Tumperne må redde verden - når nu de kloge ikke vil
FRIE ORD
"Jeg vil minde om Majakovskij, er der nogen der har kunnet bruge latteren, så var det ham. Derfor blev han tilintetgjort af stalinismen, fordi han talte i en tonart, der gik i dybden og nedbrød alt hykleri. Jeg minder jer også om Mao, der kraftigt opfordrer til sarkasme og det groteske som middel til at nedbryde afstumpede traditionsformer... Satirens ophør, det er den første alarmklokke der ringer for et virkeligt demokrati, der sagde Majakovskij, og han vidste hvad han talte om... Jeg siger jer, hvis man mener at man kan lave revolution, når man altid og kun er sammenbidt, og udelukker latteren og det groteske - det tror jeg ikke på. Hvis vi vil være oplysningsfolk og samtidig underkender betydningen af at få folk til at le ad det der både rummer bitterhed og befrielse, så er vi slet ikke marxister..."
SKRIVENDE STUND (torsdag eftermiddag) opviser Folketinget en debat i strid med naturlovene. Det sidder faktisk med et tilbageholdt åndedræt, som burde have slået alle medlemmer med stumhed, alligevel går snakken med febrilsk iver. Folketinget venter nemlig på far. Poul, hedder han. Når han om et ukendt antal timer kommer om ikke hjem, så dog op på talerstolen, udløses spændingen. De øvrige 178 medlemmer får først da at vide, om de skal smides ud i valgkamp eller får lov at blive hjemme - i hvert fald et par dage endnu. Læseren er i morgen, når dette læses, bekendt med farmands besked, som undertegnede endnu ikke kender, så i stedet spoles her tilbage til tirsdag morgen:
"Her er Radioavisen. Det er tirsdag den 7. oktober. Godmorgen. Statens Seruminstitut frygter, at brugen af vækstfremmere i svineproduktionen fører til, at antibiotika til mennesker helt mister deres virkning (...) Grundvandet er forurenet med langt flere sprøjtemidler end man hidtil har troet og i langt større mængder."
Se, hvilken morgenstund! Solen er rød og rund. Nina er gået i bad - og vandet er forurenet. Nu kommer Nina ud, nøgen, med snavset hud.
Vækstfremmerne tager en af lederne i dagens avis sig kærligt af. Om grundvandet skrev Ritzaus Bureau senere på tirsdagen:
"Forureningen af drikkevandet er så alvorlig, at rensning af drikkevandet ikke kan undgås fremover. Det erkender vandværkerne. Men det sker med beklagelse, da det er den udbredte holdning i Danmark, at rent drikkevand skal sikres ved at forhindre forurening og ikke med efterfølgende rensning.
I dag renser kun et par danske vandværker deres vand. Om få år skønnes over 60 store danske vandforsyninger at være tvunget til drikkevandsrensning.
Nye tal fra amterne samlet af Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) viser, at 15 pct. af landets grundvandsboringer er forurenet over de tilladte grænseværdier med BAM, der er et nedbrydningsprodukt fra sprøjtemidler. Undersøgelserne har desuden afsløret 35 forskellige stoffer i drikkevandet - heraf 24 i mængder over grænseværdierne for drikkevand.
'Tallene overrasker os ikke, og jeg regner med, at de vil være endnu større næste år. Vi har hele tiden sagt, at vi hidtil kun har set toppen af isbjerget. En stor del af stofferne er endnu ikke nået at sive ned i de dybere lag, hvor vi henter drikkevandet fra,' siger direktør Anders Bækgaard fra Danske Vandværkers Forening. Foreningens medlemmer repræsenterer 75 pct. af drikkevandet i Danmark.
De nye vandanalyser viser, at hele 38 pct. af det såkaldt "unge vand" fra 0 til 10 meters dybde er forurenet. Denne forurening vil med tiden i større eller mindre grad sive ned til drikkevandslagene.
'På den baggrund er der ingen tvivl om, at vi fremover nogle steder landet over bliver tvunget til at acceptere rensning af drikkevandet. Det må dog kun ske som en midlertidig løsning, indtil de forebyggende foranstaltninger, som vi forsøger at få gennemført i disse år, for alvor virker. På længere sigt er rensning en forkert løsning på et miljøproblem,' siger Anders Bækgaard.
I en rapport om grundvandsforureningen, som er lavet på bestilling af Miljøstyrelsen, skønnes antallet af vandforsyninger, der må rense vandet om nogle år, at blive på 63 store vandforsyninger mod to-tre stykker i dag.
'Det er mange i forhold til nu, men trods alt kun et par procent i forhold til de anslået 3100 vandforsyninger, der fortsat skønnes at eksistere om nogle år,' siger Anders Bækgaard fra Danske Vandværkers Forening.
Foreningen satser på, at der med afsæt i det igangværende arbejde i regeringens drikkevandsudvalg bliver gennemført en række lovændringer, der for alvor kan forbedre drikkevandet på længere sigt.
Det drejer sig bl.a. om muligheder for at forhindre landmænd i at sprøjte på vigtige drikkevandsområder, hurtigere oprydning af giftdepoter, hurtigere revurdering af godkendte pesticider, større kontrol samt stop for brug af sprøjtemidler i private haver og på offentlige arealer.
Forureningen af drikkevandet i Aalborg fører nu til, at fire boringer bliver lukket for evigt i landsbyen Visse syd for Aalborg, oplyser Nordjyllands Radio. Den nordjyske hovedstad fik en fjerdedel af sit drikkevand fra boringer ved Visse - indtil coli-forureningen for nylig.
De fire boringer er gamle og bliver lukket for evigt. Kommunen overvejer, om fire andre boringer i Visse også skal lukkes. To af boringerne er forurenede.
Hvis forureningen skyldes nedsivning, vil boringer først komme i brug igen, når forureningskilden er fundet og stoppet."
TIRSDAG morgen blev en brat opvågnen ovenpå en vidunderlig weekend på Kolding Højskole under fanfaren: Skal tumperne redde verden - når de kloge nu ikke vil? Har de kloge i Folketinget virkelig ført landet så langt ud, som Radioavisen vækkede en med? Er tumperne blevet så nødvendige? Små hundrede af dem var samlet i Kolding, men de er jo netop så tumpede, at de ikke danner parti. Hvordan deltager dé i en valgkamp, hvad enten landsfaderen udskriver valg om et par timer eller lidt senere?
I dette øjeblik - stadig i skrivende stund - ringer redaktionssekretariatet og rykker for nogle frie ord. Som undtagelsesvis ikke skal oplives af en tegning af Per Marquard Otzen, for han skal tegne til en noget større begivenhed: Dario Fo har fået nobelprisen.
Jeg snapper efter vejret. Hvilken lykke: Nobelprisen til en tumpe!
Måske går verden alligevel ikke under i De frie Markedskræfter Inc., som Jan Stage skrev om i lørdags. "I ti år har jeg været borgerskabets nar, og borgerskabet har nydt at jeg har spyttet det i ansigtet," sagde Dario Fo for tre årtier siden. "Nu vil jeg være folkets nar," føjede han til. Et løfte, der er blevet holdt, også i de femten forbandede år siden begyndelsen af firserne, da så mange andre erklærede marxister pludselig fik travlt med "deres 'nye, franske filosoffer' eller universets uendelighed," for stadig at citere Jan Stage.
Humor, skønhed, natur og langsommelighed blev tumpernes økologiske løsen i Kolding. Vindmøller er ikke i sig selv nogen økologisk gevinst, hvad biolog Jan Grüwier Larsen og fhv. fisker Kurt B. Christensen, begge fra Landsforeningen Levende Hav, på smukkeste vis gør rede for i deres røde indlæg på opinionssiderne i dagens avis - imod en grøn repræsentant fra WWF Verdensnaturfonden.
EN GLÆDE kommer sjældent alene. Den næste hedder Bengt-Åke Lundvall.
I midten af halvfjerdserne fik jeg kontakt med samfundsøkonomen Bengt-Åke Lundvall som lige var ankommet til Aalborg Universitet fra Sverige. I tre store artikler her i bladet viste han ved hjælp af grundig empiri, at konkurrenceevne ikke kun bestemmes af det relative lønniveau og han kritiserede Det økonomiske Råd ('vismændene') for at være ude på ideologisk skråplan, når man derfra hævdede, at en lavere lønstigning automatisk ville skabe flere jobs. I midten af firserne kritiserede han de såkaldte 'perspektivplaner', som blev produceret i Finansministeriet, fordi de kloge økonomer hævdede, at der ville være mangel på arbejdskraft i slutningen af firserne! (Det gjorde de kloge virkelig dengang. Men da slutningen af firserne indtraf, nærmede antallet af danskere på overførselsindkomst i den arbejdsduelig alder sig den hele million mennesker).
Lundvall lavede nogle alternative fremskrivninger for Miljøministeriet, som endte med at han forudså en arbejdsløshed på ca 300.000 omkring år 1990.
Det har været mere stille om Lundvall i medierne de seneste tiår - måske bl.a. fordi han opholdt sig tre år i Paris som vicedirektør i et OECD-direktorat om videnskab, teknologi og industri. Han er pt. professor i Aalborg og leder af et stort projekt om 'det danske innovationssystem' (et begreb som han har været med til at introducere i internationale kredse) og i et delprojekt om den såkaldte 'fleksible virksomhed' (Læs bl.a.:Den fleksible virksomhed - omstillingspres og fornyelse i dansk erhvervsliv, udgivet i år af Erhvervsfremmestyrelsen) har han og hans kollegaer i Aalborg skabt det analytiske grundlag for det store LOK-projekt om Ledelse, Organisation og Kompetence, hvor Erhvervsministeriet, Arbejdsministeriet, Undervisningsministeriet og Forskningsministeriet vil bruge 250 millioner kroner til at fremme fornyelsen af organisationerne og de menneskelige ressourcer. Omtalt her i bladet i tirsdags under overskriften: Regeringen:Hierarki er gammeldags.
I projektet har han samtidig beskrevet en mekanisme som giver en mere tilfredstillende forklaring på, hvordan afregulering, globalisering og teknisk fornyelse i et samspil fører til en polarisering på arbejdsmarkedet. Han viser, at det er dé danske virksomheder som oplever en skærpet konkurrence der især gennemfører teknisk og organisatorisk fornyelse, men at det også især er disse virksomheder, der skærper kravene til arbejdskraftens kvalifikationer. Lundvall konkluderer her og andetsteds, at der er brug for en 'New New Deal' som sætter fokus på en mere ligelig fordeling af evnen at lære.
I sin tiltrædelsesforelæsning fra 1995 (The social dimension of the learning economy - internet-freaks kan downloade den via home-page adressen: http://www.business.auc.dk/druid/druid-attach/wp1996.html) beskriver han nogle af de grundliggende modsætningerne i en ny type af økonomi - the learning economy. På den ene side er økonomisk success for individer, virksomheder, regioner og lande mere og mere afhængig af evnen til at lære - hvilket afspejler, at forandringstempoet bliver skruet op som resultat af afregulering, globalisering og teknisk innovation. På den anden side fører det opskruede tempo til social polarisering og finanskapitalens voksende dominans truer selve grundvolden for læring. Læring er, ifølge Lundvall, en process som forudssætter en vis social sammenhængskraft i samfundet. Hvis ikke hovedparten af borgerne har tillid til hinanden og til samfundet kan man ikke lære ret meget.
Lundvalls vurdering af fremtiden er både pessimistisk og optimistisk. Den ubønhørlige globale konkurrence kan slå meget i stykker både for individer og samfund og den resulterer i forsøg på at undergrave sociale standarder og miljøkrav (thatcherisme). Samtidig ser det ud til at de mere avancerede virksomheder har indset, at denne form for konkurrencestrategi ikke virker på lang sigt. Rapporten om den fleksible virksomhed viser f.eks., at danske virksomheder i dag i voksende omfang delegerer ansvar til de ansatte, investerer i deres uddannelse og tager dem med på råd i hverdagen. Det afspejler, at det er i ledelsens interesse at bygge organisationer, som kan svare på den skærpede konkurrence med en bedre kapacitet til at lære. Det kræver mere samarbejde både internt og eksternt. På samfundsplan ser Lundvall socialdemokratiernes come back i Europa (og delvist i USA med Clinton) som et udtryk for at thatcherismens grænser er blevet erkendt også i befolkningen.
Lundvall gør opmærksom på, er at den traditionelle økonomiske teori har store vanskeligheder med at fange både dynamikken omkring den læringsbaserede økonomi og den økologiske udfordring og han ser et stort potentiale i at koble de to som et led i at skabe en ny og mere adækvat økonomisk teori. Problemet er ifølge Lundvall at den klassiske og neoklassiske økonomi er specielt udformet for at analysere allokering af knappe men fornybare ressourcer. Viden er ikke en knap ressource i traditionel forstand, fordi man får mere af den, når man bruger den - den er heller ikke let at købe og sælge på et marked. På den anden side repræsenterer den økologiske udfordring en absolut knaphed som heller ikke trives i økonomiske standardmodeller. Lundvall mener at det økologiske problem i høj grad må løses gennem en konsekvent satsning på innovation og vidensopbygning. Den militærindustrielle satsningen har vist hvordan man kan fremelske nye teknologier og nye måder at organisere sig på gennem ambitiøse offentlige satsninger - noget lignende må til på miljø og energiområdet.
Hans analyse giver håb om, at noget positivt er på vej som modreaktion og som udtryk for systemets selvbevarelsesdrift i en tilsyneladende stadig mere rå og upoleret kapitalisme.
