Læsetid: 5 min.

Den hellige Silvio

Silvio Berlusconis livshistorie, hustandsomdelt i Italien, er en helgenbiografi for læsesvage
Udland
30. april 2001

Silvio Berlusconi har ladet sig lave en biografi. Først en bog beregnet på salg, men da han besluttede sig for at husstandsomdele den til samtlige italienske familier fik hans livshistorie form af et ugeblad på 130 sider. Måske i erkendelse af, at hans mulige vælgere ikke læser bøger.

Af form er det en fotoroman med billeder af hovedpersonen i hundredevis og korte tekster skrevet for analfabeter, der kan læse. Af indhold og i stilleje er det en helgenbiografi, og bag den beskedne titel »En italiensk historie« udfolder sig fortællingen om en ganske almindelig dreng fra Milano, der vokser til overmenneskelige, mytiske dimensioner, og som på et givet tidspunkt modtager en åbenbaring og derefter ofrer sig selv, og alt hvad han ejer, for sit folks frelse.

Men i modsætning til de fleste helgenbiografier er denne også fortællingen om et menneske, der selv gerne lader sig prise som frelser, om end ikke forsoner. Den af Herren salvede, L’Unto del Signore, hvilket var et udtryk, som Silvio Berlusconi brugte om sig selv, da han i 1994 fik kaldet til at opgive alle ledelsesposter i sit forretningsimperium og gå ind i politik. Forargelsesvækkende, som når Jesus påstod at være Guds søn, men udsagnet i vore blaserte tider straks af ham selv dæmpet som udtryk for selvironi.

Frelseren har forældre. Luigi og Rosa. Han er i 1936 ikke født i en stald, men i et middelklassehjem i Milano. Da tyskerne besatte Italien, flygtede faderen til Schweiz, hvilket var patriotisk og anti-fascistisk nok for en værnepligtig i den italienske hær. Moder Rosa opretholdt hjemmet, og svanger med sit tredie barn tog hun hver morgen toget ud til gummifabrikken Pirelli, hvor hun arbejdede på kontor. En dag fik hun en maskinpistol for brystet. »Det skete,« fortæller Silvio, »da hun ville forhindre en SS-officer i at føre en jødisk kvinde væk til en udryddelseslejr. Alle var lammede af frygt, men ikke min mor. Hun greb den tyske officer i kraven og råbte »Forsvind! Sig at du ikke har fundet hende og forsvind herfra.« Han skubbede hende vantro omkuld og rettede geværet mod hende: »Hold mund, eller jeg slår dig ihjel.«

Men hun havde modet til at fortsætte: »Se dig omkring: Hvis du skyder mig, kommer du ikke levende ud af dette tog.« Og så kiggede han rundt og så alle disse skrækslagne ansigter forvandles til en trussel, fordi de ikke ville svigte en svanger kvinde, lille af krop men stor af ånd, som satte sit eget liv ind på at redde en andens. Tyskeren rødmede, krummede fingeren om aftrækkeren, tøvede et øjeblik, og så gik han.«

Det gode eksempel

Det er en central fortælling om Moderen og Menneskesønnen, om guddommeligt ophav og guddommelig bestemmelse, om tolderes og synderes omvendelse, eller i hvert fald Silvios eget eksempel til efterfølgelse. Og vores.

Det er os, de frygtsomme i kupéen, der indgydes nyt mod og håb ved hende og ham. Kapitlet om vennerne fra skoletiden, der har fulgt ham i forretningslivet og siden er blevet ministre, deputerede og europaparlamentarikere, er fortællingen om de tolv disciple.

Læsemåden er bestemt af biografiens første opslag, som viser Silvio på hug, ikke på knæ, i parken omkring hjemmet i Arcore. Han holder en blomst i den ene hånd og nærmest kærtegner en endnu voksende med den anden. Jamen, er det ikke? Jo, det er billedet af den hellige Frans af Asissi, som opgav al rigdom og magt og gav sig til at tale enkelt med planter og dyr og til mennesker om Gud...

Og der fortælles om dette forunderlige menneske, der bedst er kendt for at få penge til at yngle under sine hænder, at »Han kender og genkender aller arter af træer, planter og buske og ynder at kalde dem ved deres botaniske navn på latin. Og som ekspert har han talrige gange optrådt i fjernsynet.«

Frelsere og profeter

Det er kun verdslige og vantro sjæle, der vil ymte, at det må have været på hans egne kanaler, og at blomsten, han taler med er en krokus, der vel hedder det samme på latin, italiensk og dansk. Silvio Berlusconi er som partistifter laico – ikke katolsk, ikke troende – og det er kun skumlere, der vil indvende, at den religiøse forståelsesramme for hans livshistorie er meget udspekuleret og tjener et højst verdsligt formål. Men det har man jo i historiens løb kunnet indvende mod alle frelsere og profeter.

Og skam få den, der tænker ilde om hans far. Ham på jorden. Luigi. Han var ansat i en meget lille bank, Banca Rasini, til at spidse blyanter for bogholderne, men da han selv blev ophøjet i takt med, at hans søn begyndte at tjene penge, var han den, der forlangte af de ansatte, at de skulle vise stumpen af den gamle blyant, før han udleverede en ny. Dette træk af hæderlighed og sparsommelighed fortæller sønnen i samklang med fortællingen om søndagene, hvor de tog hinanden i hånden og gik på San Siro for at se Milan spille.

»Og jeg gjorde mig så bittelille i køen for at vi kunne komme ind på én billet, og hvis vi tabte, hvad vi dengang oftest gjorde, sagde jeg til far: »Næste gang vinder vi.«

Og sønnen holdt ord, da han langt senere overtog fodboldtemplet, ryddede det for kræmmere og lærte drengene at spille bold.

Det var faderen, der investerede alle sine sparepenge af sin løn fra banken i sønnens første byggeprojekt, opførelsen af en hel satellitby i udkanten af Milano, og det er kun nøjeregnende kommunister, der senere har kunnet indvende, at det rækker en bankfunktionærløn ikke til. De nøjeregnende har kunnet citere mafiaens bankier, Michele Sindona, for at Banca Rasini, fars bank, var den ene af de to banker, som var mafiaens vaskemaskiner i Milano for sorte penge. Den anden brugte Berlusconi også.

Men det står der ikke noget om. Skulle Silvio tabe valget, er det fordi det uforstående folk har krævet Barrabas fri fra korset og ikke ham.

Silvio Berlusconi: Una Storia Italiana. Forlaget Mondadori. 130 sider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her