Læsetid: 2 min.

Landarbejderne er næste mål

26. april 2000

FN's generalsekretær, Kofi Annan, advarer om en "ekstremt farlig" situation Omverdenen udtrykker i stigende grad bekymring over udviklingen i Zimbabwe, hvor horder af machete-svingende tilhængere af regeringspartiet ZANU-PF i weekenden gik til angreb på 'hvide' landbrug og deres landarbejdere. FN's generalsekretær, Kofi Annan, kalder direkte situationen farlig. "Vi står over for en situation, der er ekstremt farlig, og som kan blive værre, hvis ikke den imødegås rigtigt", sagde Kofi Annan, efter at han i går havde drøftet situationen med Zimbabwes præsident Mugabe. Tilhængere af Mugabes regeringsparti har gennem de seneste to måneder besat hundredvis af landbrug, der er ejede af hvide, og præsidenten har været udsat for tiltagende kritik for ikke at gribe ind. Han sagde tværtimod for nylig, at de hvide landmænd er fjender af Zimbabwe, fordi de "har optrådt som fjender af Zimbabwe". Mindst ni er blevet dræbt. "Jeg er alvorligt bekymret for den seneste vold i påsken i Zimbabwe", sagde den britiske udenrigsminister Robin Cook i går og sagde, at de seneste angreb synes at være rettet mod regeringspartiets politiske modstandere. Modstandere, som Mugabe tidligere har erklæret er støttet af de hvide farmere. Samtidig med at den internationale bekymring for situationen i Zimbabwe vokser, anholdt Zimbabwes politi i går fem personer, som er mistænkt for mordet på den ene af to oppositionstilhængere, der blev dræbt i et sammenstød med tilhængere af detregerende ZANU-PF parti. Nomore Sibanda, der er talsmand for landets største oppositionsparti, Bevægelsen for Demokratiske Forandring (MDC), sagde i går til nyhedsbureauet Reuters, at en mand var blevet pryglet ihjel i Shamva, der ligger cirka 80 kilometer nordøst for hovedstaden Harare, mens en anden blev dræbt i Harare. Begge døde mandag. MDC's leder, Morgan Tsvangirai, der er den første oppositionspolitiker siden Zimbabwes uafhængighed for tyve år siden, som står med en chance for at kunne vinde over Mugabe og hans parti ved et valg, sagde, at den politiske vold kan vise sig at være prisen for at opnå demokratiske ændringer: "Denne intimidering vil fortsætte. MDC forstår denne byrde og dette offer. Overalt i verden er konsekvensen ofte vold, når et folk rejser sig mod undertrykkelsen," sagde han. Der skulle oprindelig have været valg til parlamentet i denne måned, men det ventes først afholdt i løbet af de næste par måneder. Fakta - Kampen om jord *Befolkning: 12,5 millioner *Hvid befolkning: 70.000 (cirka 0,6 procent) *Cirka 70 procent af den mest frugtbare jord ejes af hvide (11 millioner hektarer) *En million sorte ejer 16 millioner hektarer - primært i tørkeplagede regioner. *Hvide farmere ejer 4.500 farme *Omkring 1.000 farme er blevetangrebet siden midten af april *Omkring 750 farme er blevet besat siden midten af april.Inf. Leder her på siden Side 3: Tema Side 8: Knud Vilby: Når ejendomsret hindrer menneskeret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu