Læsetid: 10 min.

Når middelklassen står af

Udland
27. maj 2000

Den amerikanske hovedstad vidner om det forfald, der sker, når de velstillede forlader bærende fællesskaber En regndis trækker et sørgeslør over de to tilbagestående huse i karréen. Om kort tid er de borte. For bare et år siden stod hele rækken af victorianske murstenshuse - med karnapper, spidse gavle, spøjse facader; huse, der får én til at smile, fordi de udstråler godt humør, optimisme, sammenhængende fællesskab af forskellighed. Sådan så det meste af byen Washington stadig ud, da jeg så den første gang, i 1967. Men for mit teenagerblik var det også synligt, at forfaldet var begyndt at indtræffe. Nogle huse var sværtede efter brande, andre havde fået slået brædder over døre og vinduer, et par steder var huset væk, som en tand slået ud af rækken. Jeg fandt det mærkeligt, at hele gadeforløb var præget af folk, der så fattige ud - her i hovedstaden i verdens rigeste land, kun nogle få trafiklys fra Det Hvide Hus. Gennem de år, der er gået siden da, har forskellige gøremål givet mig anledning til at vende tilbage til Washington. Jeg har kunnet følge en by under omdannelse. Ikke til det bedre, har jeg ment om det meste. Men det må amerikanerne jo om. Mere bekymrende er det, at samme udviklingstræk - med ti-femten års forsinkelse - har vist sig i Europa, også i Danmark. Det handler om, hvad der sker, når middelklassen begynder at flygte - fra byernes boligområder, fra den offentlige transport, fra de offentlige skoler, fra et offentligt ansvar i det hele taget. Uden aktiv deltagelse fra de velstillede går systemerne i forfald. En ond cirkel, der fører til, at endnu flere flygter. Indtil fællesskabet ikke længere findes, og de velstillede forskanser sig, i nogle få udsøgte lommer i byen og ellers langt pokker i vold, bag mure af frygt og ubehag. Frygt for at blive fravristet, hvad de har tiltaget sig, og ubehag ved at stilles til ansigt med de mindre heldiges skæbne. Også Washington blev fyldt ud som by i det, historikere har kaldt 'storbyernes gyldne periode', fra 1870'erne til 1920. Fremkomsten af velfungerende offentlig transport tillod byerne at vokse, men holdt dem sammen om en kerne. De victorianske huse, med deres smalle facade og store husdybde, er løsningen, når byggegrundene koster alt efter, hvor meget plads de tager ud mod de attraktive fællesrum: gaden. Washingtons byplan, udlagt allerede i 1792 - de brede, lige boulevarder - er som skabt til betjening med sporvogne og skinnebusser. Regeringsapparatets vækst i samme periode trak en indflydelsesrig middelklasse til byen, der var en nogenlunde velfungerende helhed frem til slutningen af 1940'erne. Så begyndte bilerne for alvor at gøre en forskel. Den bilkørende middelklasse kunne slå sig ned i sovebyer rundt omkring Washington og køre til arbejde i byen. Efterhånden som forstæderne svulstede sig i alle retninger, voksede presset på indfaldsvejene. Afhjælpninger i form af brede motorvejsindføringer til centrum udslettede nabolag og rev bysammenhængen over - og gjorde det muligt for endnu flere at køre frem og tilbage. I bygaderne trives bil og sporvogn dårligt sammen. En af dem må vige. Rundt om i USA fik den overlevelseskamp et særligt skub, når bil- eller dækfabrikanter med lumske bagtanker opkøbte det skrantende offentlige transportnet. Den omvej behøvede de ikke at gå i Washington. Her kunne de nøjes med at lobbye afvikling af den kollektive trafik over for Kongressen, der er øverste ansvarlig for hovedstadens drift. Sidenhen - i det tidsrum, jeg selv har oplevet - har spredt sig de store shoppingmalls uden for Washington - mere og mere ud i det åbne land, efterhånden som det købedygtige publikum har bosat sig længere væk. De socialt opadstigende har ikke længere ambitionen rettet mod et liv i forstæderne. Nu er det et fritbeliggende kæmpehus, et nyopført mini-slot, der er attraktionen. I Washington Post læste jeg i år, at amtslige og kommunale vejvæsener ud i mere end hundrede kilometers afstand fra Washington er ved at fortvivle: De små landeveje bryder sammen i trafik morgen og aften. De nytilflyttede hovedstads-pendlere raser og forlanger plads til at komme frem, men vejudvidelser er miljømæsigt problematiske og svimlende dyre for lokalsamfundene. Og som en vejplanlægger sagde til avisen: "Hvis vi gør vejene herude mere farbare, åbner vi bare for en yderligere bosættelse af pendlere." Når det åbne land er taberen, bliver byen ikke nødvendigvis vinderen. Med middelklassens flugt har Washington - som andre amerikanske storbyer - mistet dem, der havde råd til at holde deres egne huse i orden og var indflydelsrige fortalere for et attraktivt boligmiljø og anstændige sociale forhold i byen. Men størstedelen af de flygtede vender jo tilbage hver arbejdsdags morgen. Byen er stadig regeringssæde, ikke alene med politikere og embedsmænd, men også med deres følgesværm af lobbyfirmaer, konsulenter og medievirksomheder. Byens victorianske huse er for investorer mest interessante som følge af de grunde, de ligger på. Grundene i en gade er mere profitabelt anvendt ved at rive hele husrækken ned og smække et kontorhus op. For at nybebyggelse ikke skal komme til at trykke det imposante strøg mellem Det Hvide Hus og Kongressen, har Washington siden 1910 haft et lovforbud mod skyskrabere. Der er kun ret til at bygge huse i ti normal-etagers højde. For en investor giver det en klar maksimal byggeudnyttelse af grunden: Ud til fortorvet og ti etager op hele vejen rundt, en slags skotøjsæske, alt efter karréens form. Ingen pjank her - det koster værdifulde kvadratmeter. Reglen om maksimalt ti etagers højde er jo ikke en pligt for bystyret til at tillade alt, der holder sig inden for den. Gennem byplanlægning kunne de mest værdifulde af de gamle boligkvarterer være fastholdt, og der kunne være stillet krav om respekt for helhed og menneskelig proportion i nye byggerier. Men bystyret har fokuseret på mest mulig vækst - og har i øvrigt været hærget af korruption. Byggespekulanterne har fulgt den fremgangsmåde at købe sig ind i et par huse i en karré. Dem lader de forfalde, så nabohusene begynder at gå ned i værdi, og beboerne er klar over, at det gælder om at komme ud hurtigst muligt. Spekulanterne giver et tilbud, som er svært at sige nej til. Så er der flere huse at lade gå i forfald. En karrés dødskamp kan vare i årevis, men udfaldet er givet. Når spekulanterne afleverer deres kontorhusplaner til bystyret, er husrækken blevet så ramponeret, at ingen ved sine fulde fem kan kalde den bevaringsværdig. Et kontorhus i ti etager producerer voldsomt mere til- og frakørende trafik end en karré med enfamiliehuse. På den måde er Washington kommet i den tossede situation, at vejene inde i byen er lige så overfyldte som motorvejene rundt omkring den - og landevejene fjernt fra byen. En slags status: De spændende og livfulde centerbykvarterer med små butikker er blevet erstattet af trøstesløse ti-etagers kasser. Forstæderne ligner forstæder alle andre steder i USA. Det åbne land er ved at blive lukket af shopping malls og privat storhedsvanvittigt residensbyggeri. For 100 år siden var Washington nem at komme rundt i, og der var noget at opleve. I dag er det ikke til at komme frem. Til gengæld heller ikke meget sjovt at nå frem til. Det er en menneskelig drivkraft at attrå de goder, der er tiltrækkende, så længe en hel masse andre ikke også har dem. Det er herligt at være de første til at rykke ud i en forstad uden for byen: Lys og luft, grønt i fritiden, dejligt sted for børnene at vokse op, bekvemt for de voksne at suse ind på arbejde i storbyen. Men efterhånden som andre også flytter ud i forstæder, og det hele vokser sammen til et stort centerløst morads, begynder det at knibe med morskaben. Hvad er der at gøre andet end at finde sit helt eget sted, langt ude på landet? En drøm om springende hjorte og lærkesang - og stadig med bilen som forbindelse med civilisation og erhverv. Og øv! - så begynder alle de andre også at troppe op og ødelægge det hele. Hvor langt vi går i stræben efter de eksklusive goder, afhænger af prisen. Når folk kan slå sig ned stadigt længere ude i periferien, skyldes det, at benzinen er billig. Og jo flere, der bor pokker i vold, des større er pressionsgruppen for at holde transportomkostningerne nede. Frem til 1960'erne var USA stadig nettoeksportør af olie. Nu er landet afhængigt af import til halvdelen af sit olieforbrug. For et hvilket som helst land er det en risikabel position. For en stormagt frister det til hasarderede handlinger i en tilspidset international situation, hvor olieforsyningen er truet. Der har ikke vist sig hold i hurra-optimisternes spådomme om, at den teknologiske udvikling ville mindske benzinforbruget. Jovist, der er biler, der kan køre meget længere på literen, men det er ikke dem, det amerikanske publikum foretrækker. Sidste mode er de såkaldte S.U.V'.s - Sports Utility Vehicles, en slags rullende fæstninger, der sluger diesel og udspyr forurening. De, der kører i den pansrede mandskabsvogn har en fornemmelse af usårlighed mod overfald og trafikulykker. Det sidste er i hvert fald rigtigt: Vé den trafikant, der kommer i karambolage med en S.U.V. Vil man i sikkerhed, er der ikke andet at gøre end at anskaffe sig én selv. Indtil - selvfølgelig - alle de andre idioter også har én. Men til den tid har fabrikanterne sikkert et endnu heftigere tilbud. Der er en beklemmende lighed mellem udviklingen i Washington og Bruxelles, den europæiske forbundshovedstad i svøb. Tidligere bar Bruxelles kælenavnet 'Det lille Paris', for den havde Paris' charmer i mere overskueligt format. De er væk nu. Gennem de sidste 20 år er Bruxelles' karakteristiske husrækker faldet efter det amerikanske mønster: Spekulationsopkøb, forfald, gradvis overtagelse, totalt forfald, nedrivning, kontorhuse til EU-institutioner og lobbyister. Tilbage af det oprindelige Bruxelles er nu ikke meget andet end middelalderkvarteret omkring Grand Place. Trafikken kværner Bruxelles sønder og sammen, og de bilende søger ved aftenstide mod boliger længere og længere ude i det, der før var åbent landskab. Hvilken skæbne varsler Bruxelles for Europa? Kig på vort eget land. En bilisme uden for kontrol lover ilde både for byerne og det åbne land. Et ekstra skub i bilernes retning har miljøminister Svend Auken senest givet ved at sige god for et mega-indkøbscenter i Ørestaden. Centeret ser som sit mål at vriste kunder ud af et opland fra Blekinge til det jyske trekant-område. Hvor mange af de kunder, tror ministeren mon, vil bruge jernbanen? Når indkøbscenteret lige præcis har lyst til at slå sig ned i Ørestaden, skyldes det nok mest den forbipasserende Øresundsmotorvej. Også i Danmark gælder det, at de velstillede i stigende grad har blikket rettet mod bosætning fjernt fra bymidterne. Transportfradraget på selvangivelsen præmierer pendlingen. Trafikminister Jacob Buksti har gjort det klart, at hans regering ikke skal nyde noget af at lægge sig ud med billobbyen. Nogle slags politik kan det offentlige på et senere tidspunkt mande sig op til at gøre bedre. I andre slags politik kan man komme derhen, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Det kan man i vekselvirkningen mellem trafik og bosætningsmønster. Hvis USA pludselig skulle bestemme sig til igen at satse på offentlig transport, måtte mellem en tredjedel og en fjerdedel af landets bosætninger opgives. De ligger nemlig sådan, at ingen blot minimalt rationel kollektiv trafik er mulig. Og det gør vælgermodstanden mod en ny trafikpolitik uoverkommelig - og skræmmer politikere fra overhovedet at fremsætte forslag herom. Har vi i Danmark nået et tilsvarende point of no return? At en socialdemokratisk-radikal regering blot lader udviklingen drive, kunne tyde på det. Som erfaringen fra USA viser, sætter middelklassens bilbårne flugt et større skred i gang. Bosætningen og alle dens afledte kontakter i hverdagslivet kommer i stigende grad til at følge - og forstærke - statusforskelle. Det sætter det offentlige skolevæsen under pres, når der ikke længere er social balance i klasserne. De familier, der ikke vælger at flytte, sætter i stedet deres børn i private skoler. Når de velstillede isolerer sig fra kontakt med andre samfundsgrupper, mindsker det oplevelsen af et fælles ansvar. Det bliver "mig og mine rettigheder", der rykker i forgrunden. Regeringer, der frygter at miste middelklassens støtte, lader de velstillede få så rigelig andel i de offentlige ydelser og fordele, at de egentligt trængende må nøjes med smuler. Sådan der det i USA. Hvordan er det på vej til at blive i Danmark? Svar selv. I Washingtons Watergate-skandale i 1970'erne gav kilden Deep Throat de to kulegravende journalister dette råd om at afdække sammenhængen: "Follow the money" - Følg pengestrømmen! Til dem, der nu om stunder vil afdække en af vor samtids største skandaler på begge sider af Atlanterhavet, er det nærliggende at give rådet: Følg trafikstrømmen! Ironien er blot, at det er der for mange, der allerede har gjort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her