I januar 1939 er Adolf Hitler aktivt i gang med at forberede krigen. Han er rasende, for han har netop læst et fortroligt notat, som Reichsbank-præsident Hjalmar Schacht har udarbejdet til ham. Tonen i notatet er foruroligende.
Det Tredje Rige er, forklarer Schacht, på randen af statsbankerot:
"Rigsbanken har hverken flere reserver eller mere udenlandsk valuta tilbage. (...) De reserver, der blev opbygget efter anneksionen af Østrig og appellen om udenlandske værdier og indenlandske guldmønter, er udtømt. Statens finanser nærmer sig et sammenbrud," skriver han.
Med andre ord er statskassen tom i det Tyskland, som nogle måneder senere skal indlede sine militære angreb på Polen, Tjekkoslovakiet, Belgien og Frankrig.
Hitler ved, at guld er selve nerven i moderne krig. Hvis man har guld, kan man købe de strategiske råstoffer, som er nødvendige for de væbnede styrker, og helt fra krigens begyndelse organiserer nazisterne derfor en systematisk plyndring. Værnemagtens lynsejre i juni 1940 markerer indledningen på en pengejagt uden sidestykke.
I alle de besatte lande deltager folk fra Reichsbank, SS, udenrigsministeriet og diverse andre ministerier i tyveriet af guldbarrer, mønter, smykker og beholdninger af udenlandsk valuta. Det praktiske redskab for dette gangstervæsen er en række mobile enheder, de såkaldte Devisenschutzkommandos (kommandoer til beskyttelse af valuta), hvis beføjelser er uden grænser.
De endevender sparekasser, private banker og deres filialer, de indsamler guld hos guldsmede og juvelerer, støvsuger det sorte marked, beslaglægger private værdier og tømmer nogle bankkunders konti.
Resultatet står mål med nazisternes forhåbninger: Alene i november-december 1940 indbringer kommandoernes indsats i Belgien et beløb svarende til fem milliarder kr. samt 285 millioner kr. i udenlandsk valuta.
Søgelyset mod Belgien
Bagsiden af denne effektivitet er, at det belgiske territorium hurtigt holder op med at være attraktivt. Redningen kommer i første omgang fra Holland - her bemægtiger nazisterne sig 100 ton guld i nationalbanken, mens kommandoerne beslaglægger værdier for tilsammen 6,1 milliarder kr.
Hovedparten af denne formue går til betaling af leverancer af olie, stål, tungsten og wolfram fra neutrale lande.
Men de hollandske kilder tørrer også ud, og nazisterne retter nu søgelyset mod den belgiske nationalbanks guldbeholdning, der er bragt i sikkerhed i udlandet. Den 26. juni 1940 - fire uger efter den belgiske hærs kapitulation - anmoder kong Leopold III, der er værnemagtens fange, høfligt der Führer om at hente det belgiske guld, som skal være skjult i nærheden af Bordeaux.
Tyskerne forhører sig hos de franske myndigheder i Vichy. De opremser i deres svar omhyggeligt de forskellige guldreserver, der er deponeret i Banque de France: 4.944 kasser, indeholdende 221,73 ton guld fra den belgiske nationalbank, og 1.208 kasser med 57 ton guld fra Polen samt 10 ton fra Luxembourg, Letland, Litauen, Norge og Tjekkoslovakiet. Alt dette guld er betroet den franske nationalbank, fordi det formodes at være i sikkerhed dér.
Vichy præciserer imidlertid, at det ikke længere befinder sig i Bordeaux, men på det afrikanske kontinent. Den 18. juni 1940 - samme dag som de Gaulle udsendte sin appel til det frie Frankrig fra London, og 24 timer efter at marskal Pétain bad Det Tredje Rige om våbenhvile - afsejlede en flåde af "guldskibe", der leder tanken hen på de spanske galioners' tid.
De medførte 288,73 ton guld. Målet er USA, men de britiske skibe, der skulle eskortere dem over Atlanten, mødte ikke op til den aftalte tid. Derfor blev kursen sat mod Senegal, langt fra Hitler og de europæiske slagmarker.
Vichy tilbyderhjælp
Vichy-regeringen vil gerne tro, at et frivilligt samarbejde med Det Tredje Rige gavner Frankrig. På eget initiativ foreslår den Berlin at hjælp med at få guldet tilbage til Europa. Senegal er trods alt en franske koloni.
Det tyske svar er som et slag i ansigtet: Den 12. september 1940 snerrer Johannes Hemmen, chefen for den tyske delegation, der arbejder på at få det belgiske guld tilbage, til direktøren for Banque de France, Bréat de Boisanger:
"I Belgien er det os, der bestemmer. Vi har altså alle rettigheder til den belgiske nationalbank, og som kunde anmoder jeg Dem om at bringe vort guld i sikkerhed. Jeg beder Dem om at lade det transportere til Belgien, eller i det mindste til Paris."
Dette krav strider mod folkeretten - men den gælder ikke mere. Tyskerne har allerede bemægtiget sig både Østrigs guld og det, der var i fristaden Danzig.
Med hensyn til det belgiske guld har nazisterne dog i sinde at overholde formalia: De indkalder til en konference den 10. oktober 1940 i Wiesbaden. Den belgiske nationalbankdirektør Janssen bliver væk; officielt er han ramt af "pludselig sygdom". I hans sted kommer den tyske kommissær von Becker. Han medbringer et (forfalsket) budskab fra Janssen, som beder om at få guldet hjem til Belgien.
Belgisk guld til Berlin
Nu gælder det bare om at få fat i guldet til Hitler - og endnu en gang kommer Vichy tyskerne til hjælp. I november 1940 beslutter Pétain at imødekomme Det Tredje Rige med en symbolsk forsonende gestus. Han sender to fly af sted for at hente nogle ton guld i Senegal og overdrage det til nazisterne.
Derefter giver Vichy - uden at orientere de to centralbankdirektører - ordre til, at tyskerne skal have alt det belgiske guld.
Det er en dristig operation: Kun vejen over land gennem den senegalesiske savanne og Sahara-ørkenen yder tilstrækkelig sikkerhed mod de allieredes ubåde og fly. Men ingen ulejlighed er for stor; guldet sendes ud på en utrolig rejse.
Fra byen Thiés ved kysten til Kayès i det indre af landet, derefter til Bamako ved floden Niger i det nuværende Mali; videre til Kukikuru, endestation for jernbanelinjen og hovedstad i den tidligere koloni Fransk Sudan. Herfra skal kasserne transporteres på lastbiler eller både på floden, oversvømmelser sinker konvojerne.
Efter flere måneders ventetid ankommer kasserne endelig til Timbuktu-oasen, hvorfra de transporteres videre til Gao, muslimernes hellige by i Vestafrika. Ny omladning - denne gang til kamelryg og lastbil, og på denne måde tilbagelægger guldet de 1.700 km til Colomb-Béchar i det sydlige Algeriet, hvorfra det sendes med tog til hovedstaden Algier (en strækning på 1.600 km). Til sidst flyves det med først franske, derefter tyske fragtfly til Berlin.
Transporten af guldet varer sammenlagt 18 måneder - den sidste sending når frem til den tyske hovedstad den 26. maj 1942. Belgierne protesterer, men står magtesløse. Guldet overføres til Schweiz på falske papirer og er med til at finansiere den nazistiske krig.
*Dette er den første i en række artikler om det guld tyskerne stjal før og under anden verdenskrig
© 1997 Libération & Information.
Oversat af Birgit Ibsen.
