Læsetid: 10 min.

Så spil dog op mod Uncle Sam

Udland
2. september 2000

I Washington følger man med en blanding af foragt og ligegyldighed de europæiske staters pinligt langsomme bevægelse henimod en union. Ingen frygter, at EU nogensinde vil kunne udfordre USA’s stilling som verdens eneste supermagt – mindst af alt præsidentkandidaterne George W. Bush og Al Gore. Men det er lige netop, hvad Europa bør sigte efter, siger Europa-kenderen Stanley Hoffmann, mangeårige professor på Harvard University Åh, Europa Budskabet kommer fra en uventet kant – Amerika: Danskere! Stem dog ja til medlemskab af den Økonomiske og Monetære Union, således at et styrket og forenet Europa vil være udrustet til at udfordre det amerikanske overherredømme i verden! Budbringeren hedder Stanley Hoffmann. Han er universitetsprofessor, stifter af Center for European Studies på Harvard University i Cambridge, Massachusetts og vel nok USA’s fremmeste kender af europæisk historie og samtidsforhold. »Europa står i de kommende år over for en stor udfordring. Den kommer fra USA. Mange amerikanske ledere har et helt urealistisk forhold til Europa. Lagde nogen mærke til, at Al Gore i det store og hele undlod at omtale udenrigspolitik i sin takketale til den demokratiske partikongres i Los Angeles? Og Bush? Guvernøren og hans rådgivere er tilsyneladende af den opfattelse, at hvis USA gør, så logrer europæerne med halen,« siger 71-årige Hoffmann i en samtale med Information. »De Forenede Stater svinger mellem på den ene side en slags ligegyldighed over for resten af verden og på den anden side en spankulerende selvforherligelse af sin status som ene supermagt. Det giver efter min mening Europa – og især vesteuropæerne – en chance for at tilkæmpe sig mere selvstændighed vis á vis USA.« Stanley Hoffman er kendt i USA for sin skarpsindige analyse af europæiske forhold. Man skulle tro, at han i sin lange karriere på Harvard ville være blevet træt af at deltage i diverse paneler og seminarer om amerikansk udenrigspolitik, relationerne mellem EU og USA og franske forhold. Det passer imidlertid ikke. Professoren, der trods sin høje alder stadig underviser på universitet, dukker altid pligtskyldigt op og indsamler somme tider afslørende anekdoter. I sidste måned talte Hoffman således på en Harvard-konference arrangeret i anledning af 10-året for Berlin-murens fald. »Jeg sad i et panel om Tysklands genforening. Amerikanerne talte, som om kun USA’s engagement havde været betydningsfuldt – ud over selvfølgelig Forbundsrepublikken Tysklands. Andre europæiske lande – der var endda nogle russere i panelet – nævnt de amerikanske politikere end ikke. Det efterlod europæerne dybt chokerede,« erindrer Harvard-professoren. Han forklarer: »Der er en holdning i Washington, og jeg er ikke sikker på, at det gælder for resten af USA, at vi er den eneste supermagt, ingen kan udfordre os, Europas Forenede Stater bliver aldrig til noget og Japan – ja, japanerne troede vi engang kunne blive nr. 1, men nu viser det sig at have været en overdreven angst. Nej, vi kan håndtere verden. Vi leder, og de andre følger. Den mentalitet er kilde til voksende irritation i Europa.« Hoffman er født i Wien i 1928, kom til Paris som 1-årig og voksede op i Frankrig, hvor han blev uddannet på Institut d’Etudes de Politiques. I 1955 emigrerede han til USA og blev ansat på Harvard. 14 år senere tog han initiativ til at stifte et europæisk institut – Center for European Studies (CES) – der anses for at være den førende akademiske tænketank i USA på det område. – Hvorfor stemme ja til ØMU’en? »Man bør tænke på ØMU’en som en slags kroning af det, EU har fuldført siden Det Indre Marked blev en realitet. Integrationen af medlemslandenes økonomier skal konsolideres. Det bør give udslag i en bedre koordination af social- og finanspolitikken. Men frem for alt skal ØMU’en berede vejen til en ny stormagt.« – Som kan afveje USA’s dominans? »Ja, netop. Det er der stigende behov for. Jeg er virkelig chokeret over den kombination af foragt og ligegyldighed, man finder i Washington for europæerne.« – Hvorfor er amerikanerne nervøse over en voksende selvstændighed i Europa? I årtier har man fra Kongressen hørt beklagelser over, hvor lidt ansvar europæerne er villige til at tage for deres egne affærer. »Ja, sådan har det altid været, og mere nu end før. Denne modsigelse forbliver. På den ene side anklager man europæerne for ikke at bære nok af den fælles byrde, hvilket i øvrigt er forkert, hvad angår Kosovo; på den anden side udløser en europæisk indsats en dobbelt reaktion fra USA. Den første er: Okay, de gør noget, men det vil ikke lykkes dem, for de er i grunden inkompetente. Den anden reaktion er: Hvis europæerne har succes med et eller andet, så spørger amerikanerne, hvorfor vi skal blive ved med at spendere penge på dem.« – Kosovo var et skelsættende begivenhed for europæisk-amerikanske relationer. Vi ved endnu ikke, hvad det kommer til at betyde. Forudser De en ændring af NATO? Vil USA gå med til det? »Ja, NATO vil undergå ændringer efter Kosovo. Jeg tror ikke, at amerikanerne vil gå med til det, i hvert fald ikke Pentagon.« – Hvordan vil en præsident Bush eller præsident Gore håndtere Europa? »Alle de udenrigspolitiske rådgivere, Bush omgiver sig med, arbejdede for hans far. De ved absolut intet om, hvad der rør sig i Europa i disse år. De lever i fortiden. Gores udenrigsminister vil efter al sandsynlighed blive Richard Holbrooke (særlig udsending til Kosovo og USA’s nuværende FN-ambassadør, red). Det kan næppe virke beroligende for europæerne. Holbrooke har gang på gang udtrykt sin foragt for europæisk udenrigspolitik.« »Så uanset hvem, der vinder præsidentvalget til efteråret, bliver det fremtidige amerikanske forhold til Europa mindre end broderligt. Man kan tænke, hvad man vil om Bill Clinton. Han har i hvert fald håndteret USA’s forhold til de europæiske stater og EU virkeligt godt. Min ven Hubert Vedrine (den franske udenrigsminister, red.) har ofte været meget kritisk over for USA, men han er en stor beundrer af Clinton og hans dyder, altså et varmt hjerte, venskabelighed og åbenhed. Disse karaktertræk vil man ikke finde hos Clintons efterfølger.« – Hvad kan europæerne lære af USA og amerikanernes erfaring med den føderale model? »I teorien er der noget at lære, men hvor demokratisk USA er i praksis, er et ret kildent spørgsmål. Dette er jo et land, hvor halvdelen af befolkningen ikke stemmer, og den tavse halvdel udgøres hovedsageligt af ubemidlede amerikanere. Politik er næsten fuldstændig i lommerne på erhvervslivet og velstående interessegrupper. De to partier er totalt afhængige af pengebidrag, hvilket de faktisk selv medgiver.« »Hvad man kan lære af den amerikanske forbundsmodel, er en pragmatisk opdeling af kompetence over retlige ansvarsområder mellem den centrale myndighed og medlemsstaterne. En central myndighed bør kun håndtere det essentielle, hvorimod man ofte får indtrykket, at kommissionen i Bruxelles beskæftiger sig mere end nødvendigt med trivielle ting. Men det er selvfølgelig den opgave, regeringerne har pålagt EU-kommissionen.« Jeg mener, der er to vigtige opgaver at løse. EU-institutionerne skal reformeres, således at afstanden til EU-borgerne bliver mindsket. Joschka Fischers forslag om at skabe et slags europæisk regeringskabinet med udøvende magt og et ægte parlament vil bidrage til den proces. Derudover vil ideen om et Europa, der bevæger sig fremad i forskellige etaper med varierende hastighed blive mere og mere attraktivt i takt med, at unionen skal udvides med nye medlemsstater,« siger Stanley Hoffmann. »Det er ganske enkelt umuligt at forestille sig en europæisk union med 27 ligestillede medlemslande. Ingen vil kunne tage beslutninger, og alt vil gå i stå. Så jeg stiller mig sympatisk over for Jacques Chiracs ide om en fortrop. Det vil naturligvis skabe store spændinger i EU, ikke mindst fordi Storbritannien bliver kørt ud på sidelinien. På den anden side vil det måske tvinge briterne til at tage stilling til, hvad de egentlig ønsker med EU.« – Men finder De det ikke dybt problematisk, at hele spørgsmålet om en politisk union – en klar nødvendighed for at styre den fælles økonomiske politik i ØMU’en og for at afveje den europæiske centralbanks indflydelse – er blevet skubbet under gulvtæppet i så land tid? »Selvfølgelig har det været et fejltrin fra politikernes side. De skulle have forberedt borgerne på det scenarie i forvejen. På den anden side kan en politisk union også være udtryk for samarbejde eller integration indenfor de mere betydningsfulde sider af det daglige politiske liv, der trods alt er af økonomisk, social og strategisk karakter. Resten er mere ideologisk og mindre vigtig for løsning af de dagligdags problemer.« »Et minimumskrav må derfor være, at EU prøver at stable mere end blot et rent symbolsk fælles diplomati og forsvar på benene. Hvis det lykkes, og et sådant samarbejde lægges oven i den fælles mønt og Det Indre Marked, står verden pludselig med en ny politisk størrelse. Inden det sker, vil vi se en heftig debat mellem to skoler.« »Den ene skole vil mene, at en sådan ny konstruktion skal styres af en europæisk embedsstand og kun beskæftige sig med økonomiske og sociale anliggender, hvorimod politiske beslutninger stadig bør ligge hos de europæiske nationalstater. Den anden skole – der, så vidt jeg kan se, omfatter Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien – vil kræve en politisk konstruktion og et Europa, der bliver en selvstændig magt i sig selv, uanset hvordan institutionerne ser ud.« Det næste spørgsmål bliver så: Hvis man vitterligt ønsker at opbygge en europæisk politisk magtenhed, kan det så lade sig gøre med de nuværende mellemstatslige institutioner? Det bliver den næste debat på dagsordenen, og som det er sædvane i Europa, vil den vare i lang tid,« siger Stanley Hoffmann. – Og det er vel netop problemet. Er der tid til at lade reformerne trække i langdrag? Hvor er de visionære europæiske statsmænd? I 1950’erne var det frygten for en ny krig, der drev værket. I 80’erne var det Delors’ håb om at udfordre USA. EU’s udvidelse mod øst synes ikke at være en prioritet, der fremkalder reformer. »Jamen, Europa har gjort enorme fremskridt i de sidste 10-12 år. Det Indre Marked, ØMU’en og starten på en fælles forsvars- og udenrigspolitik skal man ikke kimse ad. Nu er der behov for en gennemgribende reform af EU’s institutioner, som jo ikke var bygget til en union af denne dimension og denne størrelse.« »Jeg synes ikke, at man kan tale om en manglende vision. I EU findes der en type pragmatisk vision, der kan defineres som en blanding af frem for alt ønsket om at skabe velstand i en global verden og samtidig en voksende bestræbelse på at veje tungere i internationale anliggender. Det er sandelig ikke en heroisk vision, i stil med at hindre en fremtidig krig mellem Frankrig og Tyskland, men jeg synes stadig, at det er en indholdsrig vision.« »Debatten mellem føderalister og tilhængere af mellemstatslige institutioner har faktisk stået på siden diskussion om et fælles europæisk forsvarssamarbejde i 1953-54. Det slår mig faktisk, at selv om institutionerne har udviklet sig trin efter trin i en højst pragmatisk og i nogen grad byzantinsk manér, er debatten mellem føderalister og fortalere for det mellemstatslige i dag nogenlunde den samme som i Altiero Spinellis og Charles de Gaulles dage.« »Det er egentligt ret forståeligt, eftersom det er svært for mange af de større stater i Europa at opgive national identitet og suverænitet, hvorimod en føderal model er bedre for mange af de mindre statsmagter, fordi det giver dem mere indflydelse på europæiske plan. Der er altså yderst gode grunde til, at denne debat føres, og man kan blot håbe på pragmatiske kompromisser, som vil rykke den Europæiske Union fremad tomme for tomme.« »De nylige erklæringer fra Chirac og Fischer demonstrerer, at der åbenlyst eksisterer brede muligheder for lovende kompromisser frem for at fortsætte den uendelige debat mellem de to sider, hvor den ene part låser sig i fast i bombastiske proklamationer om dyderne ved en forbundsstat, og den anden part slår på tromme for at bevare gamle nationer. – Hvorfor er det gået så langsomt med øst-udvidelsen? »Jeg mener, der er gode grunde til, at de vesteuropæiske lande har en ambivalent holdning til en geografisk udvidelse af EU. Én af grundene er oplagt af materiel karakter. Tilsvarende tidligere udvidelser af medlemsskaren tager det lang tid at bilægge modstridende interesser i forhandlinger om landbrug, stål og tekstiler.« »Dertil kommer, at de østeuropæiske lande ikke er særlig indstillet på at ofre særligt meget af deres nyvundne uafhængighed – efter 50 års udenlandsk diktatur – på EU’s alter. Det er en konstant kilde til irritation hos franskmændene, hvilket er én af årsagerne til, at Frankrig nu forsinker processen. Østeuropæerne kan ikke se nogen god grund til, at EU skal have sin egen forsvars- og udenrigspolitik. Onkel Sam er der jo for at beskytte de østeuropæiske lande.« »Hvad vi ser, er altså en tidsforskydning mellem Vest- og Østeuropa. Under Den Kolde Krig var USA Vesteuropas beskytter. Nu er det omvendt.« *Interviewet med Stanley Hoffman er del i en serie samtaler med markante personer om Europa i skismaet mellem grandiose visioner og hverdagens pragmatiske magt- og forhandlingsspil. De første artikler blev bragt 29.-30. juli, 5.-6., 12.-13. og 27.-28. august. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her