Læsetid: 5 min.

Zobelskind: Sibiriens bløde guld

Pelsjægere i Sibirien jager zobler under ekstreme forhold langt ude i ødemarken, men de snydes, så vandet driver af det statslige monopol, der opkøber skindene
28. august 2000

 Zobel er det fineste, en Hellerupfrue kan svøbe sig i, og skind fra den 80 centimeter lange sibiriske mår opnår høje priser på de danske pelsdyrauktioner.

Zoblens glatte, glinsende pels er blevet kaldt for det bløde guld. Men zoblen er langt fra nogen guldgrube for de pelsjægere, som lever af at fange zobler i den vidtstrakte sibiriske urskov, tajgaen. Pelsjægerne er nemlig fanget i et monopolsystem, der er en overlevering fra de mere end 70 år under sovjetkommunistisk styre.

Staten forsøger at bibeholde et fast greb om handlen med skind. I lighed med eksempelvis udvinding og salg af ædle metaller og diamanter er pelshandlen helt og holdent styret af statslige selskaber, der fortsat dominerer mange russiske erhverv syv år efter Sovjetunionens opløsning.

De statslige monopoler har eneret på at aftage skind fra pelsjægerne og kan derfor slippe af sted med at afregne skindene til faste, meget lave priser. »Under kommunismen gjorde det ikke så meget. Dengang var der en vis balance i tingene,« siger Rane Willerslev, der er antropolog, og som har rejst og levet blandt de sibiriske pelsjægere.

»Jægerne fik ganske vist heller ikke ret meget for zobelskindene under kommunismen, men dengang var statsfarmene, som aftog skindene, til gengæld forpligtet til at levere ammunition, rifler og telte til jægerne. Og andre livsfornødenheder som mad og benzin blev solgt til lave priser.«

I dag er alt som før og dog så forandret. Pelshandlen i den enorme sibiriske republik Jakutien, hvor hovedparten af zoblerne fanges, styres af Sakhabult, som er republikkens skindmonopol. Priserne på skindene er fortsat i bund. Men i dag må jægerne selv skaffe sig alle livsfornødenheder og det til dagspris. Priserne på spaghetti, ris, mel og dåsemad er røget i vejret, nu hvor handlen sker på markedsvilkår. Og den lange transport til de isolerede bygdesamfund gør blot varerne endnu dyrere.

»Af den grund tvinges mange jægere til at sælge skind på det sorte marked for overhovedet at kunne overleve. Men selv her er priserne lave,« siger Rane Willerslev.

Dansk græsrodsprojekt

Jægernes umulige situation er baggrunden for, at en håndfuld danske græsrødder vil prøve at bane vej for, at de sibiriske pelsjægere kan sælge deres skind uden om skindmonopolet og direkte på de danske pelsauktioner, som er verdens største.

»Vi startede med at invitere en repræsentant for jægerne i bygden Nelemnoye til Danmark, så han kunne mødes med de danske opkøbere,« siger Uffe Christensen, der i en årrække har arbejdet på de danske pelsdyrauktioner, og som er med i græsrodsarbejdet til fordel for pelsjægerne. Det lykkedes faktisk at få skabt de nødvendige kontakter, og hjemme igen samlede bygdens repræsentant skind fra områdets pelsjægere med henblik på, at de skulle sælges på en dansk pelsdyrauktion.

Men de 232 zobelskind kom aldrig længere end til grænsen. Politiet konfiskerede bundterne med skind og afleverede dem til Sakhabult, der straks solgte dem videre uden at betale jægerne en eneste rubel.

Lokale love

»Problemet er, at myndighederne i Jakutien holder sig til lokale love, som giver Sakhabult eneret på handlen med skind. Men disse love er i strid med de føderale love, der gælder for hele Den Russiske Føderation, og som åbner op for fri handel,« siger Uffe Christensen.

Det er en offentlig hemmelighed, at Sakhabults direktør, Petrov, har gode forbindelser, der rækker endog særdeles langt op i republikkens politiske hierarki, så selvom tajgaens pelsjægere måtte have en god sag, så er de oppe imod kræfter, der ikke uden videre opgiver deres privilegier. Det er i hvert fald ikke hos de danske auktioner, at pelsjægerne støder på modstand.

»Vi er meget positive over for at handle direkte med dem,« siger Torben Nielsen, som er direktør i Copenhagen Fur Center, hvor cirka halvdelen af alle russiske zobelskind sælges. Det bliver til godt 100.000 skind om året.

»Men vi må også konstatere, at der er stærke kræfter, der forsøger at forhindre direkte kontakter mellem pelsjægerne og auktionerne. Derfor er vores muligheder for direkte at gøre noget i Rusland begrænsede –der er vi ofte oppe imod ubehagelige kræfter.«

Projektet med at hjælpe pelsjægerne til at få en ordentlig pris for deres skind har fået støtte fra Komiteen Natur og Folk i Nord, der støtter bæredygtige projekter for oprindelige folk i de nordlige og arktiske områder. »Vi ser det her som et mønsterprojekt, der ville kunne sætte gang i den økonomiske udvikling i området,« siger Mads Fægteborg, der er eskimolog og kontorleder i komiteen.

Han slår på, at zobelskindene er at betragte som et bæredygtigt produkt, og at den bedste måde, man kan hjælpe de oprindelige folk på, er ved at sørge for, at de kan sælge deres produkter og få en rimelig pris for dem.

Når fælden klapper

Nok er skindene bæredygtige, men måden, dyrene fanges på, vækker ikke udelt begejstring. Den traditionelle metode, som også jægerne i Sibirien anvender, er klapfælder. Det er den type, alle kender fra Anders And, altså en ræve-saks, der spændes med en fjeder og klapper sammen om benet på zoblen og holder den fast, til jægeren kommer og kontrollerer fælden.

Fangstmetoden er af dyreværnsfolk blevet betegnet som brutal, da dyrene ofte får knust benet og lider i dagevis, indtil jægeren kommer tilbage for at tjekke fælden. I EU arbejdede man op gennem 1990’erne på et forbud mod salg af skind fra dyr fanget i klapfælder. Men det lykkedes den internationale pelshandlerorganisation IFTF at få afværget forbudet. Skindene må fortsat sælges, men EU-landene ønsker, at der bliver udviklet mere ‘humane’ fælder.

IFTF har bidraget økonomisk til udviklingen af en canadisk fælde, som dræber dyrene øjeblikkeligt ved at knække nakken på dem. Ifølge græsroden Uffe Christensen er pelsjægerne selv meget interesserede i at skifte til nye og mere moderne fælder. »Men det kræver, at de får en ordentlig pris for deres skind, så de kan leve af jagten og få overskud til at købe nye fælder,« siger Uffe Christensen.

En vigtig indtægt

Salg af skind fra zobel har i århundreder spillet en stor rolle for russisk økonomi. Fra slutningen af 1500-tallet, og frem til begyndelsen af 1700-tallet var skind Ruslands vigtigste eksportvare overhovedet. I de følgende århundreder dalede skindhandlens betydning pga. rovdrift.

I årene efter revolutionen i 1917 havde Sovjetunionen hårdt brug for udenlandsk kapital, og igen blev skindet den vigtigste eksportvare. Fra 1924-29 stod skind således for 10-15 procent af al sovjetisk eksport. Stalins akutte behov for udenlandsk kapital til at opbygge en sovjetisk sværindustri satte atter gang i pelseksporten. Der blev oprettet pelsdyrfarme, og fældejagten blev intensiveret.

I dag er pelseksporten mindre vigtig for Ruslands økonomi, hvor de vigtigste eksportvarer er olie, gas og kul. Ruslands pelseksport vurderes til at andrage 500 mio. kroner årligt. Men et omfattende sortbørssalg gør en præcis opgørelse umulig. Ved den seneste halvårsauktion i Skt. Petersborg solgte statsmonopolet Sakhabult 20.000 zobelskind fanget i Jakutien, og fik i snit 50 dollar pr. skind. De fleste skind sælges videre på auktioner i Danmark til 80-100 dollar pr. zobel.

Pelsjægerne får ca. 7 dollar pr. skind, når de sælger til Sakhabult.

Kilde: Hunting & Trapping in Siberia af Rane Willerslev. Udgivet af Artic Information, København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu