Læsetid: 12 min.

Frihed eller kapitalisme

Hvad betyder begreber som klasse, familie, arbejde, virksomhed i dag? Sociologerne Ulrich Beck og Richard Sennett diskuterer det moderne menneskes problem med at finde rundt i virkeligheden
27. maj 2000

I lever og tænker begge to for tiden som akademiske gæstearbejdere i London. Er I så selv rodløse 'fleksible mennesker'?

Beck: "Jeg er overhovedet ikke rodløs; London School of Economics er 'hjemme' for mig. Her arbejder intellektuelle fra hele verden på en ny definition af socialvidenskaberne. Her raser en international principiel debat. Nogle tror, at den radikaliserede modernisering fuldkommen vil omkalfatre mange samfundsområder, uden at det dog afspejler sig i sociologien. De fleste andre reagerer fornærmet og oprørt og vil forske videre som hidtil, bare med endnu mere sofistikerede metoder."

"Fra London ser man først rigtigt, hvordan diskussionen også i Tyskland er isoleret fra grundlæggende debatter, ja, ofte protektionistisk. Det er en besynderlig protest mod gobaliseringen."

Sennett: "Også i USA trækker forskerne sig tilbage i de amerikanske temaers sneglehus. Det har ført til en umådelig fragmentering på universiteterne, og nu er hver enkelt udelukkende optaget af at finde ud af, hvem han selv er. Desuden har amerikanske sociologerne altid følt sig marginaliserede i forhold til økonomien og naturvidenskaberne. Sat på spidsen kan man sige, at netop fornyelsen har udviklet sig til en fragmenteret ortodoksi."

Beck: "Vi lever i zombie-institutioner og forsker i zombie-kategorier; i levende-døde kategorier, som gør os blinde over for den virkelighed, der forandrer sig i rasende fart. Også i Vesten truer DDR-effekten. De statsbærende søjler eroderer: partier, faglige organisationer, kirker. Det bindemiddel, der holder sammen på deres tilhængere er ved at forsvinde, og det samme er deres magt til at sætte den politiske dagsorden."

- Hvad forstår du ved zombie-kategorier?

Beck: "'Klasse', 'familie', 'arbejde', 'virksomhed': Hvad mener man med disse begreber i dag? Netop reflekterende sociologer har store vanskeligheder med at besvare dette spørgsmål."
"I München undersøger vi inden for et nyt forskningsområde, hvad en 'husstand' egentlig er under de nye forhold, hvor det er ganske normalt med skilsmisser, nye ægteskaber, 'dine-mine-vores børn - konstellationer, dobbeltbeskæftigelse, mobilitet, to og tre boliger. Og selv om den klassiske 'husstand' allerede er en fiktion, er den endnu større fiktion om det mandlige 'familieoverhoved' stadig grundlaget for definitionen af sociologiske klasser."

Den forførende kraft

Sennett: "Men får de gamle kategorier ikke samtidig en ny forførende kraft? I USA ser man f.eks. en regulær nostalgi efter 1930'ernes klassekampe."

"Jeg bliver også hele tiden overrasket over, hvor fortvivlet folk søger efter den gamle mening i de nye, mere og mere fleksible arbejdsformer. De holder f.eks. fast ved, at arbejde giver identitet. Det er det eneste, der gør det muligt for dem at yde modstand; kun på den måde kan de anlægge kritiske målestokke over for en arbejdsvirkelighed, der ikke længere tager hensyn til dem som individer og forhåner dette gammeldags postulat."

"Denne modstand er ikke slet og ret konservativ; den forsøger jo at fremskrive nogle meget positive værdier. Men fordi den let kommer til at virke bagudrettet, blokerer den på en næsten selvødelæggende måde for ethvert forsøg på nyorientering."

Beck: "Det er lidt det samme med kategorien familie. Dér har folk længe - dels tvunget af arbejdsmarkedet, dels som et frivilligt valg - praktiseret de mest komplicerede, mobile, ja, endda transnationale former for samliv. Alligevel er mine højt individualiserede studenter stadig dødssikre på, at de som en undtagelse fra reglen vil få et fast arbejde og en stabil familie."

Sennett: "For mig at se minder det lidt om, at man midt i livet bilder sig ind, at man kan begynde forfra. Man fortrænger det nye, som også vil være ens egen fremtid, og hænger fast i de gamle forestillinger - indtil virkeligheden indhenter én. Det anser jeg for at være en af den moderne kapitalismes største traumer. Det har frembragt en enorm udsættelses-, fortrængnings- og vægringsstruktur, der fastholder, at alt bliver ved med at være, som det er."

Åh nej, en optimist!

- Den samme udvikling kan man også beskrive ganske anderledes, nemlig som en befrielse fra tidligere forpligtelser og traditioner som ægteskab, fagforening osv. Richard Sennet synes mere at beskæftiger sig med de problemer og usikkerheder, det medfører - mens Ulrich Beck mere betoner gevinsterne og chancerne.

Beck: "Dér har vi det igen: en optimistisk intellektuel - så kan det ikke blive værre!"

Sennet: "Og jeg er ikke pessimist; snarere optimist med bedre informationer."
Beck: "Frihed har for mig en politisk kerne. Den betyder selvregulering i det små som i det store. Men hermed mener jeg naturligvis ikke valget mellem forskellige yoghurtmærker og boliger; ikke simpelthen det antal muligheder, vi må vælge mellem."
- Er vi nødt til at vælge? Eller kan vi vælge?

Beck: "Vi er nødt til at vælge. Det er netop pointen. Der er ikke bare valgfrihed, men også valgtvang. F.eks. er en kvinde, der skal tage stilling til, om hun vil have en abort, fordi de genetiske undersøgelser har påvist anlæg for bestemte sygdomme hos fostret, tvunget til at træffe en umulig afgørelse."

"Det er ikke en ny frihed - tværtimod: Friheden til ikke at vælge, selvbegrænsningen over for den galopperende usikkerhed, er for hende blevet en uopnåelig utopi. Frihed som selvregulering stiller altså spørgsmålet: Hvem bestemmer, hvilke valgmuligheder der er for hvem?"
Sennett: "For mig er der et andet perspektiv, der er vigtigt. Den moderne politiske økonomi forudsætter, at indidviderne alene kan magte deres liv, selv skabe og forny deres evne til at handle ud fra sig selv."

Den nyliberale trussel

"Men denne ideologiske forestilling om individet som selvstændig 'entreprenør' står i grel modsætning til virkeligheden. Den modsiger den daglige erfaring i arbejdslivet og i samlivet, nemlig at man er ufuldkommen. Den er en total illusion og fører til, at forståelsen for gensidig forpligtelse svækkes. Derfor truer nyliberalismen velfærdsstaten."

"Frihedsspørgsmålet er altså forbundet med spørgsmålet om, hvordan individerne kan afmystificere denne falske forestilling om selvtilstrækkelighed. For mig at se er det ikke valgfriheden, men indsigten i selvets fundamentale ufuldkommenhed, der er kernen i friheden."

- Kan du anskueliggøre det?

Sennett: "Tag f.eks. det amerikanske sundhedsvæsen. Vores sundhedsforsorg er ret elendig, fordi staten går ud fra, at enhver udmærket kan drage omsorg for sin egen krop - hvilket naturligvis ikke passer. Den offentlige infrastruktur er i vidt omfang blevet erstattet af et marked, som suggererer folk til at tro, at de har et frit valg. Men senest når man bliver rigtig syg, fungerer systemet slet ikke - fordi det fører til hele familiers ruin, altså total ufrihed."

Beck: "Måske skulle vi skelne mellem den nyliberale idé om det frie markedsindivid og det, jeg kalder individualisering. Det vil sige en institutionaliseret individualisme: Centrale institutioner i det moderne samfund - grundlæggende rettigheder, men også beskæftigelse og som dens forudsætning uddannelse og mobilitet - er indrettet på individet og netop ikke på gruppen. I det omfang, grundlæggende rettigheder bliver inderliggjort og alle vil have et arbejde, undergraver individualiseringsspiralen det givne grundlag for den sociale sameksistens."

Sennett: "Men betyder det ikke, at den enkelte glemmer, hvor afhængig han er af andre, hvis han vil have albuerum?"

Parrenes kamp

Beck: "Det er den stereotype forestilling - at individualisering fører til et ego-samfund, hvor alle udelukkende kredser om sig selv. Men det giver et helt forkert billede af det, der foregår i hverdagen med familien, forholdet mellem kønnene, kærlighed og erotik. Jeg forsøger at beskrive noget i retning af en etik for altruistisk egoisme. Den, der vil leve sit eget liv, må i høj grad være socialt sensibel. I et partnerskab må man tale om alt, forhandle og træffe beslutninger."

- Hvor enerverende.

Beck: "Netop. Den franske sociolog Jean-Claude Kaufman spurgte engang: Hvad definerer egentlig et par, når det ikke længere er vielsesattesten? Hans svar var: Et par opstår, når to mennesker anskaffer sig en vaskemaskine. For så begynder de evindelige spektakler om vasketøjet. Hvornår er noget snavset? Hvem vasker hvornår og for hvem? Er det nødvendigt at stryge tøjet? Alt kan forhandles - og så alligevel ikke, fordi det er pinligt. Den, der tier og vasker, finder sig i, at uretfærdigheden i sidste ende kvæler kærligheden."

- Så er skilsmissen en befrielse. Men den foregår heller ikke altid socialt sensibelt.

Beck: "Og dog er det et opbrud, en kamp om samarbejde: Enhver har også ret til sit eget liv, og betingelserne for samlivet må hele tiden genforhandles. Det gensidige forsøg på individuering - som ofte mislykkes - kalder jeg frihedens kultur. Denne dagligdags, meget politiske frihedens kultur står imidlertid i total modsætning til nyliberalismen. Den ulmende konflikt lyder: Frihed eller kapitalisme!"

- Med henvisning til CSU's gamle valgkampslagord: "Frihed eller socialisme"?

Beck: "Netop. Frihedens kultur er i fare for at blive ødelagt af kapitalismen."

Sennett: "Det mener jeg også. Men jeg savner en dimension: magten, forholdet mellem magt og subjektivitet."
"Fra Hegel stammer forestillingen om, at eliten udvikler en rigere subjektivitet. Det fortætter sig i moderne management til den opfattelse, at den, der er kommet til tops på karrierestigen, ikke bare ved bedre, hvad han vil; men han glemmer også, at han er afhængig af dem, han har ladt bag sig. Han lever i en fiktion: 'Jeg kan udføre alle mine underordnedes job.'"

Uligheden ændrer sig

"Samtidig radikaliserer den nye kapitalisme de sociale uligheder, og de ledende mister enhver fornemmelse for, at de bærer et ansvar. Dermed er 'klasse' i gammelmarxistisk forstand ganske vist blevet til en zombie-kategori. Men samtidig må vi rekonstruere klassebegrebet."

- Hvordan kunne det se ud?

Sennett: "Et nyt klassebegreb må inddrage det magtspil, hvormed eliten legitimerer sig med sin uundværlighed. Det må være mere psykologisk, mere subjektivt, og det må få de herskende til atter at forstå, at de stadig er afhængige af dem, de hersker over."
Beck: "Netop. Uligheden tager til, og kvaliteten af den ændrer sig. Marx talte om proletariatet og kunne se, at kapitalen er afhængig af billig arbejdskraft. Men snart vil der være flere og flere mennesker, som ingen overhovedet har brug for."

- Men er det alligevel ikke nok at fylde det gamle klassebegreb med et nyt indhold? Også den nye ulighed er jo en kollektiv erfaring.

Beck: "Det er netop spørgsmålet. Det, der er kollektivt, er - paradoksalt nok - først og fremmest individualiseringens erfaring, opløsningen i enkeltbiografier. Faktisk forskønner klassebegrebet den nuværende situation med voksende ulighed uden et kollektivt bånd! Klasse, samfundsgruppe og køn forudsætter altid, at en bestemt kollektivitet præger den individuelle adfærd."

"Hvis man f.eks. fik at vide, at en mand var specialarbejder hos Siemens, så mente man også at vide, hvordan han talte, klædte sig, morede sig - hvad han valgte. Denne følgeslutning er blevet tvivlsom. Nu gælder det om at finde ud af, om der opstår nye kollektive handlingsformer på baggrund af individualiseringen - og i så fald hvilke."

"Desuden stammer flere sociologiske begreber fra det nationalstatlige tankegods, dvs. at de har en territorial bias. Men man kan ikke længere definere klasse eller magt udelukkende nationalt eller familie lokalt."

Lokale skraldespande

Sennett: "Og det har afgørende følger. Fællesskab forudsætter binding til et sted, skrev den tyske sociolog Ferdinand Tönnies. I de moderne byer gælder i dag det modsatte: Det lokale er blevet til en skraldespand for uløste sociale kriser."

"På nationalt plan eller det offentlige plan i byerne fremkaldes det indtryk, at der eksisterer en offentlig orden, som har perfekt styr på modsætningerne mellem de etniske grupper og klasserne. Men der, hvor folk opholder sig - på gaden, i husene - eksploderer spændingerne. Sociologien har hidtil været totalt ude af stand til at beskrive denne realitet. Og denne intellektuelle lammelse er særlig farlig, fordi den ikke giver folk et værktøj til at forandre deres situation."

Beck: "Ja, eller til overhovedet at forstå den!"
Sennett: "Jeg har gjort mig nogle kætteriske overvejelser om det. Jeg mener nemlig, at også Tönnies væltede spørgsmålet om fællesskab over på det lokale. Måske opstår subjektivitet og fællesskab også over afstande og via upersonlige institutioner? Måske må vi bevidst acceptere, at det ikke længere lønner sig at investere i det nære rums skraldespand?"

- Det ville frembringe en ny ulighed. For mange mennesker er ganske ufrivilligt dømt til at leve på det lokales losseplads.
Sennett: "Netop."

Beck: "Protest. De forudsætter, at globalisering og transnationale livsformer kun forekommer på samfundets top. Men hvad med de utallige indvandrere, der er arbejdere? De flytter heller ikke som før fra ét sted til et andet og lever enten her eller der."
"Her ligger en parallel til den globalisering, der foregår på finansmarkederne. Mexicanere, der bor i New York, finansierer, forhandler og afgøre kommunale anliggender i Mexico. Af disse 'vandrere mellem forskellige verdener' kan man lære meget om, hvordan man finder sig til rette med den tvang - men netop også med den frihed - der ligger i en bestandig nyorientering."

De nye autoritære ideer

Sennett: "Det er middelklassen, der har de største problemer med det. Hvorfor er det så svært for dem?"

Beck: "Mit svar på det har længe været, at individerne stadig er bedre til at bearbejde den nye usikkerhed end institutionerne. Men der er ingen tvivl om, at spørgsmålet om grænserne for individualiseringen bliver mere og mere påtrængende."
"Mange mener, at der er objektive grænser for en given kollektivitet - noget, der ligner de naturgivne grænser for vækst. Jeg eksperimenter med tanker om, at indvidualismen selv frembringer sine grænser. Det er ganske mekanisk tænkt: Efterhånden som folk bliver mere individualiserede, kommer flere til at lide under andres individualisering."

"Når kvinden forlanger skilsmisse, ser manden sig stillet over for et tomrum; i striden om børnene forsøger de begge at påtvinge hinanden deres egen livsrytme. Der er altså ikke kun tale om en fælles individualiserings plussumsspil, men - formodentlig endnu hyppigere - om modindividualiseringens minussumsspil. Og jeg frygter, at den nervekrig, der følger af erfaringen med den andens modstand, vil forstærke behovet for ny autoritære ideer."

Sennett: "Sammenfattende deler vi vel den opfattelse, at frihed betyder at have plads nok til kompleksitet i det enkelte menneske. Frihed er altså ikke blot frihed til at træffe beslutninger. Frihed opstår snarere af evnen til at gøre selvmodsigende ting; til selv at være selvmodsigende."

"Det betyder imidlertid ikke blot, at man skal kunne udholde en slags kaos. Det kræver såvel subjektiv som social organisation. Ganske vist ved vi, at samfundet har udviklet sig sådan, at vi er nødt til at håndtere kompleksiteten, men problemet er, at vi endnu ikke har forstået de nye strukturer godt nok. Derfor er det endnu ikke lykkedes os at opbygge dem sådan, at det dobbelt- og multifleksible liv bliver lettere at leve."

En ny industrialisering

- Hvem skal mere konkret erstatte den stabile integrering og omsorg, som stat, kirke, familie og andre institutioner tidligere har sikret, i de frie individers fleksible og mobile verdenssamfund?
Sennett: "Hvorfor 'erstatte'? Jeg bryder mig slet ikke om den tese, at modernitetsprocessen er i færd med at ødelægge en stabil fortid. Modernitet som et sår - det er virkelig en tilbagevenden til Frankfurterskolen."

"Også i USA forherliger folk den stabile familie, som angiveligt fandtes før. Men når de tænker nærmere efter, må de indrømme, at mødre og fædre meget oftere end nu forlod deres familie, fordi skilsmisse var tabuiseret. Begreberne loyalitet og tillid er ikke forsvundet, de har bare ændret sig. Problemet er, at de antager så individuelle former, at de ikke længere fører til fælles politisk handlen. Vi må opfinde nye institutioner, der bringer stabilitet ind i menneskenes liv."

Beck: "Faktisk er der et utroligt behov for reformer, som historisk vel kun kan sammenligne med industrialiseringens begyndelse. Vi må åbne nationalstaterne for transnationale relationer og livsformer; vi må foretage en demokratisk omorganisering af velfærds- og socialstaterne, så de svarer til de nye arbejds- og livsbetingelser."

- Men hvordan kan eroderede zombieinstitutioner klare det?
Beck: "Hvorfor skulle de faglige organisationer ikke indrette sig efter det fragmenterede arbejde og dets værdier og definere sig transnationalt? Også kirken er fra gammel tid en global player; den ville være den ideale modspiller for en inhuman nyliberalisme. Partierne behøver heller ikke i al evighed at være nationalstatslige aktører. Det transnationale magtspil kan de lære af erhvervslivet."

© Die Zeit & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Ulrich Beck underviser i sociologi i München og ved London School of Economics. 'Risikosamfundet' er en af hans mest kendte bøger.

Richard Sennett er professor i sociologi og underviser ved bl.a. New York University og London School of Economics. Han har bl.a. udgivet 'The Fall of Public Man' (1977) og 'The Corrosion of Character' (1999).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu