Interview
Læsetid: 13 min.

Skuespilleren der faldt ned i EU

Fra Glistrup til Grundtvig. Jens Okking citerer store danskere i alle formater, og ville ’samarbejde med Djævlen selv, hvis det handler om at komme ud af EU.’ Information har taget en lang snak med JuniBevægelsens nyeste mand i Europa-Parlamentet og forsøgt at finde ud af, hvad det var, de EU-skeptiske danskere fik, da de satte kryds ved Okking
Udland
28. juli 2000

BRUXELLES – Casper Christensen og hans mandriller i det nu forsvundne tv-show var blandt de mest bidende kritikere af den store danske skuespillers valg til Europa-Parlamentet: »Og så er Jens Okking blevet valgt ind. Og det er bare godt. Han ved så meget om international politik. Han har kæmpe erfaring i det, mand! Lad os få ham til at sidde dernede i Bruxelles, og tage de vigtige beslutninger. Ind med ham! Thumbs up, vælgere! Juuhuuu! Demokratiiiiii!« vrængede komiker Christensen i sin satiriske nyhedsoversigt for et år siden.

Selv har Okking aldrig påstået, at han ankom med en dybere forståelse af EU. Og han har til bevidstløshed gentaget, at han kun ser sig selv som en tillidsmand, der rapporterer tilbage til sit bagland om det, han ser nede i EU. Alligevel brugte Okking i starten samvittighedsfuldt sine weekender på at læse op på videnshullerne. Men det blev han snart så ør i hovedet af, at han måtte stoppe.

I dag er Okkings tilgang noget mere beskeden. Han hiver gerne sine danske helte frem til citat. Ikke som undskyldning, men som støtte i en forvirret verden. En af dem er Nikolaj Frederik Severin Grundtvig: »Virkeligheden er altings prøve, sagde Grundtvig, det er jo genialt!« 

Okking stråler af en begejstring, som han har svært at strække ud til Parlamentets virkelighed. Her har JuniBevægelsens tredje mand i EU fået masser af fast arbejde. To udvalgsposter, en om kultur, og en anden om fiskeri. Han påstår ikke, at han er blevet stort klogere af lektielæsningen. Men kritikken af det system, han har fået en stemme i, er ikke blidere af den grund.

Europa-Parlamentarikeren Jens Okking tager venligt imod, og byder på kaffe på sit lille moderne kontor i Parlamentets nyopførte Bruxelles-aflægger. Netop i dag har han hovedpine, og en af de to unge slipseklædte assistenter kommer tilbage fra apoteket med tabletter. Selv er Okking i løs T-shirt: »Jeg tager ellers aldrig kemi, men jeg har fået sådan en knaldende hovedpine. Jeg tager dem med kaffen. Hvor mange skal man tage?« spørger Okking. Nok ikke mere end to, svarer assistenten, mens chefen læser på pakningen: »Hmm. To, hvis man er over 100 kilo, og det er jeg da gudskelov. Grænsen mellem dreng og mand går der. Skål!«

Okking er klar, og kaster sig ud i en lang malende salve om det faktiske demokratis ringe kår i EU. Det er ikke altid helt sammenhængende, men han er fuld af iagttagelser og tankeslutninger, der viser at det næppe nogensinde vil lykkes systemet at opsluge Okking:

»I det her års tid har jeg skulle tage stilling fra alt fra spildolie på cykelstier til kloning af mennesker i Edinburg,« siger Okking med en opgivende mine, og forsætter:

»Her til formiddag har vi siddet og afgjort cirka 100 ting i løbet af en halv time, og der er ikke noget menneske, der har en jordisk chance for at sætte sig ind i det. Så den demokratiske proces trædes jo groft under fode i snart sagt alle sammenhænge. Og det er måske også OK, at det er sådan. Nu har vi i 2000 år ikke kunne få kristendommen til at virke. Så det kan godt være, at EU-oligarkiet er sindbilledet på dem, vi nu er som mennesker, magthaveriske og egocenteriske. Først mig, så dig. Og hvis det er det, man vil, så er det her det helt rigtige. Jeg synes bare folk skal vide, hvad de siger ja eller nej til. Jeg prøver ikke at overbevise om mit synspunkt. Jeg prøver blot at være så saglig, at det næsten er kedeligt,« siger Okking uden at virke overbevisende kedelig.

– Men i det her fåmandsvælde er du det folkelige element, der med de sidste to EU-traktater har fået stadig mere håndbremse over for det, der foregår hernede. Så hvis du vil stemme nej til nogle af de 100 forslag, der løber igennem, kan du vel gøre det?

»Jaeh, teoretisk set, men alting er jo afgjort ... på ... på ... Som danskere får vi jo stemmelisterne med ændringsforslag, måske 12 timer før det skal afgøres. Og jo færre vi er i den politiske gruppe, jo mindre personale har vi til at læse det igennem.« 

»Rent bortset fra, at det her med at sidde i et parlament, det skulle jo gerne have den praktiske virkning, at jeg helt 100 procent vidste, hvad jeg stemte om. Det må jeg med det samme opgive, og forlade mig på de 5-6 yngre mennesker, der er ansat til at læse det igennem. Og det kan ikke engang de nå. Så jeg må forlade mig på, at der er nogen i min gruppe, som har den rigtige mening. Jeg sidder sammen med 15 andre udmærkede mennesker. Men seks af dem er seks er Rousseau-folk fra Frankrig, tilbage til naturen, og så er der tre stærkt religiøse hollandske kalvinister, og tre engelske konservative som er fire meter til højre for Djengis Khan. Og tre gamle socialister eller kommunister og præsten Ulla Sandbæk.« 

– Det lyder ikke så tillidsvækkende?  

»Men altså, det består vores gruppe af. Og vi er 16, og der er mindst tyve udvalg i Parlamentet, vi kan ikke engang nå at følge med i alle udvalgene, så vi skæver til de andre, hvis ellers jeg har tiltro. Men hvis det er demokratiets idé, at du ved, hvad du stemmer om, så er det ikke et demokrati, vi sidder i. De store partigrupper, konservative og socialister, der har 200 medlemmer, har jo et ganske anderledes personaleunderlag. Men selv de har jo også kun to øjne og 24 timer, som jeg har,« siger Okking, der gennem sit liv har været både kommunist og socialdemokrat, før han sidste år lod sig overtale til at bruge fem år af sit »livs aften« i Parlamentet.

Hvor Jens Okking på flere måde kan forekomme lidt idealistisk, er han på andre områder helt befriet for fine fornemmelser. Han har intet problem med at være i meningsfælleskab med Dansk Folkepartis Mogens Camre i euro-sagen:

»Jeg ville da samarbejde med djævlen selv, hvis det handler om at komme ud af EU. Det kan ikke nytte noget. Jeg tager da ikke stilling til, hvad Camre og jeg er uenige om. Det bliver bare en pladderdebat, hvis vi kun skal tale om det. Så lad os da finde ud af, hvad vi er enige om, og trække på samme hammel dér. Jeg vil aldrig blive mistænkt for racistiske overtoner med min fortid. Der er også nogle ja-sigere, der slet ikke kan være sammen med os. Det er da småligt,« smælder Okking.

– Der er blevet sagt, at det handler om følelser i folkeafstemningen om euro'en, den danske krone og dronningen. Hvad mener du?

»Det ér en følelsessag mere end noget andet. Måske handler det ikke netop om dronningen. Som gammel socialist vil jeg ikke fremhæve det som væsentligt. Men jo mere vi afgiver af vores råderet over snart sagt alting, så er nedtællingen i gang for nationalstaten. Og alene det at en gammel socialist skal tage det ord i munden, så begynder det jo allerede at blive sådan lidt af en melbolle. Det er jo et ord, der har undertoner, der ikke er så rare. Men jeg mener, at det vi overhovedet kan bestemme selv, det skal vi gøre. Og hvis vi går ind i det økonomiske fælleskab om mønten, så bliver denne ret udhulet yderligere. Men det her handler om penge og om magt, og det gør måske ikke spor. Jeg synes bare, at befolkningen skal vide det. Det er noget af en sisyfos-opgave, jeg har kastet mig ud i. De fleste danskere er ikke rigtigt interesserede.« 

– Der tales også om danskhed i debatten om euroen, og om at miste noget nationalt?

»For mig handler det ikke om, at vi bliver mindre danske. Vi er allerede blevet så lidt danske, som vi overhovedet kan. Og det sjove er jo, at min generation af venstreorienterede lærere, der afskaffede morgensang, højskolesangbog og oldtidskundkab og al det der, gjorde to-tre generationer mere eller mindre kultur- og fortidsløse. De har jo uden den hensigt skabt nogle generationer af fortidsløst stemmekvæg, der tror, at det hele startede fra afghanerpels til skateboard, og så er den ikke længere,« siger Okking.

For ham er euroen en meget alvorlig sag, der kalder på store overvejelser om, hvad Danmark skal blive i tilfælde af et ja.

– Tror du overhovedet, der bliver så stor forskel fra nu. Før Den Europæiske Centralbank kom, var Danmarks økonomiske politik jo stort set bundet til Bundesbankens?

»Jeg hæfter mig ved det, Ivar Nørgård – en vidende og godt tænkende mand – siger som økonom. Han siger: Klap hesten og vent. Lykketoft, der har også har tænkt over det, siger det modsatte. Det gør da også indtryk. De ved noget om det, og har læst på lektien. Tilbage bliver det rent følelsesmæssige. Og det er lige der, jeg ligger og hænger. Jeg tror, det vil være ... det er jo ikke, fordi det hedder kroner. Det er, fordi vi nu kommer ned til en Centralbank, hvor der sidder de her pæne mennesker i jakkesæt, som jeg kender herfra. Og deres rædsel og skræk er ligesom i de store mejerisammenslutninger, at der skal komme røde tal på bundlinien. Det vil de undgå for enhver pris. Og det kan komme til at koste arbejdspladser igen,« siger Okking.

– Kan du sige mere præcist, hvad vi får ved at stemme ja?

»Ja, der er EU's forenede stater. Det er der jo ingen tvivl om. Det tror jeg ikke er godt. Truslen, der før lå fra Rusland, er jo væk, den er snarere fra folk, der ikke har fået løn i umindelige tider, der sidder med fingeren på aftrækkeren. Jeg tror, at USA som alle store stater, der har drømme – skal du have mælk i kaffen? – de bliver nødt til at opfinde en ny trussel på et tidspunkt. Jeg kan ikke forstille mig, at det bliver Kina. Efter den rejse, jeg var på i Kina, ser jeg ikke en nation, der påtænker et verdensherredømme. Men Amerika er jo glad for rollen som vores politibetjent. Og hvem kan true USA i denne dominans. Det kan kun Europa. Og så er det jo ikke sikkert, at NATO holder, ingen alliancer holder evigt.« 

– Og hvor kommer euro'en ind i det her?

»Ja, den kommer ind i det øjeblik, vi siger ja til det her, så bliver Europa et meget stort forenet Europa, i folketal næsten dobbelt så stort som USA. Nede i Parlamentets kulturudvalg, sidder der jo mennesker, ikke revanchister ligefrem, men folk som er utilfredse med USA's dominans på det handelspolitiske og kulturelt. Det ved du selv, det er vanskeligt at komme ind og se en engelsksproget film i Strasbourg. Man kunne forstille sig i en ikke så fjern fremtid, så kommer der måske et forbud mod Coca Cola. Det kan da godt være, at det ikke kun er de autonome, der ødelægger McDonalds. Man vil måske have hele det amerikanske kulturpræg væk på længere sigt. Europa kunne opfinde sin egen underholdningsindustri og dominere dem. Og så ved vi jo også, at i det øjeblik du ikke handler med amerikanerne, så bliver de vrede. For mig var det i iøjnefaldende, at mens vi ødelagde Balkan i skøn forening, så var der ved at opstå handelskrig, fordi vi i EU ikke vil have deres hormonbehandlede kød. Venskabet er jo millimetertyndt,« siger Okking.

– Hvis jeg hører dig rigtigt, så mener du, at den fælles mønt mere og mere vil gøre EU til en ny magtblok, der vil komme til at stå over for USA på en ny, mere farlig måde?

»Det kan man godt forestille sig. Der er dit gæt ligeså godt som mit, og som alle andres.«

– Men er det noget man skal tage med i sin ja- eller nej-vurdering?

»Nej, i den retning er mine politiske kandestøberier lige så relevante som alle andres.«

– Men du er trods alt ...

»Nej, jeg er ikke politiker. Det er tillidsmandstanker, der har rod i det, jeg oplever hernede,« siger Okking afværgende og giver sig til at tale om Danmark demokratiets mulighed: »Vi skulle koncentrere os om at lave et rigtigt demokrati. Og ved eksemplets magt smitte af på resten af Europa.«

– Men den mere konkrete vision for et nej kan være svær at finde. Det indrømmede SF's Margrete Auken for et stykke tid siden. Hvad synes du, vi skal bruge et nej til?

»Til at tage en gennemgribende samfundsdebat. Vi burde finde en niche som hele Europa er interesseret i. Sunde fødevarer. Kan vi lave dem? Ja, det kan vi. Vi har en ekspertise til det. Måske skulle egnsmejerierne op og stå igen. Jeg kunne da godt forestille mig Europa i lange korteger, der kører op, og købte sunde danske varer, som ikke var bestemt af de der jakkesæt, som mere eller mindre har ofret den gode sunde danske egnskvalitet for ikke at få røde tal på bundlinien. Så skulle vi også til at drøfte en anden aflønningspolitik. Reklameindustriens direktører tjener mere end en bondemand, der laver fødevarer på 100 tønder land. Folk kan tjene en million på computeren på en nat ved at finde en eller anden dims, mens folk, der har stået op hele deres liv og arbejder energisk for et fællesskab bliver flået skattemæssigt. Sådan en debat skulle vi måske have.« 

– Men den debat kunne man jo have taget i Danmark allerede for to år siden?

»Ja, ja! Men man har ikke gjort det. Når jeg er ude og tale med folk, er det sådan noget, der interesser dem,« siger Jens Okking, og skifter spor en stund for at fortælle om en krise, han havde ved juletid. Godt gammeldags ulykkelig og misantropisk, kalder han sin tilstand. Men nu går det bedre igen.

– Kommer du i en ny krise, hvis det bliver et ja?

»Jeg får et problem, jeg skal bruge nogle måneder til at finde ud, hvordan jeg så skal finde noget meningsfuldt i den tid jeg har tilbage hernede. Jeg vil ikke synes det vil være rigtigt at smide håndklædet i ringen. Hvis danskerne med en passende majoritet mener, at vi skal med, så skal vi måske, som det hedder i politik, overveje situationen. Hvis det bliver det sædvanligt snævre ja, må vi smøge ærmerne op. Men på den anden side. Hvis vi har sagt ja, så sidder vi jo i saksen,« siger Okking, og lader tankerne glide, for så pludselig at vende tilbage med et smil:

»Men nogen gange ser man også – når man virkelig skal trøste sig selv – altså, hvis det her bliver EUs forenede stater, så finder du jo ud af det alligevel – har du rejst i Amerika ? Ude omkring i USA, finder de jo ud af det. Det er alternativ markedsøkonomi. Oppe i Montana er de langt, langt væk – og hvad de siger i Washington: Up yours, mand!«

– Der findes da også en stor sort økonomi i Thy i dag, hvor alt handles i Uganda-dollars?

»Ja, ja, det er da også på Lolland,« istemmer Okking: »Der vil komme en masse civil ulydighed. De der embedsmænd, der er posteret for at holde øje med at Bruxelles' diktater overholdes, de vil da være i et dilemma. For hvis de er for nidkære, bliver de isoleret, eller det der er endnu værre. Og hvis de ser gennem fingre, vil vi redde os på den der pragmatisme, som jo er så dansk. Jeg tror også, der ville opstå en modstandsbevægelse,« siger Okking, og smager på ordet:

»Ikke nødvendigvis voldelig. Men foreninger og klubber. Det er ikke et tilfælde at Borholm har sit eget flag, og der rumler også noget i Vendsyssel, især blandt voksne vælgere. De er sgu ikke så vilde med det. Hvad er det nu Glistrup siger: Ned til Bruxelles med det, jo længere de kommer væk, jo bedre, for så kan vi gøre som vi vil heroppe.« 

Okking slår en latter op, og understreger at han i øvrigt er alt andet end fremskridtsmand, men at folk, der som Glistrup taler uafbrudt, jo ender med at ramme sandheden indimellem. Efter et øjebliks tænkepause falder Okking selv over en sandhed:

»Det bliver jo umuligt at administrere. Jeg kan se de problemer, der allerede er nu. Når der kommer ungarere, Cypern, Estland, Malta og tolkebokse til alle dem. Det kan sgu ikke lade sig gøre. Nå, men gudskelov, så bliver det ikke i min tid.«

Okking ser for første gang i samtalen helt lettet ud. Han har kun fire år tilbage på demokratiets udpost nede i EU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her