Læsetid: 5 min.

’Jeg er newyorker’

I et Rom i erklæret undtagelsestilstand på grund af to demonstrationer slog Silvio Berlusconi indenrigspolitisk plat på verdenssituationens øjeblikkelige alvor
12. november 2001

ROM – Allerede lørdag formiddag kunne man tydeligt fornemme at det ville blive en usædvanlig dag. Der var ingen, eller næsten ingen, biler i Roms gader, og så meget tydeligere kunne man høre lyden af helikopterne, der i store cirkler afpatruljerede luftrummet over byen. Fra om morgenen og frem til midnat var al civil lufttrafik over byen forbudt, et missilforsvar mod mulige aggressorer fra den for første gang regntunge efterårshimmel var klargjort på ukendte steder i en ring om byen, og otte hundrede affaldscontainere og større papirkurve var fjernet fra strategiske steder i centrum. De to efterretningstjenester, forsvarets og politiets, havde i dagene forinden lækket oplysninger om, eller forsikret for, at der var taget forholdsregler mod tænkelige angreb på Rom med bakteriologiske eller kemiske våben, og hvad man ikke kunne se med det blotte øje, men havde kunnet læse i avisen, var, at der oven over alting, over skyerne, over Forum Romanum, over helikopterne, over missilernes sprænghoveder og de fjernede papirkurve fløj Awacs-recognosceringsfly, der registrerede hver lille bevægelse nede i den evige og nu ufrivilligt bilfri stad. På grund af to lovligt anmeldte demonstrationer. 5.000 kampklædte politifolk posteret, 1.000 i civil deltagende i mest den ene, i den, der blev anmeldt først og for længe siden. I den, der er arrangeret af de anti-globaliseringsbevægelser, der kom for skud af de samme infiltrerende politibetjente under sommerens G8 møde i Genova – nå, det var en vurdering og en ironi, der ellers ikke skulle slippe ind i beskrivelsen af denne situations uoverskuelige alvor – men det var fra denne demonstrations sammenrend af overlevede marxister, utilfredse bønder, pacifistiske studenter, gule fagforeningsfolk, arbejdsløse og indvandrere, vegetarer og homoseksuelle og helt almindeligt bekymrede mennesker, der ikke vil have krig, at det officielt krigsberedte Italien ventede ballade med mulig dødelig udgang. Til gengæld ventede man ikke så mange deltagere i denne No Global-kortege fra Piazza Esedra til FAO’s hovedkvarter ved Circus Maximus. 30-40.000. Den anden demonstration på Piazza del Popolo blev anmeldt langt senere, som en mod-demonstration i realiteten, men som en solidaritetserklæring til USA. Ideen undfanget af den meget velbegavede, intrigante og holdningslabile journalist Giuliano Ferrara, der indledte sin karriere på den yderste venstrefløj og blev talsmand og minister uden portefølje i Silvio Belusconis første kortvarige regering i 1994. Men det tankevækkende er, at det er Berlusconi og hans regeringsparti selv, der har ført idéen til realitet. I et Italien, som stadig har et lidt sorgløst forhold til fascismen, er det vel ikke sket siden Mussolini, at en regeringsleder iværksætter en massedemonstration til støtte for sig selv og sine beslutninger. Usædvanligt i vestlige demokratier er det i hvert fald. Italien i krig I onsdags gik Italien i krig. Et regeringsforslag om at sende flådens flagskib, hangarskibet Garibaldi, med støttefartøjer, til Den Persiske Golf, samt nationens elitetropper til indsættelse i en landkrig i Afghanistan, i alt 3.000 mand, blev vedtaget i begge parlamentets kamre med et meget stort flertal, som også omfattede centrum-venstre oppositionen, men i forhold til lørdagens demonstration for støtte til USA stod oppositionen og dele af Berlusconis egne allierede af. På vej ind til Piazza del Popolo kunne man både fragte en dirty bomb og kemikalier forbi de passiarende politibetjente og de overvejende midaldrende demonstranter med Stars and Stripes i hånden og på de omdelte hvide baseball-kasketter. Med en præcision, som gør indsættelsen af de 150 faldskærms-carabinieri i Afghanistan betænkelig, starter showet, for et show er det, en time senere end annonceret, og den bebudede videotale fra George W. Bush når aldrig frem. Måske har den amerikanske præsident lugtet en lunte og aldrig lavet den. Måske har han fornemmet eller fået fortalt, at scenografien ville være Berlusconis sædvanlige: En hvid talerstol på en bred scene med en azurblå himmel med drivende skyer som baggrund. Partisymbolet er skiftet ud med en italiensk tricolore og Stars and Stripes i forbrødrende overlapning over ordene Per non dimenticare. For ikke at glemme. Alvorlig forsamling Signalværdien er tydelig og tilsigtet i genbrugen af Berlusconis valgkulisse. Men formålet er ædelt og forsamlingen stemt til en alvor, som er nem at forveksle med kedsomhed. Der er fra regeringspartiets side opfordret til, at man ikke møder op med partiflag, men de er der fra hele højrespektret. Af de 700 hundrede busser betalt af Berlusconi og hans parti er dog kun 520 mødt frem med folk fra de fjerneste egne af landet til en gratis weekend i hovedstaden. De hører Pavarotti tale frihedens sag, og efter ham en bevægende Sophia Loren på video fra USA, og de hører Andrea Bocelli synge Ave Maria ud over Piazza del Popolo, som han gjorde fra ground zero på Manhattan fornylig. Alain Delon har været der, fodboldspilleren og buddhisten Roberto Baggio har været der, Nationalskuespilleren og romeren Alberto Sordi bevidner de stærke bånd mellem Italien og USA, inden forestillingens clou, som er repræsentater fra New Yorks heltemodige brandvæsen, der i italiensk simultantolkning interviewes en for en, og inden præsentationen af den direkte videohilsen fra New Yorks afgåede borgmester Rudolph Giuliani, med de italienske aner, som af konferencieren fra den berlusconianske tv-inderkreds præsenteres som Robert. Forstemmelse Men det er også eneste fejl i et arrangement, som af kritikere er fortolket som en demonstration med indenrigsformål og for arrangøren selv. Man kaster et blik på scenografien, mærker hensigten og bliver forstemt. Berlusconi har i sin korte regeringstid fået gennemført en lov på retsområdet, der fritager ham selv for de anklager for økonomiske forbrydelser, der stadig eksisterer mod ham og hans venner, og en af bestemmelserne – om udlevering af sagsakter fra fremmede stater – er i direkte konflikt med den aktuelle verdenssituations behov for efterforskning på tværs af landegrænser. Den personligt – mere end nationalt – forfængelige Berlusconi er bitter over, at Bush ikke ringer til ham så ofte som til kollegerne i England, Tyskland og Frankrig. Normalt taler han improviseret og medrivende. Har let ved at rive en forsamlig med sig, men det ville være upassende og utaktisk i lørdags, fordi det ville være tydeligtgørende for hans egne interesser i begivenheden og give for mange mindelser om tidligere italienske krigsinterventioner. Han sluttede demonstrationen af med tale efter manuskript. Uhørt. I et lavt, indtrængende, dvælende tonefald, som slørede talens tematiske megalomani: Som Kennedy sagde »Ich bin ein berliner,« siger jeg »Jeg er newyorker, vi er alle newyorkere.« Bøn om ballade Den berlusconianske mod-demonstration til No Global-folket var en bøn om ballade, men den kom ikke. Kun 40.000 mod de forventede 100.000 mødte op på Piazza del Popolo. Langt mere end det dobbelte – op til 130.000 siges det – undlod at finde erstatning for de fjernede papirkurve som krigsmateriel og sang fredsbevarende sange i et demonstrationssammenstød, som nok sagde mere om konflikterne i italiensk politik end om verdens. Iscenesættelsen af et skrækscenario omkring demonstrationerne lignede mistænkeligt en glemmebog for Berlusconis personlige, politiske og juridiske problemer og baggrund for hans fremtræden som fædrelandets frelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu