Læsetid: 3 min.

’Ordren til at knække palæstinenserne er givet’

Hvis ikke helvedet er brudt løs i dag, er det kun fordi, Sharon ikke ønsker at kaste benzin på bålet på Jordens Dag. Ordren er givet, skriver israeleren Jeff Halper
Udland
30. marts 2001

»Det er ubestrideligt, at en omfattende aftale er udelukket nu. For først når araberne er faldet hen i fuldstændig håbløshed, en håbløshed, der ikke kun vil skyldes fi-askoen med urolighederne og oprørsforsøget, men også vil være en følge af vor udbredelse i landet, kan de på nogen måde acceptere et jødisk Eretz Israel.«
David Ben Gurion, 1936

Stilhed før stormen
Dette er stilheden før stormen. Når De læser det følgende, kan det være, at helvede er brudt løs. Hvis ikke det er sket, er det kun, fordi Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, ikke ville fremprovokere en stærk reaktion fra det arabiske topmøde i Jordans hovedstad, Amman.

Hvis ikke det sker fredag, er det kun, fordi Sharon ikke ønsker at kaste benzin på bålet på Jordens Dag. Men ordrerne er givet. Vi venter alle. Israels endelige fremstød for at ’knække’ palæstinenserne er ved at tage form. Det var det, Sharon blev valgt til; det er det, han har ventet på de sidste 53 år og mere til.
Én hindring stod i vejen for Israels nationale samlingsregering, der omfatter Nobelpris-tageren Shimon Peres som udenrigsminister og den sovjetisk-jødiske menneskeretshelt Nathan Sharansky som viceministerpræsident: Den skulle have præsident George Bush’ velsignelse.

Sharon var den første mellemøstlige leder, der besøgte Det Hvide Hus efter det amerikanske valg, og hans første opgave var at tilskynde Bush til ikke at invitere lederen af Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (PA), Yasser Arafat.

Han fremsatte sin dagsorden for den nye regering: Den skal give Israels borgere ’sikkerhed’, gøre ende på palæstinensisk ’terrorisme’; og – fordi han tror, at fred er umulig – måske forhandle om en ’midlertidig’ aftale med palæstinenserne.

Alt dette er kodesprog for to underliggende politiske strategier.
For det første vil Israel bryde den palæstinensiske modstand én gang for alle og tvinge palæstinenserne til at acceptere en ministat, der omfatter halvdelen af Vestbredden og Gaza.
Ministaten er nødvendig, for at Israel kan slippe for at give statsborgerskab til omkring tre millioner indbyggere i de besatte områder, men den vil langtfra være levedygtig eller virkelig suveræn. Dens territorier vil ikke hænge sammen, fordi de er klemt inde mellem israelske bosættelser, omkørselsveje, vejspærringer og militære anlæg. Den vil ikke have nogen grænser, fordi den er helt omringet af Israel, og ingen kontrol over grænseovergangene.

Begrænset suverænitet
Den vil være ude af stand til at udvikle en sund økonomi, og dens indbyggere vil fortsat være løsarbejdere, der for altid vil være afhængige af den israelske økonomi. Dens suverænitet vil i bedste fald være begrænset.

For det andet vil regeringen vende tilbage til den gammelkendte taktik med at trække forhandlingerne ud med det formål at skabe flere ’fastslåede kendsgerninger’ og dermed påvirke selve forhandlingsprocessen. Det korte af det lange er, at palæstinenserne hellere må acceptere denne ’realitet’, ellers.... Det er frivillig besættelse eller absolut undertrykkelse.

Det, Sharon skulle have af Bush, var altså tilladelse til ubarmhjertig undertrykkelse af enhver palæstinensisk modstand mod den militære besættelse. Den fik han, med ét forbehold: Gør ikke noget, der kan være ’pinligt’ for USA. Forvent derfor ikke, at amerikansk-fremstillede Apache-helikoptere vil angribe Hebron, sådan som de gjorde i Beit Jala og Gaza By.

Mindre synlige midler vil blive taget i brug: flere drab på palæstinensiske ledere og græsrodsaktivister samt ’kirurgiske operationer’, der skal ’straffe’ folket og ’rydde’ landbrugsjord og bykvarterer. Læg mærke til, hvad der sker i det palæstinensiske kvarter Abu Sheineh i Hebron de nærmeste dage; det var herfra, de skud, som dræbte et israelsk barn, tilsyneladende blev affyret.

Desuden vil israelerne vende tilbage til bureaukratiske metoder som nedrivning af huse og ekspropriation af jord, omfattende udvidelser af bosættelserne og anlæg af flere veje, ’smertefulde’ sanktioner mod PA, og mere af samme slags. Alt dette vil naturligvis blive fremstillet som berettigede ’reaktioner’ på terrorisme. Sha-ron blev trods alt valgt, fordi han lovede at sørge for israelernes personlige sikkerhed. Men det er et kynisk dække over Sharon-Peres-regeringens vigtigste mål: at skabe så megen håbløshed blandt palæstinenserne, at de endelig vil underkaste sig det israelske diktat.

Jeff Halper er koordinator for Den Israelske Komité imod Nedrivning af Huse og redaktør af News From Within. Ovenstående er uddrag af en artikel, som er offentliggjort af Center for Policy Analysis on Palestine i Washington.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her