Analyse
Læsetid: 4 min.

Når børn slår børn ihjel

To unge, der som børn for otte år siden slog en lille dreng ihjel, er nu blevet sluppet ud i det britiske samfund til rehabilitering
Udland
26. juni 2001

For otte år siden tog et barn i et indkøbscenter i Nordengland et lille-bitte barn ved hånden og gik sammen med en ven ud af centret. Derefter torturerede og myrdede de to kammerater den to-årige James Bulger. Mordet og den efterfølgende retssag vakte vild opstandelse i Storbritannien, og det samme er sket nu, hvor de nu 18-årige mordere er blevet løsladt.

Men løsladelsen rejser dilemmaer af moralsk og etisk karakter, som ikke nemt lader sig løse. Først og fremmest viser Bulger-sagen, at børn, der slår ihjel, på visse punkter straffes hårdere end voksne, der slår ihjel. Ligesom den indeholder det paradoks, at hvor det normalt er de offentlige myndigheders opgave at beskytte offentligheden mod kriminelle, er det i Bulger-sagen lige omvendt. Fremover bliver myndighederne nødt til at beskytte de to barnemordere mod offentligheden.

Robert Thompson og Jon Venables blev ikke bare dømt til otte år i forvaring for det mord, de begik, da de var ti år gamle. De har også pligt til efter løsladelsen at holde tæt kontakt med de offentlige myndigheder, og hvis de så meget som erhverver sig en fartbøde eller kommer i slagsmål på en pub, er de på vej lukt tilbage i forvaring – næste gang et ungdomsfængsel. Thompson og Venables bliver aldrig rigtig fri for en eller anden form for straf for den forbrydelse, de begik som 10-årige.

Med en gennemsnitlig levealder på omkring de 70, er der altså tale om cirka 50 år. Det må siges at være en hård straf i sammenligning med så mange andre, der falder over voksne forbrydere. Man kan måske sige, at det er prisen for at blive sluppet ud efter otte år.

Logikken bag beslutningen er, at skulle de to have siddet længere, skulle de overføres til et decideret ungdomsfængsel, og myndighederne var ganske enkelt bange for, at de fremskridt, som de to barnemordere efter sigende har gjort, ville blive uigenkaldeligt ødelagt af det rå miljø på et sådan sted. Skulle de to rehabiliteres, måtte det altså helst ske på et tidspunkt, hvor de ikke var blevet karriere-kriminelle. Rene horder af psykologer, rådgivere, socialarbejdere m.v. har været involveret i vurderingen af de to unge mænd, som førte til prøveløsladelsen.

Mange medlemmer af offentligheden synes ikke, den logik holder. En kampagne anført af den myrdede James Bulgers mor har tiltrukket mange, som mener, at de to enten skulle have siddet inde betydeligt længere, eller at de aldrig skulle have været løsladt. At livslangt faktisk i deres tilfælde bør betyde hele livet.

Andre har udvist følelser, der mest af alt minder om misundelse. For eksempel har adskillige beboere fra egnen omkring Liverpool, hvor de to kommer fra, klaget over, at Thompson og Venables har fået intensiv behandling og ikke mindst skolegang, mens deres egne børn må døje med dårlige standarder i de offentlige skoler. Så løsladelsen har ført til fornyet ophidselse og debat om Bulger-sagen.

Det fører til det andet aspekt, som måske kan vise sig at blive det sværeste for Thompson og Venables at håndtere. For hadet mod de to er så stort, at der er reel fare for, at deres liv er truet. Trusler har det i hvert tilfælde ikke skortet på. Så for at beskytte de to kriminelle mod offentligheden er de blevet udstyret med nye identiteter, komplet med en fabrikeret fortid, en fiktiv nutid og en fremtid bygget på en løgn. Det er et næsten uhyggeligt stort pres at leve under.

For det første fordi der er en evig risiko for, at deres dækidentiteter bliver afsløret. Der har allerede været læk af informationer om deres færden – formentlig fra politikilder eller mediemuldvarpe – på trods af et forbud mod at viderebringe oplysninger, som kan føre til, at de to bliver opdaget. Men selv om det så skulle lykkes dem at holde deres fortid skjult, kan de aldrig leve et normalt liv. Det er en anden, hård straf.

Hvordan for eksempel håndtere den skyld, de må formodes at føle over deres forbrydelse, når de aldrig kan tale om den? Og hvordan hengive sig til intimitet med en elsket partner? For tænk nu, hvis den højtelskede viste sig at være af den støbning, der kunne finde på at gå til tabloidbladene og sælge historien? Det ville formentlig være ulovligt at trykke den, men mon ikke et og andet blad med et øje på bundlinien ville finde det fordelagtigt at sluge bøden og publicere alligevel? Eller finde et påskud om ’offentlig interesse’, som måske kan holde i retssalen.

Hvilket bringer pressens rolle i fokus. Den rolle er uskøn. For selv om den hetz og lynch stemning, som eksisterer i Storbritannien i dag over Bulger-sagen, er ægte nok følt af en del mennesker, er den blevet pustet til og promoveret af dele af pressen. Ikke nødvendigvis fordi redaktører og udgivere er hævngerrige ådselsjægere med blodlyst, men fordi den slags stof sælger. Jaget mod den laveste fællesnævner er forlængst blevet målestok for store dele af pressen – – mest men ikke udelukkende for tabloidaviserne.

Enhver ’public service’ forpligtelse, som ’the gentlemen of the press’ tidligere måtte have følt, er forsvundet i takt med kommercialiseringen. At sælge aviser i Storbritannien i dag er faktisk slet ikke ulig med at sælge sæbepulver. I den karrusel bliver mennesker som Thompson og Venables til ofre. Nogle briter vil mene, at det har de fortjent. Andre vil mene det modsatte. Hvad de færreste tvivler på, er at det vil ske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her