen mod stormagtsstatus,« siger David Bandurski, medieforsker fra Hong Kong University.

Det mål skal opfyldes gennem en tostrenget indsats, viser dokumenterne fra lederskabet: Et positivt syn på Kina skal udbredes gennem en omfattende kampagne, som kan modarbejde det, som Beijing opfatter som en vestlig hetz mod Kina. Og samtidig skal det forhindres, at kritiske stemmer og kritiske nyhedsrapporter finder vej til udenlandske mediers spalter.

Fra centralkomiteen hedder det:

»Kontrollen med udenlandske journalister (som arbejder i Kina, red.) skal styrkes«. »Den kontrol skal først og fremmest forhindre, at udenlandske journalister får mulighed for at rapportere om sager, som kan påvirke udlandets syn på Kina negativt,« siger Jean-Philippe Béja fra Centre for International Studies and Research i Paris.

»Men lige så vigtigt er det, at Beijing er nervøs for, at den kritiske dækning af Kina uden for landets grænser finder vej tilbage til Kina via internettet og får en negativ indflydelse på kinesernes syn på partiet.«

Bekæmp kritik

Siden ordren om øget kontrol blev givet fra det kinesiske lederskab, har myndighederne i stort omfang indskrænket udenlandske journalisters arbejdsvilkår. Journalister er blevet overvåget, forhindret i at gennemføre interview, truet og i enkelte tilfælde fysisk overfaldet af myndighederne.

Dokumenterne fra ledelsen viser samtidig, at der skal gøres en aktiv indsats for at forhindre, at styrets 'fjender' får taletid i udenlandske medier.

»Vi skal reducere den magt, som tilhængere af tibetansk selvstændighed og separatistkræfter i Xinjiang nyder i den internationale offentlige opinion,« hedder det.

De kritiske stemmer og nyhedsrapporter skal i stedet erstattes af Beijings egen propaganda.

I dokumenterne hedder det, at Kina skal »blive meget bedre til at benytte propaganda i udenrigspolitikken,« og udlandets »meninger om Kina skal påvirkes og guides for at skabe en mere venligsindet opinion internationalt«.

Det image, som Kina ønsker at sælge, er et land præget af en »fredfyldt udvikling, demokratiske fremskridt og åbning over for omverdenen«.

Samtidig skal der skrues op for »et forsvar af menneskerettighedssituationen« i Kina.

»Et af Kinas mål inden for de seneste år har været at udvide sin indflydelse på den offentlige opinion globalt,« siger David Bandurski.

Det skal ske med en international ekspansion af Kinas statsstyrede medier og er bl.a. motiveret af Beijings »bitterhed over det, der opfattes, som de vestlige mediers dominans inden for den internationale dagsorden,« siger medieforskeren.

»Men indtil videre har denne kampagne været vanskeliggjort af informationskontrol og en national mediekultur, der har som fokus at fremstille et image og fakta som tjener snævre politiske interesser.«

Vis human autoritet

For Yan Xuetong, en indflydelsesrig professor i politiske cirkler i Kina og leder af Beijings Tsinghua Universitets institut for internationale studier, har det overordentlig stor betydning for Kinas fremtidige magt på den internationale scene, at Kinas image forbedres drastisk.

»Kina skal konkurrere med USA om venskab med resten af verdens nationer. Hvis vi ikke har flere venner end USA, så vil vi aldrig blive i stand til at tilbyde et bedre internationalt lederskab end netop USA,« siger han.

»Mange folk siger, at de ikke bryder sig om USA's hegemoniske lederskab, men de er samtidig af den opfattelse, at Kina vil være et dårligere alternativ. Kina skal vise, at vi vil være bedre. Og det kan ikke kun ske gennem propaganda, vi skal også på praktisk vis fremvise vores humane autoritet.«

Kilderne der optræder i denne artikel har ikke set omtalte dokumenter/filer, men har fået indholdet refereret af Informations journalist.

Serie

Hvorhen Kina?

Udlandet forsøger at analysere sig frem til, hvad der sker bag det kinesiske styres lukkede døre, men gennem lækkede hemmeligstemplede dokumenter fra det øverste lederskab har Information nu fået et yderst sjældent blik bag kommunistpartiets facade.

I hvilken retning bevæger Kina sig politisk? Hvordan ser Beijing i virkeligheden på Vesten? Hvad er kommunistpartiets største frygt? I en artikelserie afslører Information de hemmeligheder, som Beijing forsøger at holde skjult for offentligheden.

Seneste artikler

  • Intern splid kan true partiets magt

    2. juli 2011
    Mens Kinas kommunistparti bruger sin store fødselsdag til at præsentere et forenet lederskab, viser hemmeligstemplede dokumenter, at Kinas ledere frygter, at rygter om intern splid vil påvirke befolkningen
  • Kinas ledelse vil vende internettet til egen fordel

    30. juni 2011
    Trods forsikringer om, at censur på nettet udelukkende retter sig mod porno og kriminalitet, viser lækkede dokumenter fra partitoppen, at den 'største opgave' er at slå ned på 'politisk farlige informationer', og at celler skal infiltrere nettet for at manipulere den offentlige mening
  • Journalistforbund øger presset på Kina

    29. juni 2011
    Kinas kommunistparti vil nu stramme grebet om udenlandske journalisters virke i landet, viser hemmeligstemplede dokumenter. Forstemmende, mener journalistforbund, der vil forsøge at øge presset på styrets pressecensur
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Hertil kan så tilføjes at, dem der racistisk mener at kinesisk kultur ikke kan forenes med demokrati, jo blot kan se på Taiwan. Her skifter opposition og regering jævnligt plads.

Heinrich R. Jørgensen

Den kinesiske politiske ledelse er tydeligvis yderst kompetent, og har formuleret en gennemtænkt, langsigtet strategi, der er i nøje overensstemmelse med deres analyse, deres selvforstålse og empiri. En rationel og effektiv tilgang.

Per Erik Rønne

@Heinrich R.Jørgensen,

Ja, men deres selvforståelse indebærer ikke demokrati. Men derimod ord som teknokrati og meritokrati.

Plebs skal tydeligvis ikke have indflydelse på landets fremtid.

Karsten Aaen

Og? What else is new? Intet!

Sådan har det jo været i Kina siden 1979/1980, hvor man i Kina gik bort fra socialismen og indførte de tiltag som har fået skabt et stats-kapitalistisk system, hvor staten bestemmer stort set alt politisk, mens den økonomiske basis er kapitalisme - mest profit for pengene. I Danmark kaldes dette noget for noget - eller hvordan får vi mæst for a peng? Også kaldet jysk kræmmer mentalitet.

Og man skal ikke regne med at befolkningen i Kina (eller i DK) gør oprør så længe de har det godt, dvs. der er mad og arbejde nok til alle. Mht. det sidste her, så har jeg længe haft en mistanke om, at der var noget galt med de høje kinesiske vækst-rater på 8%-11% om året. Og det viser sig da også ved nærmere øjensyn, at de vækst-rater stort set (også) handler om at man bygger og bygger og bygger - og bygger - boliger som ingen bor i.

Mit meget kvalificerede gæt er at Kina går fallit om 5-10 år, eller kommer ud i en meget slem økonomisk krise, der er ligeså slem som (eller værre) end den krise, Japan var ude for i 1990erne. Jeg er så gammel, så jeg kan huske, hvordan alle i 1980erne roste Japan for dette eller hint; erhvervslivet mente at vi alle skulle gøre som Japan. Lidet anede vi, at Japan var en kolos på lerføddder - den faldt sammen i løbet af 1990erne....

Og parallellen til kina ligger lige for...

Per Erik Rønne

@Karsten Aaen,

Der er skam også mange amerikanske nationaløkonomer der mener, at Kina om få år står over for alvorlige, økonomiske problemer.

Kina har for mange byggekraner og for få indkøbsvogne ... en løsning for Kina er at kineserne bruger flere penge på forbrug og mindre på opsparing. Men i et kommunistisk styret samfund uden offentlige pensioner, uden arbejdsløshedsunderstøttelse og hvor forældrene helst selv skal betale for børnenes skolegang, på dyre privatskoler med flotte skoleuniformer, er det jo begrænset hvad der er tilbage til almindeligt forbrug, når der også skal lægges til side til dårligere tider.

Heinrich R. Jørgensen

Præcis, Per.

Hvorfor skulle kineserne vælge demokrati som model? Demokrati er ofte i direkte modsætning til meritokrati og teknokrati. Demokrati er ofte i et modsætningsforhold til den klare analyse, den langsigtede strategi, fællesskabets tarv fremfor individets, at nødvendige (men upopulære) politiker kan formuleres, besluttes og gennemføres. Demokrati er ofte eksponent for overfladiskhed, populisme, kortsigtethed, ansvarsforflygtelse, symbolpolitik og andre.former for uansvarlighed og dumhed.

Vestligt "demokrati" har endnu til gode at finde en form, hvor oplyste borgere træffer kvalificerede, ansvarlige og langsigtede valg i åbenhed, og uden at pleje andre end fællesskabets interesser.

Niklas Monrad

Abrahams Lincons vise ord vækker genklang i denne sammenhæng

"You can fool some of the people all of the time, and all of the people some of the time, but you can not fool all of the people all of the time."

Niklas Monrad

Det kan i øvrigt stærk anbefales at læse Henry Kissingers seneste bog "On China". Den giver et glimrende billede på kinesisk strategisk tankegang.

Den demonstrerer også på tydeligste vis, hvordan det kinesiske styre i historisk perspektiv har set sin befolkning som et redskab for et centralstyre og ikke omvendt.

Hvis vi skal påpege EN fundamental kulturel forskel, som gør tillid mellem Vesten og Kina til et uoverstigeligt problem, så er det denne forskel i verdenssyn.

Nic Pedersen

Tja, Niklas, hvis vi skal citere amerikanske præsidenter, så kan vi også tage nummer to i rækken:

""Democracy never lasts long. It soon wastes, exhausts and murders itself. There was never a democracy that did not commit suicide."
— John Adams

Peer Møller Christensen

Bandurski føler sig misbrugt af Information.

Hjemmesiden "China Digital Times", som drives af eksilkinesiske
studerende bosiddende i USA, har bemærket den engelske udgave af den
første artikel i Informations artikelserie om lækkede hemmelige
kinesiske dokumenter, som er forfattet af Martin Gøttske. Udover at
placere et link og et kort uddrag af artiklen på deres hjemmeside, har
folkene på China Digital Times henvendt sig til David Bandurski fra
China Media Project på Hongkong Universitet. Bandurski bruges i
artikelserien som referenceperson. China Digital Times har henvendt sig
til Bandurski over Twitter, og CDT's og Bandurski's kommentarer
refereres som følger:

"Update: On Twitter, Bandurski claims that the article misrepresented
his views, and that he was never actually shown the documents in
question.
[They] Shared paraphrases with me which I said sounded completely
run-of-the-mill, so they’ve overplayed …
Danish report totally out of context. David Bandurski doesn’t “believe
they can be seen” as anything. I didn’t comment on THESE reports.
On Dan. rep. I was asked to comment on such reports on censorship
generally, without knowing what the reporter had in hand. I stressed
that.
Fond of all you journos, but a certain misleading Danish report might
have me taping my own interviews from now on.
Kommentarerne findes på hjemmesiden :
http://chinadigitaltimes.net/2011/06/a-party-that-smiles-to-the-world-bu...

Jeg mener, at Informations læsere har krav på at høre nærmere om hvordan
man på Informations redaktion forholder sig til Bandurski's reaktion,
som vel må opfattes som temmelig kraftig. Det kunne måske også være en
ide, om man ,som man gjorde det med Wikileaks dokumenterne, lagde
dokumenterne ud på Information's hjemmeside - for hvem uden for
Politbureauets Stående Udvalg har egentlig set dem, udover Martin
Gøttske ?

Peer Møller Christensen.

Martin Gøttske

Kære Peer Møller Christensen

Det er rigtigt, at David Bandurski har udvist utilfredshed over den måde, han er blevet citeret på. Jeg har været i kontakt med ham efterfølgende.

Bandurski føler ikke, det var gjort tilstrækkeligt tydeligt, at han ikke havde set dokumenterne. I artiklen skrev jeg, at ”Information har også præsenteret dele af indholdet overfor David Bandurski” – den formulering gjorde det ifølge Bandurski ikke klart nok, at han ikke har set dokumenterne med egne øjne. Derfor har vi efter artiklen oplyst: ”Kilderne der optræder i denne artikel har ikke set omtalte dokumenter/filer, men har fået indholdet refereret af Informations journalist.” Denne præcision bringes i printudgaven af Information torsdag 30. juni.

Bandurski kritik går videre på, at han ikke kommenterede på de specifikke dokumenter, men derimod talte om censur generelt. Da jeg interviewede ham, sagde jeg dog tydeligt, at interviewet drejede sig om disse dokumenter, og jeg ønskede at spørge om hans mening til deres indhold.

Citaterne i ovenstående artikel er godkendt af Bandurski skriftligt.

Af sikkerhedshensyn kan dokumenterne ikke blive lagt ud på Informations hjemmeside. Det drejer sig både om kildens og min sikkerhed.

Bedste hilsner

Martin

Kristian Hasselbalch

Goumindang har altså styret Taiwan med ret hård hånd i mange år inden det blev mere demokratisk, som det er idag.

Derudover så har kineserne og KKP meget længe retorisk benyttet "ydmygelsens århundrede" i deres forsøg på at opbygge en kinesisk identitet fremfor kommunistisk identitet, som var dominerende i 70erne. Med åbningen overfor udenlandske investeringer i løbet af 80erne blev den kommunistiske ideologi tildels udvandet, og derfor begyndte KKP at sammenflette deres identitet med mere nationalisme. I den forbindelse var det nærliggende at fremhævde tiden under/efter Manchu dynastiets fald, hvor en række lande havde koncessionsområder i Kina.

Niklas Monrad

@ Kristian,

Man må ikke glemme at disse ydmygelser var et resultat af den over-menneske mentalitet der herskede i Kina, hvor man anså landet for at være verdens centrum, og alle andre folkeslag var barbarer, som ikke have anden plads end at vise ærbødighed overfor landets herskere.

I det verdenssyn, kunne ingen andre lære Kina nogetsomhelst men burde prise sig lykkelige over at måtte tilbyde landet gaver. Kinas ledere anså sig selv som ufejlbarlige.

Det er forestillinger som disse, der igen er ved at få taget i den Kinesiske neo-nationalisme. Så kan vi jo hver især afgøre med os selv, om det er en positiv udvikling eller ej.

Kristian Hasselbalch

Niklas;

Det er rigtigt nok, at den mentalitet herskede under manchu.Jeg mener dog at meget af den indstilling forsvandt i løbet af de kaotiske 1920 & 1930erne, og det er en helt anden form idag. Jeg mente blot, at for KKP er det godt argument at fodre neo-nationalismen i forsøg på at legitimere deres styre. At en meget stærkere nationalisme i Kina kan være bekymrende er jeg ikke uenig i.
Jeg har måske bare lidt den holdning, at folk til tider gør kineserne meget værre end de er. Den amerikanske forsker Randal Perenboom har i sin bog China Modernizes en række tanker som jeg synes er interessante at have med.

Niklas Monrad

Kristian,

Jeg mener ikke at vi gør det kinesiske regime værre end det er.

Tværtimod, mener jeg, at der er alt for mange, der er villige til at se igennem fingre med styrets hensysløse tilgang til sin befolkning, tankekontrol og resource imperialisme.

Nogle gør det i ren og skær uvidenhed og fordi de ganske enkelt ikke er istand til at gennemskue de negative globale konsekvenser på langt sigt, mens andre gør det fordi de politisk set er parate til at sympatisere med hvilket somhelst autoritært styre, der påberåber sig at bære socialismens banner eller blot stiller sig i opposition til Vesten (så længe de ikke selv behøver at leve under disse styrer, naturligvis).

Kristian Hasselbalch

Niklas,

Jeg er fuldstændig enig i dine antagelser. Grunden til at jeg skriver, som jeg gør er, at Kina er en meget kompleks størrelse, og hvis man gider dyrke deres nyere historie kan man forstå mange af de mønstre, som ligger bagved deres handlinger. Dermed har man et bedre grundlag at forstå dem.
Dette aspekt synes jeg ofte mangler.

Jeg kan klart anbefale Perenbooms bog, idet den har mange af de pointer med som der diskuteres i denne sag. Men jeg tror egentlig vi er enige langt hen ad vejen.

Mattias Gori Olesen

Når jeg læser dette kommer jeg sådan til at tænke på et fænomen man nok kan kalde "det nervøse autokrati".

"Det er en fejl at tro at autokrati, som politisk system, ikke har en umiddelbar international appel. Autokratier har jo formået at udkonkurrere demokratier på mange områder, især mht. økonomi, men i disse tider også klima og miljø. Men alligevel tør hverken Kina eller Rusland tro på. Gang på gang, og det nye læk er et godt eksempel, hører vi autokratiske ledere fremhæve demokrati, åbenhed og frihed som karakteristisk for deres system, samtidig med at de i praksis modarbejder det selv samme, og endda med stor reel succes for samfundet i mange henseende. Og problemet er at hvis autokraterne siger noget og gør noget andet, avles mistilliden både blandt deres egen befolkningen og det internationale system. Det truer autokratiets eksistensvilkår.

Således graver autokratiet, som et hyklerisk system, sin egen grav. "De nervøse autokratiers" værste fjende er og bliver dem selv. Hvis autokraterne reelt ønsker at beholde deres velfungerende system, må de mande sig op og stå ved det de gør - ellers truer demokratiet." (Kilde/blog-indlæg: http://dl.dropbox.com/u/241668/Det%20nerv%C3%B8se%20autokrati.html )

Bare lige en tanke.

Hvorfor skal man forstå Kina?
Er det for bedre at kunne bekæmpe dem?
Eller måske for bedre at kunne se gennem fingre med "adfærden" ?
Eller er det for at kunne skrive bedre debatindlæg?